Det er efterhånden mere regel end undtagelse, at sceneshowet udgør en væsentlig del af en Alice Cooper-koncert. Synge kan han stadig og de efterhånden mange kendte hits fremføres med bravour, mens kendte mennesker både hyldes og mobbes som en fundamental ingrediens.
Alice Cooper imponerer endnu engang med sit fantastiske sceneshow; ikke fordi han har et kæmpe lysshow eller et fænomenalt fyrværkeri, men fordi han er i stand til at bruge teatrets veje og virkemidler. Under showet blev Alice Cooper omdannet til Frankenstein, halshugget i guillotinen samtidig med at afdøde kunstnere som Keith Moon, Jimi Hendrix, David Bowie og Lemmy Killmister ved hjælp af en gravsten og tilhørende sange blev hyllet.
Til sidst i showet dukker Hillary Clinton og Donald Trump op på scenen i gang med en heftig diskussion, som nærmest er taget direkte ud af amerikansk tv, kun adskilt ved, at slagene udgøres af vattede tøseslag og en Hillary, der ender med at sejre, mens Alice Cooper promoverer sin egen kampagne; ”Vote for Cooper, Make America Sick Again!”
Manden kan stadig synge, og selvom showet først kom ordentlig i gang efter tredje nummer, var det stadig fedt at få hørt hits som Poison og Schools out, der hurtigt viste, at de fremmødte i den grad var klar til at feste med og synge igennem!
Se flere billeder fra Copenhells første dag HER