Med pomp og pragt blev der åbnet for Royal Arena, da Metallica gjorde deres for at gøre det til en festdag. Men det var en yderst mangelfuld koncert, som blev leveret og man må gøre sig alvorlige overvejelser, om hvorvidt de delvist danske metalhoveder var gode nok på dagen, til at levere den oplevelse publikum fortjente.
Metallica er et af de største bands på denne klode og de har været noget af det mest skelsættende for min egen smag i musik, hvilket selvfølgelig får dem til at lyde en smule som en eller anden form for gateway-drug. Med massive udgivelser i bagagen og et solidt nyt album var det så tid til at få besøg af James, Kirk, Lars og Robert i den spritnye multihal, som har kostet en lille formue.
Først og fremmest må jeg sige, at det er et pænt byggeri. Det udstråler langt fra den samme luksus som Operaen, men der er til gengæld et godt, gennemtænkt layout, omend det hælder en smule til det kedelige. På plus-siden så var det dejlig nemt at få en øl under hele arrangementet og toiletfaciliteterne blev også testet til det yderste, uden at der var nogen problemer.
Efter en nydelig omgang “Ecstasy of Gold” i højtalerne, ankom aftenens hovedpersoner på scenen, som var en smukt konstrueret scene placeret lige midt i arenaen. Der blev lagt ud med den nye “Hardwired”, hvor lyden var enormt mudret, faktisk så meget, at jeg ikke bemærkede at forsanger Hetfield ikke rigtig havde nogen stemme på denne aften. Men den vender vi lige tilbage til senere.
Udfordringen bliver taget op.
Efter dette indledende miskmask i lyden som var første rigtige udfordring, kom der dog ret godt styr på netop dette, og resten af koncerten var der en god nok lyd til at det ikke forhindrede gutterne på scenen i at udfolde alt hvad de havde i sig. Der er en række ting om lyden i en stor betonbowle, som nok skal håndteres på lidt længere sigt, og lyden var ikke den mest optimale gennem hele arrangementet, men den var ganske tilforladelig, og stadig niveauer over hvad jeg har oplevet i Forum.
Der var smæk på den nye “Atlas, Rise”, som aftenens andet nummer, og her vil jeg få rost det nye album, Hardwired … To Self-Destruct som har enormt mange gode sange med sig og denne aften blev der spillet hele fem numre fra den nye plade. Det var ikke et problem, da det gav en rigtig god dynamik, men efter klokken havde slået ind til “For Whom the Bell Tolls”, blev det tydeligt at dette ikke skulle være aftenen, hvor Metallica sparkede taget af stedet.
Dødssyg og lettere uoplagt.
Som nævnt havde James Hetfield ikke rigtig noget pondus i sin stemme, og virkede også en smule fjern i sin optræden. Jeg havde nok ikke haft det bedre, hvis det havde været mit hoved, der havde været fyldt med snot, men det var heller ikke mig, som skulle optræde for 16.000 mennesker, som var spændte på at se et brandgodt rockband. Det værste var dog, hvordan der kom en undskyldning fra ham og hvad der virkede som en opfordring til at udskyde koncerten, men den beslutning var jo allerede blevet taget, da de gik på scenen. Nu var Metallica der, og så måtte de prøve at få det bedste ud af det.
Det var samtidig også interessant at få hørt Hetfield på denne måde. Hans overlevelsesstrategi i forbindelse med en ordentlig skrubtudse i halsen var at tilføje endnu mere overdrive på sin stemme, en teknik som nok ikke kan anbefales for særlig mange, og det var da heller ikke en udpræget succes på denne aften, men at der overhovedet kom lyd ud af forsangeren er stadig imponerende.
Her er det så nået til det punkt, hvor jeg skelner kraftigt mellem min egen, indre Metallica-fan og så anmelderen, for det var i bedste fald en middelmådig koncert, hvis man skal forholde sig objektivt til den. Lyden var ikke noget at skrive hjem om, publikumsenergien kom aldrig helt op at ringe, omend der var optræk til en del smadder foran scenen til de sidste par numre, og der manglede simpelthen noget nerve fra bandet til at trække den det sidste hak op for at blive til en rigtig god koncert.
Man kan da bare synge for selv.
Der var adskillige små pauser undervejs, som uden tvivl også var forårsaget af sygdommen, der gav hele koncerten en meget staccato fornemmelse. Det blev en opdelt affære og derfor kom der aldrig fuld skrue på musikken, selvom “Fuel”, “Harvester of Sorrows” og min personlige favorit “Master of Puppets” var på spillelisten.
På den anden side, så var det en fænomenal koncert, hvis man bare ignorerede sin kritiske sans, hvor der var et festfyrværkeri af hits, fint distribueret mellem skarpe, nye skæringer, som gav en dejlig fornemmelse i maven, og hvis man ikke rigtig kunne høre, hvad der blev sunget, kunne man jo bare skråle højere selv. Så svært er det ikke at huske teksten til en fem-seks albums, spredt over de sidste fire årtier.
Det burde bare ikke være meningen dog…
Selv på en dårlig dag er Metallica ret gode og jeg finder netop ingen problemer i at være godt underholdt som fan, men det er med den konstante fornemmelse, at det kunne og burde have været lidt bedre, lidt højere, lidt mere energisk og lidt mere metal.
Som en debut i Royal Arena synes jeg, at det var en smule tamt, og for mit første møde med thrash-giganterne var det en kæmpe skuffelse, selvom jeg godt kan finde de positive ting ved koncerten frem. Det burde være bedre og en omgang sygdom kan få bugt med de fleste. Med udgangsordene fra Danmarks metal-darling nummer 1, Lars Ulrich, må man håbe at de næste koncerter bliver noget skarpere og at de har fået husket penicillinen.
Se hele Lasse Lagonis galleri fra koncerten HER. Det kan godt være de ikke var fænomenale i lyden, men de ser godt ud på billeder.
