Smukfest – Derfor bliver du glad i låget af at tage på festival

De danske sommerfestivaller er for mange mennesker leveringsdygtige i gode miner og glade minder til et helt år, der resten af tiden går med regn og arbejde til klokken 16. Men hvorfor bliver man glad af at tage på festival? Poplish har vendt sig mod videnskaben for at finde svar. Det viser sig, at flere forskellige faktorer spiller ind, når du sænker dig ned i festival-gryden. 

 

1. Musik

Vi kender alle fornemmelsen af at få optur på, når vi hører et bestemt nummer. Forskning viser, at der i hjernen sker en udløsning af signalstoffet dopamin, når vi hører de genkendelige sange. Dopamin er et signalstof, der skaber velvære og også udløses af blandt andet sex, stoffer og indtagelsen af lækker mad.

2. Koncertoplevelser

Som mennesker og musiklytter vil vi gerne overraskes, beretter Discovery. Derfor kan dopaminindtagelsen – og dermed den musikalske glæde – øges under en koncert, fordi kunstneren kan lege med lyden og formatet, hvilket vores hjerne gerne kvitterer for, når den bliver overrumplet. Ligeledes bliver man også glad, hvis man kan forudse, hvad kunstneren gør – f.eks. når en DJ spiller en flig af “Killing in the Name of” med Rage Against The Machine for så at rulle den fuldt ud et par sekunder senere.

3. Dans

“Get up offa that thing, dance till you feel better,” sang James Brown engang. Og det var et godt råd, for man har længe vist, at fysisk aktivitet også frigører glædestoffer i hjernen. Her er heftig dans ingen undtagelse, og faktisk kan det være en mere effektfuld oplevelse, når du er på festival eller til koncert, fordi du gør det sammen med andre mennesker. Det hjælper nemlig din hjerne til at frigøre oxytocin, – også kaldet kærlighedshormonet – der får dig til at føle dig forbundet til dine dansepartnere.

4. Alkohol

Mens der er blevet skrevet vidt og bredt om alkohols skadelige virkninger – hvoraf der er mange – beviste forskere i 2012, hvad man længe have mistænkt: at alkohol frigiver endorfiner i hjernen. Det er også den frigivelse, der kan skabe afhængighed af de våde varer. At drikke for at holde sig munter er dog på længere sigt, en meget, meget dårlig ide, fordi det kan være medvirkende årsag til en depression.

5. Venskaber

De velansete psykologer Ed Diener og Martin Seligman har forsket i menneskers lykke, og de fandt blandt andet ud af, at sociale mennesker er de mest lykkelige mennesker. Stærke, individuelle relationer gør os simpelthen glade, ligesom vi har brug for at føle os som en del af et fællesskab. Samtidig viser forskning, at lykke og godt humør kan smitte. Og hvor er det bedre at dyrke sine venskaber samt at skabe nye, end når du røster røv med 35.000 lyttende, fulde og frem for alt glade mennesker foran Bøgescenerne?

Se også

Fra sjæl til storm: Saveus’ magiske aften på Train

Den første af tre koncerter med Saveus på Train...

HUGORM ville det hele, men kunne kun det halve i Royal Arena

Fredag aften var Royal Arena næsten fyldt til bristepunktet,...

Engang var Dizzy Mizz Lizzy guld – nu er de sølv

“She said that silver’s meant to burn forever”   Sådan lyder...

Aqua i Royal Arena: Fyldt med kaos og kærlighed

Lørdag aften i Royal Arena var der lagt op...
spot_img
Mads Gregersen
Mads Gregersen
Journalist og anmelder med hang til både Waka Flocka Flame og Shu-Bi-Dua.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her