Pernille Rosendahl viste nye sider af af sit musikalske talent på Bremen, men lignede til tider lidt for meget sit gamle jeg til, at aftenen blev helt magisk.
Som en fugl Fønix, der rejser sig fra asken af et forlist ægteskab, lister hun sig smygende ind på scenen, klædt helt i sort, som den mørke fugl, hun er. Vi kender hende som indieprinsessen fra Swan Lee og den mere dystre frontkvinde i The Storm, men nu er Pernille Rosendahl bare sig selv, nedtonet, melankolsk og inderlig. Pernille Rosendahl står for første gang helt alene og solo med debut-albummet Dark Bird, og i aften får det københavnske publikum for første gang lov til at opleve den nye lyd.
Aftenen starter med den smukke Battleship, der varsler, at det bliver en aften i fortidens skygge. De fleste af numrene på solo-debuten kredser nemlig om tiden efter skilsmissen fra ægtemanden Johan Wohlert, hvor Pernille efter eget udsagn gik igennem en sort periode i sit liv. Heldigvis for os er der kommet mørkt og smukt musik ud af den svære periode.
Sprød musik og smuk stemme
Lyden på den nye plade er sprød og sanselig, og det er den også denne aften på Bremen, det er nærmest som at lytte til en gammel knitrende vinyl. Og det er en lyd, der har taget Pernille fire år i hi med producer Søren Vestergaard at finde frem til. Den nye melankolske og modne lyd klæder Pernille, og tankerne falder umiddelbart på en anden kvindelig kunstner, Lana Del Rey, der også dyrker den sørgmodige lyd. Som Del Rey har Pernilles nye lyd også filmiske elementer, og de blide vuggende rytmer i mange af sangene minder om Twin Peaks jazzede toner, og vi får også trip hoppede elementer inspireret af Portisheads mørkeblå univers.
Der er i det hele taget mange spændende lag i den nye musik. Men det der står tydeligst frem denne aften er Pernille Rosendahls stemme. Måske har jeg aldrig lyttet ordentligt efter, men jeg er overrasket over, hvor mange små finurlige facetter, Pernilles vokal har. Hun går fra det høje og klare til det dybe og stille med den karakteristiske hakkende lyd, som vi kender fra Swan Lee, og det lyder alt sammen smukt og insisterende.
En skizofren koncert
Musikken er smuk, stemmen er fortryllende og melankolien er dragende, men alligevel bliver magien desværre brudt undervejs, og det skyldes, koncertens skizofrene natur. Under de sørgmodigt smukke numre fra Dark Bird bliver man suget ind i en mørk verden af vemod og eftertænksomhed, men mellem sangene småsludrer og joker Pernille med publikum, som en anden Adele, og det bryder desværre magien for mig. Der er ingen tvivl om, at Pernille forstår at skabe en fællesskabsfølelse og underholde, men det er som om, at musikken og stemningen ikke rigtigt egner sig til det. Pernille er et hyggeligt sludrechatol, og man mærker den gensidige kærlighed mellem hende og publikum, men jeg har ikke lyst til at blive hevet ud af min melankolske tilstand mellem hvert nummer for at svare på, om jeg har fået nok at drikke, eller om jeg er klar til at synge med på næste nummer.
Pernille Rosendahls nye melankolske og sanselige lyd klæder hende, men live ville jeg ønske, at hun turde være mere i den mørkeblå tilstand og ikke ty til sniksnak og jokes for at lette stemningen. Jeg vil gerne være i den sørgmodige stemning sammen med hende, for det er et smukt rum at være i.
Se hele Martin Kleisbergs galleri fra koncerten HER
