Queen + Adam Lambert – Popdivaglimmerpåfuglens selvfedme slår til igen

Et overdådigt show blev desværre delvist overdøvet af Adam Lamberts overteatralske performance, malplacerede kostumer og sløve vokal. Han var for stor en dramaqueen til Queen.

giphy3

Det er et kvart århundrede siden, et af historiens største rockbands mistede sin ikoniske forsanger. Freddie Mercury er en svær mand at skulle løfte arven fra. Alligevel er det lykkedes at finde én, som nu i fem år har gjort sit bedste ved siden af guitarist Brian May og trommeslager Roger Taylor fra den originale dannelse af gruppen for 46 år siden.

Sidste år, da de med sit nye show med den nye frontfigur besøgte Danmark i Boxen i Herning, var anmeldelserne da også blandede. Men det havde ikke skræmt folk væk søndag aften, ligesom regnen, der startede ganske kort før showstart, heller ikke blev set som en forhindring for at se ikoniske Queen som næstsidste act på årets Jelling Musikfestival – Bryan Adams Tribute skulle lukke og slukke.

Det blev til godt to timers vanvittigt sceneshow i en utrolig overdådig produktion, som lige så godt kunne have været foregået på Det Kongelige Teater. Og for at starte ved slutningen, hvor Adam Lambert sang ekstranumrene “We Will Rock You” og “We Are The Champions” iført kongekrone og glimmer, så det gjorde helt ondt i øjnene, så kan det blot konstateres, at han hverken var konge eller dronning nok til at stå distancen.

Adam Lambert besøgte for nyligt Danmark alene, hvor jeg ikke var synderligt imponeret. Hans performance er over the top og overdøver dét, han kommer for; at synge. Og selvom han klarede visse af Queens numre – de mere musicallignende numre, hvor han kunne udfolde sin indre skuespiller iført for mange nitter, for meget glitter og/eller fjerjakke(?!) og/eller kongekrone – til UG, så druknede hans vokal på de store rocknumre så som “Somebody To Love”.

giphy2Brian May og Roger Taylor var helt klart aftenens store stjerner – og hvert eneste moment med de to alene løftede helhedsfornemmelsen. De havde hver især en solo på hhv. guitar og trommer, hvor de fik lov til at vise, hvorfor de har været legender i flere årtier.

Lambert gjorde klart efter kort tid, at han ikke var kommet for at tage nogens plads, og kun var der for at formidle Freddie Mercury og Queens materiale. Det er skam også fint nok, men ved de periodevise steder, hvor den store skærm, som fyldte hele bagvæggen af scenen, viste gamle klip med Mercury, der sang, så måtte Lambert krybe til kors. Især ved deres duet under “Bohemian Rhapsody”. Det holder desværre bare ikke. Desuden er der forskel på at være excentrisk, som Freddie kunne være det, og være skabagtig, som Lambert blev.

giphy4Til gengæld viste den amerikanske sanger momentum under de stille seancer og balladerne, hvor hans stemme ikke blev overdøvet af den store lyd af rockklassikerne. Og det nytter ikke noget at turnere verden rundt med musik, alle mennesker kender og elsker, og ikke have en stemme med, som kan levere varen i alle to timer. Og utroligt meget af tiden gik faktisk med, at Lambert enten ikke var på scenen eller stod med ryggen til publikum, fordi han skulle jamme med bandet uden mikrofonen ved munden.

Publikum var – der hvor jeg stod – heller ikke sådan helt vanvittigt imponerede. Det blev til en omgang råben og klappen, når de gamle drenge spillede god spade eller leverede en vild trommesolo, ligesom der blev klappet og sunget med på de allerstørste hits som “We Will Rock You” og “I Want To Break Free”. Derudover havde regnen vist taget toppen af entusiasmen. Eller også ventede de allesammen på de sidste numre.

Alt i alt var det en utroligt blandet oplevelse. Og min umiddelbare tanke, efter at have set den fantastiske opsætning, som Jelling fik serveret søndag aften, er, at der simpelthen må være en anden end Adam Lambert, som ville kunne klare mosten som legendebandets stemme udadtil.

Can anybody find me some forsanger to love?!

Queen, Adam Lambert, Queen & Adam Lambert, Jelling16, Jelling Musikfestival
Foto: Lasse Lagoni

Se resten af Lasse Lagonis fede billeder HER

Se også

Infernalsk festaften i Vega

Med et nyt album og 27 års historiske hits i bagagen indtog ikoniske Infernal scenen i Store Vega lørdag aften til deres store Two Nights Only juleshow.

Fra sjæl til storm: Saveus’ magiske aften på Train

Den første af tre koncerter med Saveus på Train...

HUGORM ville det hele, men kunne kun det halve i Royal Arena

Fredag aften var Royal Arena næsten fyldt til bristepunktet,...

Engang var Dizzy Mizz Lizzy guld – nu er de sølv

“She said that silver’s meant to burn forever”   Sådan lyder...
spot_img
Emmy Musse Mortensen
Emmy Musse Mortensen
Anmelder med hang til tunge beats og intens stemning under liveperformances. Har garanteret dårligere smag end dig.

3 KOMMENTARER

  1. Fjerjakke og krone er hentet fra Mercurys repertoire. At kritisere kostumerne virker malplaceret, for at bruge jeres eget udtryk.

  2. Adam Lambert er den ENESTE, der er i stand til at synge HELE Queens repertoire – dette har selveste Brian May udtalt, og han må da om nogen vide, hvad han taler om!!! Han har endvidere sagt, at Adam Lambert kan ramme toner, som Freddie Mercury IKKE kunne!!!
    Adam Lamberts kostumer som helhed er slet ikke helt så over the top som de kostumer, Freddie Mercury brugte – og det samme gør sig gældende for den nødvendige excentriske men charmerende fremførelse af diverse sange – det magter Adam Lambert til fulde med sin super fortolkning af sangene!!!
    Jeg ved ikke, hvilken koncert, denne anmelder har været til, men det var i hvert fald ikke den på Jelling Musikfestival – DEN koncert var uovertruffen, hvilket især gjorde sig gældende under “Bohemian Rhapsody”, hvor det var helt tydeligt, at Adam Lambert mere end rigeligt kan synge på samme niveau som Freddie Mercury!!!
    Der er vist desværre en kedelig tendens til, at danske musikanmeldere bare IKKE VIL give positiv kritik – det ville ellers klæde de fleste anmeldere, at beskrive diverse koncerter/kunstnere retfærdigt, hvilket i hvert fald IKKE er tilfældet i denne anmeldelse!!!

    • Kære Susanne. Tak for din kommentar.

      Jeg anerkender, at Queen jo af en eller anden grund har valgt Lambert som deres nye frontmand. Men jeg synes bare ikke, det holder.

      Hvis du ser på mine anmeldelser af Jelling – og generelt her hos Poplish – så vil du kunne se, at jeg faktisk sjældent uddeler mindre end tre stjerner. Jeg slagter ikke for at slagte. Koncerten var bare ikke bedre. Det er BT og EBs anmeldere forresten enige i, selvom vi var uenige i grunden.
      På samme måde er din opfattelse af koncerten garanteret anderledes end din sidemakkers i går.

      Jeg savnede mere pondus og mindre påfugl fra Lambert, og det står jeg ved. Uanset hvad Brian May har sagt.

      Med venlig hilsen,
      Emilie-Marie.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Kære Queen. I kan godt levere et storslået show. Men næste gang ville det klæde jer at køre det som a) et karaokeshow eller b) med en ny forsanger. Én, som ikke klæder sig i fjer og glimmer og kongekroner, men som til gengæld bare kan levere en solid vokal. På forhånd tak.Queen + Adam Lambert - Popdivaglimmerpåfuglens selvfedme slår til igen