L.O.C. – Stilet sejrsrunde

Det var noget next level shit, som Liam O’Connor havde taget med til Falconer Salen onsdag aften. En flot visuel side var med til at løfte rapperens niveau fra højt til out of this world.

Der var pres ved indgangene, da klokken slog 20, og koncerten officielt skulle være startet. Men selvom gulvet foran scenen var proppet, var der stadig masser af mennesker udenfor, som ventede på at komme i garderoben med overtøjet eller få tanket drikkevarer, inden tæppet skulle falde. Derfor blev showstart også udskudt et kvarter.

20.15 faldt lyset i salen, og på tre gennemsigtige lærreder, der blev kørt ned foran scenen ved scenekanten, kom der historiske tv-klip fra 80’erne og 90’erne – formentlig frem til 2001, hvor eventyret om L.O.C. startede. Lærrederne kørte op og blev erstattet af tonerne til ‘Drik Din Hjerne Ud’. På gulvet bagerst i scenen var det svært at se den gode Liam O’Connor, som stod i midten af scenen – mens det til gengæld var let at se Michel Svane på trommer og Daniel Davidsen på guitar, som stod hævede på en stor klods med LED-skærme på.

Det meste af setlisten foregik kronologisk, så det passede med, hvordan du får dem serveret på den nyligt udsendte opsamlingsplade Anno XV. ‘Absinthe’ og ‘De Bitches’ blev leveret med en smule nye vitaminer ensbetydende med variationer i melodi og nye rim spyttet af den 37-årige rapper. ‘Undskyld’ blev leveret på den klassiske live-måde med plads til at skabe aftenens første fællessang-moment for hele salen.

En ting, der er spøjs, når man tænker på, at L.O.C. har turneret land og rige rundt i 15 år og har spillet på nogle af de allerstørste scener, så er det, at han stadig bliver oprigtigt overrasket og begynder at grine, når folk synger med på hans tekster.

Denne celebrering af O’Connors karriere gav også plads til de mange numre, han har været featuring på gennem tiden. Det gav plads til Den Gale Poses ‘Definitionen Af En Stodder’ og det klassiske remix af Jokerens evergreen ‘Havnen’, hvor Niarn også var på dengang. Homeboy Marwan var også med og hjalp Liam igennem nummeret ‘Aarhus V Veteran’, som endnu ikke er udgivet, men formentlig er at finde på Marwans nye album.

Undervejs blev koncerten afbrudt af de tre lærreder, som blev kørt ned foran scenekanten og viste gamle videoklip, ligesom ved koncertstart. Denne gang var det brud af hjemmevideoer fra de unge og vilde L.O.C.-dage. En ung Liam kigger ind i kameraet med øjne, der er helt matte af alkohol og stoffer. Klip fra koncerter, ture rundt i landet, kvinder, grin og baner, som blev sniffet blev ærligt delt med det grinende publikum.

Højdepunktet for aftenen kom, da Melankolia/XxxCouture-nummeret ‘Superbia’ blev spillet. De tre lærreder rullede ned, og hen over dem kørte grønt stropelys i takt til musikken. Nummeret er med Simon Kvamm på omkvæd, som ikke var til stede i salen, men i stedet bragede frem på skærmen, når han havde vokaler. Voldsomt fedt og godt tænkt.

Videre gennem den en time og femogfyrre minutter lange koncert kom ‘Hvorfor Vil Du Ikk’’ fra Melankolia/XxxCouture kun med L.O.C. og en cellist på scenen, inden Marie Key betrådte scenen for at synge sin version af Libertiner-nummeret ‘Langt Ude’. Herefter stod Liam og Marie ansigt til ansigt og sang ‘Elsk Mig Nu’ i fællesskab. Et kuldegysende øjeblik, hvor stemning i salen blev tung og melankolsk på en form for let måde, som kun Marie Key kan bringe med sig.

Videre i højt tempo. Salen blev sort og de tre lange lærreder blev kørt ned og viste et samsurium af Liam O’Connors mange TV-performances gennem årene – også billeder fra et interview, efter han var blevet dømt for vold – afsluttet med et potpourri af grin. Det klassiske Liam-grin, som nærmest er blevet hans varetegn.

Herefter blev der budt op til dans med et par glemte darlings: Liam rappede sit vers i Nik & Jays ‘Lækker Part ll’ og gav os derefter sin version af Medina-klassikeren med ‘Kun For Dig’. Seneste featuring-succes er Burhan G’s ‘Karma’ blev herefter spillet, før L.O.C. alene leverede den nok største featuring-succes ‘Hospital’, som blev til på Orange Scene på Roskilde Festival, da Nephew spillede 07. juli 2007.

Den lange kraftpræstation bliver lukket med ‘Min’ og – ifølge ham selv sin yndlingssang – ‘V.S.S.B.’ fra Sakrilegium, før den nye single ‘Husk’ fra Anno XV-albummet blev spillet med dertilhørende ny musikvideo til. Og hvor der blev jublet i salen, da Liam i videoen stod sammen med sin få måneder gamle søn, Constantin.

Efter at have set L.O.C. flere gange, end jeg kan tælle, over de sidste otte år, må jeg blot konstatere, at jeg ikke har oplevet sådan en intens koncert, som det var i Falconer denne råkolde sidste dag i november. De store lærreder, som rullede ned i ny og næ og gav en bedre visuel side til sangene, var med til at løfte oplevelsen fra en klassisk god koncert i bedste Liam O’Connor-stil til et show fra øverste hylde.

Der er nemlig aldrig en finger at sætte på den garvede drengs performance, og derfor kan det godt blive lidt en flad fornemmelse, når der ikke er fornyelse i det, man oplever fra år til år. Og jeg har ikke set så meget fornyelse, siden Liam legede med romerlys på Grøn Koncert i 2012 eller var ved at få fyrværkeri i ansigtet på Smukfest i 2015.

Klokken 22 lukkede L.O.C. og band af sammen med Andreas Ringblom og årets hit for rapperen ‘Ti Fod Høj’. En koncert, som var smukt opsat, og som jeg kunne have skrevet stolpe op og stolpe ned om. Faktum er, at det her var en 8-0 sejr på hjemmebane, hvor udeholdet havde fået rødt kort til målmand, træner og to forsvarsspillere.

L.O.C., Falconer, Anno XV
Foto: Bo Källberg

Se hele galleriet fra koncerten HER.

Se også

Fra sjæl til storm: Saveus’ magiske aften på Train

Den første af tre koncerter med Saveus på Train...

HUGORM ville det hele, men kunne kun det halve i Royal Arena

Fredag aften var Royal Arena næsten fyldt til bristepunktet,...

Engang var Dizzy Mizz Lizzy guld – nu er de sølv

“She said that silver’s meant to burn forever”   Sådan lyder...

Aqua i Royal Arena: Fyldt med kaos og kærlighed

Lørdag aften i Royal Arena var der lagt op...
spot_img
Emmy Musse Mortensen
Emmy Musse Mortensen
Anmelder med hang til tunge beats og intens stemning under liveperformances. Har garanteret dårligere smag end dig.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Der har været stilstand i udviklingen af koncerterne de sidste mange år for L.O.C., og efter den halvkedelige omgang til Aarhus Festuge i august, var det her en tiltrængt saltvandsindsprøjtning for både band og publikum. En flot og tætpakket visuel koncert med vanligt højt niveau fra hovedpersonen - som også var ekstremt meget til stede - bliver kvitteret med fuldt hus herfra.L.O.C. - Stilet sejrsrunde