Prøv og luk øjnene en gang. Forestil dig, at du står i en lade i en lille provinsby i USAs midtvest. Der hænger papirslanterner langs bjælkerne i loftet. Scenen foran dig er kun lige hævet et par centimeter, så musikerne ikke fremstår ophøjede. Der står langborde i hver side af rummet, og duften af frisk hø rammer dine næsebor. Ud af stilheden træder to unge mænd med utæmmet skæg og bølget hår. De har en guitar og en mandolin under armen. De tramper et par gange i gulvet og lyrikken, der fylder lokalet, fortæller en historie om et hårdt liv; men et hårdt liv, hvor man stadig smiler og ser fremad.
Åben øjnene igen.
Tirsdag aften gæstede amerikanske The Lumineers Store Vega i København, hvor vi blev inviteret til en fest i laden. Det eneste, der manglede, var faktisk bare duften af frisk hø i hjørnet af lokalet.
Hele vejen fra Denver, Colorado er trioen bestående af forsanger Wesley Schultz, trommeslager Jeremiah Fraites og cellisten Neyla Pekarek kommet for at indtage scenen, hvilket de gør med en helt særlig form for overskud og åbne arme. Vi bliver budt velkommen uden sagte ord.
“Pack yourself a toothbrush dear. Pack yourself a favourite blouse,” får vi af vide, som det første på denne aften. Teksten tilhører åbningsnummeret “Sleep On The Floor” fra bandets andet album “Cleopatra”, der – ligesom på albummet – åbner aftenen med et løfte om en tur væk fra hverdagens ræs. Vi er inviteret med til en aften præget af både countryrock, landsbypop og drømmende toner fra den klassiske cello.
Publikum synger med fra første strofe, for The Lumineers laver musik vi kan synge med på. Musik man ikke kan stå stille til. Musik, der gør én glad, men eftertænksom. Musik, der er utæmmet, men rolig, takket være celloen, der har afløst bassen i trioens musikalske univers.
Setlisten er en blanding af gode sange fra deres første selvbetitlede album. “Charlie Boy”, “Submarines”, “Dead Sea” og “Flowers In Your Hair” for at nævne et par stykker og et drys af nye hits fra andet album. Så det er tydeligt, at The Lumineers ikke er kommet for at promovere og performe deres andet album. Koncerten er en blandet landhandel af hits fra både 2012 og i dag. Dog kan jeg til dels godt savne nogle flere nye numre.
Det er selvfølgelig altid mest trygt at spille sange fra første album, da det har flere år bag sig, og der er større change for, at publikum kender teksten til dem. Koncerten indeholder 20 numre, hvoraf kun 7 kommer fra “Cleopatra”, imens resten forefindes på debutalbummet. Det er i min optik en anelse for lidt.
Men når det er sagt, så er det en vellykket setliste. Det er en blanding af uptempo sange, akustiske versioner med guitar og mandarin eller klaver og cello. Aftenens højdepunkt må dog uden tvivl være, da de fem musikere gør klar til sangen “Darlene” ved at træde frem på scenen, skrotte mikrofoner, forstærkere og andre elektroniske hjælpemidler, og blot synge, spille og smile til publikum, der, ligesom jeg selv, udbryder et jubelskrig med gåsehud dækkende hele kroppen. Trommen erstattes af stampen i gulvet på ægte hillbilly-manér. Det er ægte og utæmmet.
For en stund er vi tilbage til laden, og drømmer os langt væk fra Københavns metropolitanske støj.
For en stund tror vi på historien om at komme fra en lille by. At bryde løs. At skille sig ud og blive forelsket for første gang. Det tror vi på, takket være Wesley Schultz’ varme, rummelige, indbydende, men samtidig utrolig sexede og rå stemme.
For en stund glemmer vi helt, at det føles en anelse påtaget, når lyset slukkes mellem hver sang, og der omrokeres mellem instrumenterne på scenen. Det er desværre ikke helt ægte. Vi skal tre kvarter ind i koncerten, før kemien mellem bandmedlemmerne kan anes.
Derfra eskalerer det dog også. Et Bob Dylan-cover gør drømmen til virkelighed. Hittet “Ophelia” får Schultz til at hoppe ud blandt publikum. “My Eyes” luller os tilbage til ro, inden ekstranumrene “Gale Song”, “Gun Song” og “Stubborn Love” får gulvet til at vibrere under mig.
The Lumineers leverer en god koncert. Det er ikke noget, der går over i historien. Det bliver ikke en koncert jeg vil huske om 5 år. Det er et fornuftigt produkt, fordi det er ægte. Fordi det føles som om trioen er kommet direkte fra ødemarken og ind i Store Vega. Fordi de har noget på hjerte og fortæller en historie med deres musik. Derfor kan man ikke lade være med at smile. Derfor kan man ikke lade være med at blive forenet i musikken for en stund.
Hvad der kunne have gjort koncerten legendarisk? Hvis de havde droppet elektroniske hjælpemidler hele aftenen. Så havde vi stået i laden i denim fra top til tå og skrålet “JEEHU” med en lunken øl i hånden.
Se hele Lasse Lagonis galleri fra koncerten HER
