Post-metal! Hvad djævlen har vi fat i her? De fem danske metalrødder leverede en af de mest spændende koncerter på Copenhells Pandæmonium. Desværre blev den kortet massivt af, for at overholde tidsplanen.
Mens store dele af festivalen kunne begejstres over King Diamond, så ventede en pæn skare trofast på, at Redwood Hill fik lov til at gå på. Der var problemer med lyden, og jeg skal ikke sige, hvad det skyldtes. Lyden var heldigvis fin, da de fik lov at gå på, og derfra kiggede jeg mig aldrig tilbage. Hætteklædte bevægede bandet sig ind på scenen, og der var dømt en unik blanding af black/død/gaze/led satan metal, som ramte et meget mørkt sted.
Jeg havde ikke hørt Redwood Hill før og nappede koncerten på en god fornemmelse og en varm anbefaling, og jeg blev ikke skuffet. Med en ultravoldelig introduktion blev festen skudt i gang og det eneste nummer, jeg genkendte var “Microgravity”, som blæste publikum væk i en ekstatisk oplevelse. Der er så meget smæk på lyden og tidspunktet for koncerten var fantastisk, da mørket var Redwood Hill’s ven. Dystre, dystopiske fornemmelser blev forstærket på fornemste vis og med deres dekonstruerede musik, blev enhver form for fine fornemmelser smidt over bord. Som en postmoderne virkelighed blev musikken fragmenteret til atomer, og der blev spillet videre ufortrødent i alle små 30 minutter, som vi blev begunstiget med. Den eneste alvorlige kritik, som jeg kaster efter denne koncert, er at de spillede alt for kort tid, men den er på arrangørernes kappe.
Det er lidt voldsomt, at smide en anmeldelse efter en lille demo-optræden, men det var så forrygende, at fans af metal bør give Redwood Hill et ordentlig lyt. Forhåbentlig får vi snart en koncert i fuld længde, for det var så rigt på potentiale, at der falder en varm anbefaling på dette fede band.
Se flere billeder fra dag 2 på Copenhell HER
