Adam Lambert – Den forfængelige påfugls parringsdans

Det var et syn for ornitologer, da Adam Lambert mandag aften gav koncert i Falconer Salen på Frederiksberg. American Idol-stjernen havde mere travlt med at fremvise sine flotte halefjer end at være til stede.

Det er syv år siden, at Adam Lambert fik en raketstart på sin karriere med en andenplads i American Idol. Få måneder senere kom første plade på bordet, og siden da er det kun gået én vej: Opad.

Sidste år udgav han sit fjerde studiealbum ved navn ‘The Original High’, hvor monsterhittet Ghost Town kommer fra. I skrivende stund er den single streamet på Spotify 125 millioner gange, men de fleste danskere kender nok bedst Adam Lambert for sin radiobasker tilbage fra 2009, Whataya Want From Me. Den dengang 27-årige sanger kom på alles læber og i rotation på alle radiostationer i verden, selvom hitlisternes tal ikke viste samme entusiasme.

Det første album, ‘For Your Entertainment’, blev dog solgt i næsten en million eksemplarer i USA alene og vandt guld og platin i mange lande. Dengang var Lambert meget glamrock-inspireret, hvilket siden da har udviklet sig. I dag har musikken stadig en rock-agtig kant, men en elektronisk lyd har overtaget den energiske powerlyd, der mindede om de glade 80’ere.

Og det virkede også til, at dem, som husker 80’erne bedst, var de overrepræsenterede mandag aften i Falconer Salen, da det danske opvarmningsband JOHS satte ild til salen med sin seneste single, ‘Smile’, der også havde de poprock-agtige toner tilsat elektronisk omkvæd. De tilstedeværende virkede i hvert fald til at være i humør til at danse og klappe og synge med på musikken, allerede inden hovednavnet betrådte de skrå brædder.

Da lyset tændtes i salen bevidnede det om, at der var tommere, end jeg troede. For et par år siden var Lamberts publikum mest noget for teenagepiger fra post-emo perioden i slut 00’erne, men i dag er Lambert åbenbart tiltrækkende for et bredere publikum.

Om det skyldes stjernens nye karriere som frontmand i det nye Queen, vides ikke, men kunne tænkes. En tjans, som får Lambert tilbage til Danmark om en måned på årets Jelling Festival – og som fik blandede anmeldelser af medierne sidste år, da de spillede i Boxen i Herning.

Forud for koncerten spillede de store højtalere Ready For Your Love af Gorgon City. Noget lidt andet end Queen. Men på en eller anden vis får Adam Lambert formået at ramme en god mellemting mellem den bastunge, upbeat elektroniske vibe og den klassiske rockgenre, som Queen var med til at definere i især 70’erne og 80’erne.

Til gengæld var der næsten pinligt stille blandt publikum, da Lamberts eget nummer ‘Music Again’ fra debutalbummet bragede ud af højtalerne – stadig kun som opvarmning og med lyset tændt i salen. Som om, de ikke anede, at det var dagens hovedperson, der prøvede at varme deres dansefusser op. Eller også var det fordi, publikummet var voksne mennesker og ikke de unge piger, som jeg havde forventet ville fylde tomrummet i salen lydmæssigt. En lille jubel og applaus kom der dog, da nummeret sluttede og blev erstattet af Daft Punks klassiske Around The World. Spillelisten var lige så forvirret, som jeg følte mig.

Der nåede at blive spillet fire(!!) Adam Lambert-numre, mens et stjernehoroskop-lignende mønster dansede på de store LED-skærme bag scenen, og de sidste detaljer blev fikset ved instrumenterne. Da Better Than I Know Myself – ikke med Lukas Graham, men også med Adam Lambert – i et meget dubstep-tungt remix fadede ud, var orkesteret endelig gået på scenen. 45 minutter efter JOHS havde varmet publikum op.

Mørket bliver brudt af en massiv lysstråle, og den meget genkendelige fløjten fra Ghost Town brød den pirrende tavshed blandet med forventningsfuld jubel fra de mest ivrige fans. Langsomt fadede et A, D, A og M op på skærmene, og frem trådte aftenens diva endelig.

Klædt i rødt læder fra top til tå, mørkt skæg og silkegråt farvet hår stod den 185 centimeter høje stjernekomet. Fra første tone virkede stemmen i topform til Europa-turnéens ottende show, men samtidig virkede personen bag de flotte toner distanceret.

Næste nummer var den gamle traver ‘For Your Entertainment’, som fik sat gang i festen blandt publikum. Men istedet for at feste med og komme ud over scenekanten, stod divaen nu iført lædervest i samme matchende røde farve og dansede som en burlesquedanser på behørig sikkerhedsafstand fra scenekanten. Distancen var næsten til at gribe fat i. Man havde lyst til at omfavne den. Kom bare tættere på, Adam.

Ghost Town var allerede tredje nummer på setlisten, hvilket fik de fleste i salen til at hyle op, mens det gav undertegnet en voldsom bekymringsrynke i panden. Den absolut bestsellende single valgte crewet at fyre af allerede. Som nummeret skred frem, viste det sig at være en fornuftig idé. Det var desværre ikke en sang, som blev løftet af, at man oplevede det live. Den elektroniske lyd forblev plan og levede ikke op. Samtidig stod Lambert sammen med danserne og lavede nogle næsten komiske moves. Når Lambert dansede, lignede han næsten en påfugl, som meget kropsbevidst prøvede at flirte med halefjerene, da han som oftest under mellemstykkerne stod med ryggen til og vrikkede numsen i sine læderbukser. På balkonen bagerst i salen sad en kvinde med kikkert og studerede nøje. Jeg håber, hun var ornitolog.

Tidligere har jeg oplevet problemer med lyden til andre koncerter i Falconer Salen, hvor lydanlægget ikke har kunne trække den tunge bas, som musikken har krævet. Det var heldigvis ikke tilfældet i aften, hvor både elektrolyd og guitarriffs blev serveret, uden højtalerne knirkende brokkede sig. Sceneriet på bagskærmene var også smukke, når der var sort/hvid-billeder af flotte kvinder, der bevægede sig til musikken, eller gamle westernlignende huse. Men omvendt var der også nogle sekvenser, hvor Lambert selv stod og dansede noget underligt moderne dans, hvilket desværre blev for meget. Det kræver – til trods for alt – et større ego at kunne trække den slags sceneri.

Nummeret ‘Rumors’ fik publikum igang med at danse og synge med, mens Lambert lavede nogle moves, der mindede om old school crib walk, og som ikke så så sexet ud, som han gerne ville have det til. Desværre er manden ikke så rytmestærk, som han gerne selv vil være. Herefter blev en kraftpræstation leveret af alle på scenen, da ‘Lucy’ fra seneste album var næste sang i køen. Den unge, smukke kvinde, der fungerede som danserinde og baggrundssangerinde twirlede og twirlede, som kun Beyoncé tidligere er set gøre det på sine haters. Guitaristen leverede en smuk powersolo, som blev akkompagneret af flotte scenerier i baggrunden. En knaldrød solnedgang skabte en god, dyster men smuk stemning, som passer til teksten om denne her rebelske kvinde, der stikker af.

Lang pause. Der var tøjskift. Ud kom Lambert klædt i sort habitjakke og væsentligt mere nedtonet end tidligere. Han stillede sig ind på midten af scenen og til tonerne af Gary Jules’ klassiske Mad World, som han også optrådte med i American Idol dengang, sang han stroferne meget, meget smukt i skæret fra blå lyskegler i duet med publikum. For første gang føltes koncerten som en symbiose, selvom det meste af salen havde travlt med at fotodokumentere hændelsen.

Showet havde nu varet 45 minutter, da Adam endelig fremviste et oprindeligt smil og sagde “dav, og tak fordi I er kommet” til salen. Han fortalte lidt og gav en sludder for en sladder. Han grinte. Salen grinte. Jeg grinte. Vi følte ham. Herefter fulgte en længere svada om det her med at være unik. For selvom det er smukt at være unik, så bør vi mennesker ikke glemme, at vi i sidste ende er det samme uanset køn, race, seksualitet og politisk overbevisning. Et vigtigt budskab, men som blev leveret en smule langtrukkent, indtil Lambert selv reddede den. “Og nu skal jeg nok begynde at synge igen, for jeg kan se, der står en herre og tænker ‘Jeg købte ikke en billet for at høre ham snakke’,” sagde han og sluttede af: “Whatya Want From Me.”

Lambert virkede meget mere nede på jorden og selvsikker, da han leverede det, der kommer tættest på at være sin klassiker. Publikum hjalp ham, mens han selv varierede sin sang meget mere, end hvad vi hørte det på de andre numre i løbet af aftenen. Han var mere stripped down og klart mere i sit es som den ægte Adam, der ikke havde diva-attituden på.

Den officielle aften blev lukket ned med ‘Lay Me Down’, som Lambert lægger vokaler til på et beat af Avicii, forfulgt af ‘If I Had You’ fra debuten. Det var en skarp kontrast til, hvad Lambert var dengang, og hvor han har rykket sig hen nu. Fra at være en dengang unik kunstner med en unik lyd er han blevet endnu én, som også synger på halvhjertede, elektroniske numre fra storsælgende svenske producere. Selvom der er smukke og gode numre, der er kommet ud af divaen Lambert igennem årene, så er klichéen om, at det gamle var bedre, i den grad en realitet, når det kommer til den 34-årige knægt fra San Diego.

Ekstranummeret var et mash-up af hans eget ‘Trespassing’ fra albummet af samme navn kombineret af Queens klassiker ‘Another One Bites The Dust’, som begge har et klappebeat under sig og derfor passer enormt godt sammen. Det blev også taget enormt godt imod af salen – eller dét, der var tilbage. Flere havde fortrukket sig til foyeren eller regnvejret udenfor længe før sidste nummer. Måske var det den lange ventetid, der blev for meget på en almindelig mandag aften. Eller også kunne de også kun være oprigtigt til stede i et splitsekund ligesom påfuglen på scenen.

Se Daniels galleri fra koncerten HER