Så var det blevet Københavns tur, til at opleve de eminente gutter, som Devin Townsend havde fået samlet op på vejen og det var noget af en fornøjelse, at møde den kære forsanger, som formentlig havde haft en karriere i comedy, hvis han bare ikke havde været så fremragende en sanger, som nu engang er tilfældet.
Men først et par ord om opvarmningen.
Inden vi går videre til aftenens hovednavn skal der gå et par massive skud ud til Leprous, som kommer til at blive hørt adskillige gange her i hjemmet. En fremragende sanger og et solidt bagtæppe af lyd skabte forventningen om en helt igennem utrolig aften, hvor alt kunne gå op i en højere enhed. Mit kendskab til de norske prog-rockere kan ligge på et meget lille sted, men det er en af de ting, som en god koncert kommer til at gøre bod for. Der var nerve og energi i deres scenshow, og med fede sange som gik op i en højere enhed var der lagt en kanongod bund for aftenen.
Helt lige så gnidningsfrit gik det ikke for Between the Buried and Me, som sloges med en ekstremt mudret lyd under hele deres koncert. Mit eget indtryk var at det var en god koncert med et fremragende band, som blev myrdet på det skammeligeste af lyden, hvor særligt de melodiske passager i deres rå, metalllede udtryk forsvandt i en værre omgang mudderkastning fra højtalerne i det ellers normalt fremragende Amager Bio. Baggrunden for dette bizarre sammmenfald af begienheder, kan være at finde i en grundlæggende forskel i forsanger Tommy Rogers vokal, som kan skifte mellem det helt sårbare og bløde udtryk, og så en massiv growl, der uden tvivl sætter enhver lydmand på en næsten uoverkommelig opgave, men det må være muligt at løse den bedre end det var tilfældet på denne aften.
Den mand hører hjemme på en scene
Efter en passende teatralsk entré med ‘Rejoice’ var der lagt i ovnen til en forrygende aften, da denne blev leveret på overbevisende manér og med et sådan overskud, at jeg faktisk stadig er en smule i chok over det. Devin Townsend Project spiller en ret sjov blanding af musik, hvor der mange steder bliver eksperimenteret i genrer og stilarter, med et klart fokus på Prog-metallen. Når der så fra tid til anden kommer næsten dødsmetallede passager og andre elementer, såsom en Danny Elfman’sk ‘March of the Poozers’, der på denne aften var ganske udmærket, bliver det decideret underholdende og der er en legende attitude, som bliver bundet sammen af den mest udadvendte, socialt uduelige canadier, jeg endnu har stiftet bekendtskab med.
Netop Devin Townsends speaks mellem numrene var af så høj kaliber, at det gjorde det lige så underholdende at se dem, som at nyde selve koncerten, og der er i en eller anden grad en disconnect mellem disse speaks om gøglerfrøer, Dungeons & Dragons og koncertklichéer, som gør det meget svært for undertegnede at fordybe sig fuldstændigt i det ellers ret så fortryllende univers, som der bliver skabt med en flok scenevante musikere, som formår at spille på et meget højt teknisk niveau.
Bizart og fornøjeligt i rigelige mængder
Undervejs på første nummer blev der da også opfordret til at prøve noget af det mest besværlige, man endnu har udsat et publikum for, og med denne lille intro kom så et utroligt ukompliceret klap-i-takt som blev iværksat fra scenen. Netop humoren blandet med den storladne musik, som særligt aftenens tredje nummer ‘Stormbending’, men for den sags skyld hele koncerten bar præg af, ændrer hele oplevelsen så markant, i forhold til det meget alvorlige udtryk, som metal og rock-genren har en tendens til at falde ned i. Og på denne aften var det så ganske passende at få et smøret smil på læben til en god omgang musik.
Koncerten forløb som helhed uden de store dikkedarer, men alligevel blev det en lille smule tamt efter de første fire numre, hvor der var dele af sættet, der blev kørt af med en smule autopilot fra scenen, men aldrig på et niveau, hvor man var i tvivl om kvaliteterne hos musikerne på scenen.
Koncerten blev da også afsluttet på passende manér. Første ekstranummer var, med det meget passende navn ‘Ih-Ah’, en simpel 4-chord sang, i stil med alle de andre der findes derude, men når den leveres til en metalkoncert og med den overhøjde som hr. Townsend er i besiddelse af, så sker der da også noget magisk, med tændte lightere og utilpassede “unge”, som sagte gynger fra side til side, i de hårde rim ‘With everything I do/God I love you’. Det var derfor passende at få lukket aftenen med et ordentligt brag fra det seneste album. En fantastisk ‘Higher’ slukkede ballet, der også bød på ‘Supercrush’ og ‘Kingdom’ i velspillede, men ikke prangende udgaver,der sendte et underholdt publikum ud i det kolde søndagsmørke med glade miner.
Wrapping it up
Jeg tror ikke at denne koncert er blandt de mest mindeværdige for bandet, men varen blev stadig leveret til fulde og det er svært at forholde sig negativt til denne koncert, som var en god en af slagsen uden at være prangende. Koncerten har dog svært ved at danne et samlet indtryk, som bliver siddende og derfor kom Devin Townsend Project og deres koncert ikke til at stå som andet end en klart over middel oplevelse herfra.
Se hele Sebastian Dammarks galleri fra koncerten HER.
Se hele galleriet fra koncerten HER.
