Med en perlerække af catchy rocksange fik britiske Wolf Alice med Ellie Rowsell i front tændt op under Lille Vega. Og publikum kvitterede med jubelråb, taktfaste klapsalver og udelt begejstring.
90’erne har for alvor fået en renæssance i populærkulturen og på musikfronten er britiske Wolf Alice blevet bannerfører for 90’er rockens genkomst. Og det er bestemt et glædeligt gensyn. Rocken udviste spilleglæde, kådhed og sans for den gode melodi dengang i de glade 90’ere, og det har Wolf Alice også denne aften i Lille Vega. Med deres hit-ladte rockhymner bestående af catchy guitarriffs, omkvæd der kan synges med på og en energisk attitude, der kommer helt ud over scenekanten og når helt ned til bagerste mand i lokalet, så har Wolf Alice publikum i deres hule hånd fra første riff.
Grundelementet er rocken
Wolf Alice serverer en masse god gedigen rock, men det spændende ved bandet er, at de ikke er bange for at tilsætte lidt ekstra krydderi til deres musik. Krydderiet kan komme i form af støjende noiserockede elementer som på nummeret Lisbon, hvor hænderne fra både Ellie og lead guitarist Joff Oddie glider op og ned af strengene og skaber et lydinferno af en anden verden. På numre som Freazy og Bros tilsættes der synthezisere, der giver numrene en mere moderne electropoppet lyd a la for eksempel Chvrches.
Ens for Wolf Alices numre er dog, at uanset om bandet trækker på den ene eller den anden inspirationskilde, så er udgangspunktet altid rocken. Og dét, der binder en stor sløjfe og holder det hele sammen, er forsanger Ellie Rowsells vokal, der det ene øjeblik kan have nærmest jomfuelig finhed over sig, for i næste øjeblik at forvandle sig til et hidsigt skrig.
Den almindelige pige i front
Fysisk fylder vokalist og guitarist Ellie ikke meget på scenen, men man skal ikke lade sig narre af hendes lille statur – når hun først skriger sine lunger ud, som hun for eksempel gør på Love is a germ, eller headbanger med håret svingende fra side til side, mens guitaren bliver tæmmet, så ser man den vildskab og rå kraft, hun besidder. Og det er netop, når hun skriger sine frustrationer ud, at man mærker hende mest.
For sammenligner man hende med andre store kvindelige rocksangere fra 90’erne som Shirley Manson og Love-forsangeren Courtney Love, så savner Ellie den evne de to ikoniske rockkvinder havde og stadig har til at indtage en scene og eje den. Ellie er ikke rockdiva. Til gengæld ligner hun en ganske almindelig pige, der bare godt kan lide at spille guitar i et rockband, og det bør være en inspiration for andre helt almindelige piger rundt omkring i verden til bare at komme i gang med at spille musik.
Kort og præcist
Efter præcis en times spilletid er publikum i Lille Vega blevet tygget godt igennem og spyttet ud igen af Wolf Alices stramt tilrettelagte energiudladning af en rockkoncert, der råt og uforsødet rammer lige i mellemgulvet. Her er ingen dikkedarer – bare fire unge på en scene, der elsker at spille rockmusik, som publikum elsker at lytte til.
Se hele galleriet fra koncerten HER
