Det er begrænset, hvor mange artister, med et enkelt album bag sig, der kan sælge Store Vega ud. Men det kan James Bay. Onsdag aften inviterede han publikum indenfor i hans lille univers, hvor han dog stadig er i tvivl om, hvorvidt han vil lave flødepop eller folkrock.
Det var den britiske singer/songwriter Rukhsana Merrise, der fik æren af at betræde scenen som den første i aftes. Det var hendes job at tage mod publikum med åbne arme, og få os til at glemme verdens grusomheder uden for den intime koncertsals vægge.
Hendes folkede fraseringer minder om Alanis Morrisettes storhedstid, men som hun står der i lampens gule skær, minder hun mest om en storbyens Pocahontas, der ærligt fortæller os om verden set gennem en ung kvindes øjne.
Hun har et trommesæt og en guitar med på scenen. Instrumenter, der bliver vakt til live af to unge mænd, der engang imellem åbner munden og komplimenterer Merrises distinkte lyd. Det er en vellykket opvarmning, hvor Merrises karisma rammer i hjertet – helt ned på bagerste række.
Men inden vi kommer for langt, kan jeg lige så godt være ærlig: Jeg har takket ja til at anmelde aftenens koncert, fordi jeg synes James Bay er utrolig pæn at kigge på. Jeg har ikke gjort mig meget i hans lunefulde musik, mere hans lange hår.
Mine forventninger var derfor blot at se ham synge trusserne af det kvindelige publikum med en guitar i den ene hånd og hans signatur-hat i den anden. Lad mig dog lige slå fast: Bay er langt mere end blot et pænt ansigt. Hans succes er velfortjent, for han er musiker helt ind i sjælen.
På en mørklagt scene træder Bay og hans kvartet af musikere ind. Lyset blænder for en stund, men skifter hurtigt over til enhver epileptikers mareridt. Bag sin bordeauxrøde guitar står Bay. I stramme bukser, chelsea boots, band t-shirt og den obligatoriske hat danser han med og får publikum til at gå amok allerede ved aftenens første sang: Den slagkraftige ”Collide”.
Hele koncerten er én stor fællessang. Publikum klapper i takt med stortrommens dybe rungen, der står i kontrast til Bays blide stemme. En stemme, der desværre knækker midt under sangen ”Craving”. Publikum bider ikke mærke i fejlen, da de sikkert har for travlt med selv at synge med.
Hele koncerten er en meget skizofren oplevelse. James Bay er stadig ny i musikbranchen, men det er tydeligt at se, hvordan han alligevel er blevet influeret af Hollywood, for nogle gange er hans dansetrin en anelse for indøvet. Det er lidt som om, at han har plukket blandt sine kollegaers “how-to”, når det kommer til koncerter. Den eneste spontanitet vi får at se, er da Bay vender sig mod bandet og beslutter, at sangen ”Move Together” skal dedikeres til ofrene for terrorangrebet i Bruxelles.
Det føles som om, at koncerten stopper et par gange mellem sangene, når der skal skiftes guitar. Det er i sig selv fair nok, men der havde det optimale – måske – været at lave en setliste, hvor sange med samme instrumenter kom efter hinanden, så vi ikke skulle vente mellem hver sang. Han skal dog have point for at formå at skabe en fantastisk stemning, selvom han er bundet bag et mikrofonstativ pga. førnævnte guitar.
Aftenens højdepunkt er uden tvivl Bays første single ”Let It Go”, hvor publikum overtager lyrikken fuldstændig. Det er et øjeblik, der giver gåsehud, og Bay er tydeligt berørt af situationen.
Som en hel pakke er koncerten et udmærket produkt. Fansene er tydeligvis tilfredse, men man føler lidt, at koncerten er en 10 minutters pakke, der gentager sig selv igen og igen i den time koncerten varer. Med et uptempo rocknummer, en ballade, en akustisk kærlighedssang og fællessang med publikum – og sådan gentager Bay sig selv.
James Bay er på vej frem, og jeg er sikker på, at han nok skal opnå endnu mere succes, end han allerede har fået med sit debutalbum ”Chaos and the Calm”. Der er dog bare en ting, der skal være styr på næste gang han besøger Danmark. Han skal beslutte sig for, om han vil lave flødepop eller drømmende folkrock.
Se Thomas’ billeder fra koncerten HER
