Troye Sivan – Festede med hele nabolaget

Et udsolgt Store Vega dannede rammerne for YouTube-fænomen og nu fremadstormende popstjerne Troye Sivan, der var nået til sidste stop på sin forårsturné, The Blue Neighbourhood Tour. Endestationen var København, og derfor skulle turnéen selvfølgelig sluttes af med et brag!

Troye Sivan der i 2012 startede med at lave YouTube-videoer, blev hurtig hver mands eje, da over fire millioner begyndte at følge med i hans liv via videotjenesten. Snakken foran kameraet blev dog snart omsat til lyrik, og i 2015 udsendte han sin anden EP, Wild, der gik nummer 1 i 61 lande. Siden har Troye Sivan været ustoppelig og i aftes lagde han vejen forbi København for at spille numrene fra sit første studiealbum Blue Neighbourhood.

Spaghetti stjerneskuddet

Store Vega er proppet med alt fra merchandise-fyldte teenagepiger til de dertilhørende tålmodige forældre, da jeg denne sene forårsaften skal se, om hr. Sivan kan leve op til rygtet som den næste shooting star. Klokken 20 går supportnavnet på i skikkelse af norske Astrid S, der ligesom Sivan begår sig ud i electropop. Det er uvist at sige, om det er tilværelsen som supportnavn på hele touren der har gjort Astrid S selvsikker i sin sag, men der er ikke en finger at sætte på hverken vokal eller entusiasme her til aften. Hun får hele salen med sig, og gør den godt varm til hovednavnet. Der er dog ét minus, lyden! Bassen kommer ikke klart igennem og bliver til en irriterende brummen, der desværre får Astrids stemme til at forsvinde i støjen.

Klokken 21.02 går han så på. Med sit velkendte mørke krøllede hår, hvide t-shirt og neglene farvet sorte som nattehimlen, tripper han ud i sit spotlight. Troye Sivan er med sine 20 år er et ungt skud på stammen af popstjerner, men erfaringsmangel er ikke at finde hos den unge herre, da han med et vift med armene giver tegn til bandet om at påbegynde første sang. Bite fylder Store Vega op, og koncerten er i gang! Publikum er med fra første strofe, og fællessangen er en ting man ikke kan tage fra Sivans fans. De kan synge med, og de synger højt!

Lyden er blevet ordnet siden Astrids’ optræden, og Troye går heldigvis nogenlunde klart igennem. Her er det imidlertid let at høre, at Troye ikke besidder den største sangstemme verdenen har hørt, men han forstår at udnytte den og få det ypperste ud af den ved hjælp af sit musiske arrangement. Troye Sivan kører i sjette gear lige fra første synth-beath, og han er umulig at stoppe gennem numrene For Him samt Fools. Som en spaghetti-dreng flyver Sivans arme rundt i takt til musikken, og hele hans krop fungerer som et ekstra instrument på trackene. Den ellers lille Sivan formår at udfylde hele scenen. Han løber rundt fra side til side, hopper op og ned i takt med publikum, så sveden pibler af ham, og det virker. Publikum er klar og med ham hele vejen! Sangene bliver hver især løftet af en ellers minimalistiske scenografi bestående af tre LED-huse, der svøber hvert nummer ind i sine skiftende følelsesfremkaldende farver.

Fællessang og gode venner

Aftenens højdepunkt for undertegnede finder sted forholdsvis tideligt i koncerten. Troye henvender sig til publikum, og begynder at snakke om, hvordan han var nervøs for at komme ud som homoseksuel, men hvordan han nu er: ”Proud to be gay!”. Dette bliver modtaget med stor jubel og klapsalver fra salen, hvor Troye også sender en hilsen til alle de LGBT-fans der er mødt op i Vega. Derpå begyndte nummeret Heaven, der netop omhandler denne usikkerhed. Til denne sang har publikum medbragt udprintede A4-ark, hvorpå der står skrevet: This is our heaven. En tydeligt taknemmelig og rørt Troye takker løbende under nummeret, der med publikums indsats går op i en højere enhed. Netop hér er alle en del af Troye Sivans blå nabolag, og vi føler med ham. Højdepunktet bringer dog også en vis skepsis med sig. For med højdepunktet så forholdsvis tideligt i set-up’et, hvad skal der så ske resten af koncerten? Var det muligt at holde gejsten oppe hos de over 1500 fremmødte?

Koncerten fortsætter i et fortsat højt tempo med pladeversionerne af Suburbia, Cool og Too Good, hvor Troyes bløde vokal i sidstnævnte for første gang ikke er helt skarp. Han kommer dog hurtigt efter det på titelnummeret fra anden ep; Wild. Folk er på ny begejstrede, og synger om muligt endnu højere med end tidligere. Desuden formår Troye at få alle folk med i sin fest, og hver talepause bliver på fineste vis benyttet til at snakke med sit publikum. Troye virker oprigtigt interesseret og leverer igennem aftenen fine øjeblikke, så som forsøg på at udtale det berømte ”rød grød med fløde”, en hilsen til et par der har valgt koncerten som deres femte date, sprøjte vand udover publikum med vandpistoler og sidst men ikke mindst fiske en mobil op fra publikum og face-time med en fan, der har måtte følge koncerten hjemmefra pga. manglende billet. Troye Sivan er hjertevarm og tilstede igennem alle interaktionerne, og man føler som publikum at man holder fest med en ven.

Byen males blå

Koncerten fortsætter, men nu bliver der trykket på bremsen! Troye Sivan standser en sjælden gang op, mens han fremfører en rigtig fin coverversion af Amy Winehouse’s Love Is A Losing Game efterfulgt af hans første single Happy Little Pill i en mere afdæmpet og akustisk version. Publikum får sammen med Troye tid til at geare ned, hvilket sætter sit præg på de efterfølgende sange. Publikum rokker ganske vist stadig med fra side til side på Ease og DKLA, men ikke helt med samme entusiasme som tidligere. Koncerten lakker lige så stille mod enden.

Lige som alt syntes at slutte i endnu en fin fællessang ved Talk Me Down beviser salen, at de ikke er helt færdige med at feste endnu. Med trampen i jorden og hujen blev Troye kaldt tilbage på scenen. Det er tid til de to eksplosive ekstranumre, der skal runde aftenen af. Troye giver sig i kast med electropop-sangen Lost Boy til stor glæde for publikum, der finder det sidste krudt frem fra gemmerne for at fyre det af, selvom de fleste batterier er ved at være godt brugt op. Netop Lost Boy var med rette valgt som et ekstranummer, da nummeret rummer masser af energi og er en af debutpladens bedste numre. Slutnummeret skulle selvfølgelig være Sivans megahit Youth. Bang! Der sprang mine trommehinder, da specielt skrigene fra de mange fremmødte piger nåede uanede højder. Youth blev leveret i en kæk og ny dance-electro udgave, der bestemt klæder den ellers allerede danseglade sang. Det er svært at stå stille, da beatet for sidste gang rammer de festglade fremmødte. Troye Sivan lukker på fineste vis, og folk forlader smilende Store Vega efter en dejlig aften.

Troye Sivan levede denne aften op til hypen, og beviste han er en artist vi bestemt skal holde øje med i fremtiden. Det ser ud til at hr. Sivan kun lige er begyndt på en succesrig karriere. Med så mange tilhængere der kan hvert eneste åndedrag fra den endnu ene debutplade, tegner det godt for den unge australier. Troye Sivan formåede at slutte sin tour af med én stor fest, hvor der var massere af plads til at danse, men også til at interagere med sit publikum. Sivan balancerede på fineste vis mellem at være popstjerne og en hyggelig ven, man havde lyst til at bruge sin aften sammen med. Der manglede dog noget udefinerbart, der kunne få smilet til at holde hele vejen hjem i sengen. Det var en dejlig aften, men kuldegysningerne udeblev og højdepunktet fandt tideligt sted i koncerten, hvilket satte sine små spor. Men i det mindste var Store Vega klar på fest, og det fik de! For selvom salen var mørk, malede Troye Sivan hele aftenen blå.

Se Martin Kleisbergs billeder fra koncerten HER

Troye Sivan, Store VEGA
Foto: Martin Kleisberg

Se også

Infernalsk festaften i Vega

Med et nyt album og 27 års historiske hits i bagagen indtog ikoniske Infernal scenen i Store Vega lørdag aften til deres store Two Nights Only juleshow.

Fra sjæl til storm: Saveus’ magiske aften på Train

Den første af tre koncerter med Saveus på Train...

HUGORM ville det hele, men kunne kun det halve i Royal Arena

Fredag aften var Royal Arena næsten fyldt til bristepunktet,...

Engang var Dizzy Mizz Lizzy guld – nu er de sølv

“She said that silver’s meant to burn forever”   Sådan lyder...
spot_img
Mathias Agger Kongsgaard
Mathias Agger Kongsgaard
24-årig gut, der synes musik passer sammen med hverdagen, som jordbær passer sammen med fløde. Det gør bare lige livet lidt bedre!

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Troye Sivan levede denne aften op til hypen, og beviste han er en artist vi bestemt skal holde øje med i fremtiden. Troye Sivan formåede at slutte sin tour af med én stor fest, hvor der var massere af plads til at danse, men også til at interagere med sit publikum. Sivan balancerede på fineste vis mellem at være popstjerne og en hyggelig ven, man havde lyst til at bruge sin aften sammen med. Det var en dejlig aften, men kuldegysningerne udeblev og højdepunktet fandt tideligt sted i koncerten, hvilket satte sine små spor. Men i det mindste var Store Vega klar på fest, og det fik de! For selvom salen var mørk, malede Troye Sivan hele aftenen blå. Troye Sivan - Festede med hele nabolaget