I aftes spillede T.J. Cowgill på BETA2300. Det var en succes, men koncerten var meget langt fra fejlfri. Jeg har opfattelsen af, at manden, som ville ønske, at han kunne slå nogen ihjel, men bare ikke gider at ryge i fængsel for det, er ufattelig sympatisk og har en virkelig god humor. Rent musisk, så er vi dog ikke helt på bølgelængde.
Scenen var sat til en aften med et publikum, der var på hjemmebane i King Dudes repertoire. Der blev hujet og hejet, samt svaret lidt igen, men det enormt velopdragne publikum mistede heller ikke fatningen og selv på de mest medrivende øjeblikke var det en lille smule tamt.
Man kunne snildt antage på mængden af battle-veste at her var der et publikum, der hørte hård metal. Jeg fik talt fire Behemoth t-shirts og adskillige sortfarvede hårpragter, så man ved, at her var et publikum, der var i stand til at gå amok. Helt det luftlag nåede vi aldrig op i med King Dude, som leverede en tvivlsom musikalsk indsats, men reddede den hjem på rå showmanship.
I det hele taget, så var aftenen en smule bizar. Bellhound Choir leverede en rigtig skarp opvarming og nogle store roser skal lyde til Christian Hede Madsen, for sine skarpe kompositioner og sin enormt velspillede bluesy folk. Jeg hørte den obligatoriske brok over en sanger, som har rigeligt med overdrive, at han lyder som Nickelback, men her synes jeg i stedet, at de atmosfæriske og underspillede numre giver en fed kontrast, der leder mig hen på det allerbedste grunge kan levere.
Jeg havde svært ved at vide hvilken koncert, jeg skulle sætte mig op til med aftenens hovednavn, men der blev lagt ud på bedste vis med den fremragende “Black Butterfly”, hvor energien var helt i top og publikum blev revet med af det insisterende guitarriff.
Live performance 101: start med et godt up-tempo nummer, så har du mulighed, for at få det til at blive en rigtig god fest.
Derefter blev der leveret en sjælfuld og imponerende “Deal with the Devil”, hvor det gav kuldegysninger langt ned ad ryggen på en ellers dejlig varm sommeraften. Netop varmen blev da også nævnt af Cowgill, som ønskede sig en air condition, til at tage noget af heden fra scenen. Under disse to numre var banneret faldet ned, og en lang pause, der blev brugt til at stemme instrumenter, gav den karismatiske forsanger lov til at komme med en lang sludder til publikum, hvor hans verdenssyn og nogle sjove jokes blev liret af.
Netop hans evne til at kommunikere med publikum, var det absolut mest imponerende, jeg oplevede denne aften. Hele sættet, som varede omkring en time og ti minutter, var fyldt med indsigtsfulde “svinere” og utrolig mørke jokes, som adskillige gange var lige til grænsen. Om det var henvisninger til vores “spirituelle leder”, Charles Manson, som vist ikke helt gav genklang hos publikum, eller om det var guitaristen, der smækkede løs på et medbragt hjortekranie, som også gjorde det ud for alternativ sceneudsmykning, så virkede humoren ret godt og gjorde at man fik et indtryk af King Dude som en mand, omgivet af venner, der virkelig nyder at stå på en scene, få lov til at dele ud af sine meninger og holde det let og ubekymret, mens der samtidig bliver sunget sange om ret brutale emner, der kredser om død, kærlighed og alle de andre store troper, der eksisterer i lyrikkens verden.
Mens der ikke kan drages tvivl om King Dudes karisma, så var der adskillige tidspunkter i løbet af aftenen, hvor musikken ikke kunne leve op til samme niveau. Der blev spillet med en capo på guitaren, hvor den så udpræget ikke skulle have været der, der var fyldt med småfejl i instrumenteringen og der var gange hvor Cowgill ikke var i nærheden af den tone, han burde have ramt. Det gjaldt særligt i de mere rockede numre, hvor vokalen skulle have lov til at folde sig fuldt ud, og de mange fejl tæller kraftigt ned i det samlede indtryk af koncerten. Når det er sagt, så gik jeg ud af BETA og tænkte for mig selv, at det var en god koncert og den havde levet op til alt, hvad jeg havde forventet.
Se hele Martin Klesbergs galleri fra koncerten HER
