Svenske Katatonia har ligesom så mange andre store metalbands en god del år på bagen og det skaber en garanti for, at man aldrig spilder sin tid. Med et solidt bagkatalog og en ordentlig omgang rutine blev der leveret en fremragende indsats.
Men det er ikke de svenske metaldrenge, der stjal mit hjerte her til aften. Den ære går uden tvivl til Agent Fresco, der leverede en så imponerende indsats, at jeg får svært ved at glemme denne aften. De fire islandske gutter leverede så godt, at kun et ord dækker den fornemmelse, jeg sidder tilbage med: Wow!
Med en tydeligt følelsesladet forsanger, der emmede af rå begejstring for at besøge Pumpehuset på en onsdag aften, og et publikum, der ikke var blottet for sjæl, indlevelse og empati, så leverede de en af de mest medrivende opvarmere, jeg endnu har set. Dét i en sådan grad, at hovednavnet kun fremstod som et bedre band, fordi jeg var kommet for at se dem, deres fortid rummer på sindssvagt gode numre og jeg personligt bedre kan lide deres musik.
Med Arnór Dan Arnarsons fuldstændigt åndssvagt gode vokal og et massivt lydtæppe til at supplere ham fik jeg set en af dette års skarpeste koncerter, og det på trods af at jeg aldrig havde hørt om Agent Fresco før. Tak skæbne for dette indslag, der uden tvivl hev en god aften op på decideret fremragende, for den så jeg ikke komme!
Når det er sagt, så skal der da også være plads til at nævne den solide præstation fra Vola, som ikke faldt helt i min smag, men stadig var på et meget højt niveau og selvfølgelig aftenens hovednavn, der leverede en gedigen indsats, hvor der ikke blev fokuseret på at blæse skoene af de fremmødte, men derimod blev der leveret et stykke massivt håndværk; en bedrift som ikke skal fornægtes!
Katatonia har lavet musik i mange år, og det var da heller ikke for sjov, at de spillede som hovednavn på et af Danmarks smukkeste spillesteder. Det tekniske niveau var enormt højt og ser man bort fra en lidt mudret intro med “Last Song Before the Fade” og første del af “Deliberation”, så blev der leveret en koncert, hvor jeg per automatik rystede nakken i takt med musikken. Om det var gamle kendinge eller nye eskapader, så er der noget ufatteligt betryggende i at høre de svenske gutter. 12 albums på bagen, og gud ved hvor mange ørehængere sørgede da også for, at jeg ikke følte mig skuffet efter den helt hjernedøde opvarmning.
Undervejs i sættet var der glansnumre, der skinnede så klart at man kun kunne smile af det og mit gode humør har ikke forværret nogle af deres sange, da jeg kunne finde glæde ved at stå midt i salen og fortabe mig i musikken. “Dead Letters” ramte som en forhammer og “Serac” har formentlig aldrig lydt bedre, den sidste fra det nyeste album The Fall of Hearts, hvor der er blevet pustet nyt liv i Katatonia, mens “Saw You Drown” levede sit eget liv, som et refræn i mit hoved resten af aftenen, alt imens den stod meget skarpere end på plade. “Old Hearts Fall” stod også som et fremragende lukkenummer på grundsættet, hvor der derefter blev smidt 4 ekstranumre efter et hungrende publikum, der ikke var blevet trætte af at høre på svensk metal efter mere end en times fed optræden, og øregangene blev da også forkælet med en massiv guitarsolo på cirka 2 minutters længde (jeg fik fanget det meste på min telefon, og glæder mig som et lille barn til at få afspillet den igen og igen).
Når alt kommer til alt, så var det en fed optræden, som blev overskygget en smule af et usandsynligt veloplagt opvarmningsband, men med den rutine Katatonia medbragte, formåede de alligevel at gøre det til deres koncert, en bedrift som de skal have utrolig meget ros for, da jeg tvivlede kraftigt på at de kunne levere varen på det høje niveau, som var nødvendigt. Når det så er sagt, så blev jeg dog heller ikke blæst bagover af benovelse og den fornemmelse må jeg have til gode til en anden gang end denne fremragende efterårsaften i Pumpehuset.
Se hele Bo Källbergs galleri fra koncerten HER.
