Poplish havde sendt en føler ud, for at fange The Blue Van på deres Danmarksturné i anledning af deres 20 års jubilæum. Heldigvis takkede de ja og vi fik os en sludder om hvordan man kan holde hinanden ud, men også lidt om hvordan fremtiden ser ud.
I har været på tour i en lille måned nu og jeg glæder mig vanvittigt til at se jer live. Hvordan ser i selv på det?
» Det har været nogle gode koncerter, med masser af rullefald på scenen. Så alt i alt har det været sjovt.«
I aften VEGA, og så Gimle i morgen. Hvad sker der så?
» Vi skal have et ordentligt brag efter koncerten er lukket og så holder vi nok lidt tidlig juleferie. Vi skal have ordnet lidt med en pladekontrakt og få talt med hinanden om hvad vi skal lave som det næste. Hvad vi skal lave helt konkret ved vi ikke endnu. Vi er et meget zenbuddhistisk band, bryder Allan ind, vi spiller denne turnée og så har vi ingen anelse om hvad vi skal foretage os.«
Nu er det jo tyve års jubilæumsturné, så hvordan holder i stadig hinanden ud?
» Vi har for længst vænnet os til hinandens særheder. Det er faktisk forbløffende nemt, og der er jo så meget der binder os sammen efterhånden. Vi har jo kendt hinanden i mere end 20 år, så det er vores barndomskammerater, man har fået lov til at være sammen med. Vi har lavet så meget sammen og har så meget med hinanden at gøre, at det er umuligt at forestille sig at det pludselig skulle holde op. Med vores skænderier har vi jo nok haft de værste skænderier.«
Hvad er så det værste skænderi, i har haft?
» Det har nok været noget tåbeligt, om hvilken side man skulle sidde i bilen, eller noget andet banalt, siger Steffen. Når man har spillet hver dag i en længere periode, en rigtig lang turné, som vi var på, da vi lavede en stor turné i Amerika. Man spillede hver dag. Så kan man godt blive lidt strung out.«
» Og så var der den med Per, der glemte æblet i bussen, hvor der var myrer i« , siger Søren. »Det var nu mest chaufføren, der blev muggen dér. Der var et råddent æble under en madras, som var blevet glemt i en lille måneds tid og der var kommet en massiv myreinvasion. Chaufføren kunne ikke forstå, hvor de blev ved med at komme fra, og han havde sprøjtet og prøvet alt for at skaffe sig af med myrerne. Så en dag, hvor vi var inde og lave en lydprøve på spillestedet, så fandt han det her rådne æbleskrog. Da vi kom ud igen, var han ikke just begejstret, han havde fundet ophavet til denne myreinfestation. Det var så i Pers køje inde under madrassen at der lå et æbleskrog.«
» I det mindste prøvede jeg da at leve sundt, forsvarer Per sig. »Man sover jo også bedst på et æbleskrog.«
» Der har aldrig været noget større og vi er gode til at få det afsluttet hurtigt.Det har også noget med de personligheder, vi har i bandet. Vi står ikke op om morgenen og skændes med hinanden. Det må være den nordjyske sindighed.«, kommer det fra Steffen. Der er bred enighed om dette rundt om bordet.
Og så kombinerer i det med et fuldstændig vanvittigt liveshow?
» Man bliver sådan et dejligt roligt menneske af det. Det er jo nok lidt ligesom et par bøller, der lige pludselig begynder at gå til boksning og så lægger det hele bag sig.«
Er det så lige så nemt at sætte sig op til det i dag, som det var for 10 år siden?
» Det er nok nemmere nu, end det nogensinde var. Jeg påskønner det i hvert fald mere«, kommer det fra Steffen, som uddyber med at det nok er noget, der kommer med netop tiden. »Specielt fordi, det hele ændrer sig. Musiktrenden ændrer sig konstant og det er en anden musik som de unge lytter til mest.. Det er nok heller ikke det mest hotte lige nu, at være et rockband, men det gør at når man er ude at spille, så er det netop blevet lige meget om man spiller for et meget lille publikum eller der er fyldt op. Men det er stadig sjovt og vi er nok blevet lige så vilde eller måske endda vildere end da vi var 25.« Søren fortsætter direkte videre fra Steffens sætning » Vi er også blevet bedre til at nyde det for os selv. Før i tiden, når vi skulle ind og spille et sted som VEGA, kunne jeg blive en lille smule for nervøs, så jeg faktisk glemte at nyde selve oplevelsen. Nu er jeg bedre til at være i øjeblikket. Før i tiden kunne jeg godt være for optaget af om der ville komme nogen, eller nervøs for at spille godt. Nu er jeg bedre til at være lidt mere i øjeblikket og huske at nyde det.«
» Vi er blevet gode til at omfavne, at vi er et band, der spiller råddent. Vi siger jo at vi er lidt et tumleband, altså vi spiller jo også godt nogle gange, men en gang imellem så spiller vi rigtig råddent.« Vi har ligesom lært at omfavne vores råddenskab.« stemmer Allan i med.
Nu er i jo fra Brønderslev, hvordan er det så i dag, at være ægte kosmopolitanere?
» Det er nok også en af de ting, der er nemmere at indeholde i dag. Vi er jo ikke fra Brønderslev, men Lars Tyndskids marker rundt om Brønderslev, som jo var en stor by for os dengang. Og Aalborg var en regulær metropol. Jeg havde dødtravlt med at komme af sted« , siger Søren.
» I dag er det jo København, som er den hyggelige, lille by. Vi flyttede fra Brønderslev til København, men vi nåede kun at bo der i et år og så flyttede vi til New York, så det ændrede lidt hele opfattelsen af Københavns størrelse. Vi boede i Brooklyn i et knap så pænt kvarter, hvor man helst skulle holde sig indendørs om aftenen. Det er nok et meget pænere kvarter i dag, Det var ikke blevet så hipt endnu og man skulle være lidt street wise. Allan blev røvet og et par af vores venner blev også røvet, så man skulle have øjnene med sig.« uddyber Steffen.
Allan bryder ind, » Vi stak også lidt ud på den demografiske skala; nogle høje, blonde skandinaver lige mit i et latinokvarter, så er det vist svært at blende ind i sine omgivelse. Vi stak rigtig meget ud dengang. Det gør sig ikke længere gældende med København. Der er en vis form for rodløshed, ved at tage ud og rejse på den måde, og det er dejligt at have fundet sig til rette i København, vi har næsten boet lige så længe i København, som i Nordjylland. Det er et dejligt sted, og vi føler os hjemme.«
Om tre timer, så står i på scenen og giver den gas. Hvordan bliver der varmet op til det?
» Vi har ikke rigtig nogen rundkredsritualer, og så skal der lige nappes et par øl,« siger Per med et glimt i øjet og peger på den grønne Tuborg, han sidder og nyder. » Og så lige en skefuld af ”suppen”.«
Suppen er en bolsjebøtte af den slags på et lille kilos penge, hvor der er blevet hældt vodka i. Den er der åbenbart blevet gået godt til, og den består nok af mere vodka end bolsjer lige for tiden, men touren er også ved at være slut. Vi bliver tilbudt at smage, men takker pænt nej, da den slags virker ufatteligt farligt, for at have en chance for at efterfølgende lave en sammenhængede anmeldelse af bandet.
»Der kører lige hulu-bulu-sangen i halvt tempo, og så er det eller ud og give den gas. Det er nok blevet lidt mere stilhed før stormen end det er fuld skrue på«
Så der er ikke længere Graveyard på playlisten?
»Den er lidt forsvundet, den idé, om at vi skulle have et ordentlig brag på anlægget inden vi gik på. Vi gør os bare klar på en lidt roligere måde, og får sludret, hygget og drukket et par øl.«
Nu lavede i ikke et album sidst, men en stribe singler. Hvorfor dog det?
»Vi prøvede lidt at imødekomme noget med en nyere musikkultur, og fejlede horribelt«, starter Steffen. »Vi havde da et par singler på P3«. Men alt i alt var det vist ikke noget, de selv betragter som den vildeste succes.
Vi fik efterfølgende en fremragende snak om, hvor vigtigt det er for et band at komme på netop den toneangivende radiokanal, og hvordan det er umuligt for et dansk rockband at overleve uden, hvor detaljerne er forsvundet ud i min forfærdelige diktafon, der desværre ikke kunne følge ordentligt med længere. Det var en helt særlig oplevelse at få lov til at møde disse dygtige gutter, som derefter leverede et ordentligt brag til selve koncerten på Lille VEGA, som du kan fange anmeldelsen af HER.
