Titlen på den engelske singer-songwriters store hit fra 2003 er den perfekte beskrivelse af oplevelsen med hende på scenen i Amager Bio mandag aften.
I ly for regnen stod mange, mange mennesker klemt ind i den lille venue, vi på lorteøen kalder Amager Bio. Lidt soul til sjælen ville gøre godt ovenpå det konstante gråvejr, som sommeren har budt os de seneste uger.
Joss Stones stemme er nemlig som en enlig solstråle i gråvejret. Klar og kraftfuld er den og giver håb for lysere, varmere tider. Og den ville mange gerne høre, kunne man se på den store menneskemængde i det lille, varme lokale. Her skulle man ikke frygte at fryse. Nærmere tværtimod.
Desværre for det, som skulle være en aften med sød soul til sjælen og Stones’ stemme som den røde tråd, så blev aftenens set fedtet godt ind i den 29-åriges sangerindes flip med reggae. En genre, som man slet ikke skal kimse af, men desværre fungerer det ikke her. Joss Stones album fra sidste år, Water For Your Soul, er proppet med reggaevibes, og der er intet galt med at eksperimentere som kunstner. Men den hvide piges fortolkning af rastamandens musik er ikke noget for mig.
Måske er det genresnobberi, især når der ikke er en finger at sætte på Stone og entourages performance. Jeg kedede mig bare og blev ikke blæst bagover af de store ballader, jeg havde håbet på. Den britiske soulmama burde holde sig til, hvad hun kender og kan.
Aftenens set var også en rodet affære. Joss Stone har fortalt, at hun vælger set kort tid før koncertstart for at mærke publikum af, men hun havde vist ikke kunne mærke min tilstedeværelse i Amager Bio, for jeg savnede i den grad mere af den 00’er-fornemmelse, som det giver mig at høre Joss Stone derhjemme.
Se hele Martin Kleisbergs galleri fra koncerten HER
Uenig, vi vidste jo godt at der kan sættes spørgsmål ved hendes reggaebestræbelser. Bortset fra det synger og ser ud som engel. Typisk britisk selvironi En meget fin aften som jeg vil give mindst 4 ud af 5 stjerner