Amager Bio ligger som en skjult perle bag Amagerbrogades pulserende bilkøer. Den gamle biograf er kun fyldt lidt over halvt op, men til gengæld er den proppet med forventninger til Englands nye popstjerne: Jess Glynne.
Opvarmningen gennem hele touren har norske Julie Bergan stået for. Navnet siger dig måske ikke noget, men du burde holde øje med hende. Hendes stemme minder om en ung Demi Lovato uden disneydrys og kyskhedsringe, for Bergan er hamrende fræk. Hun danser rundt i en lårkort kjole med vidde til at bevæge kroppen i, en glitrende bomberjakke og en lang hestehale, der er spændt ind og puffet op med elastikker hele vejen ned til lænden, hvor det lyse hår stopper. Hun synger fantastisk, hendes energi er altoverskyggende og vi danser med. Aftenens første dansetrin sker ved lyden af hendes nye single ”I Kinda Like It”, som jeg godt kan se mig selv bruge som mine fremtidige bytures soundtrack.
Julie Bergan introducerer os både for storladne popsange, elektropop, der dufter af Rihanna og dansevenlige tracks, som byder sommeren i møde. Hun slutter koncerten af med nummeret ”All Hours”, som hun optrådte med i X-Factor for nogle uger siden – og som du sikkert har hørt i radioen. Bergan er skandinavisk pop, når det er bedst.
Aftenens hovednavn er en anelse forsinket. Ventemusikken i salen når at forstumme to gange, hvor publikum hujer, klapper og råber ”JESS! GLYNNE! JESS! GLYNNE! ”, men scenen forbliver tom. Endelig dæmpes lyset, salen er sort, kun oplyst af bagtæppets glitrende sølvguirlander. Ind træder den unge sangerinde og hendes band.
Nu er det ikke fordi, at vi skal tænke i hudfarve: Men størstedelen af bandmedlemmerne er mørke i huden, og jeg kan ikke lade være med at bide mærke i, at det blot understreger det soulede strejf, som Glynne har gjort nutidigt igen. Keyboardspillerens stilrene hat, og korsangerinderne, der er klædt i sorte kjoler med diskret snit ved taljen. Kombinerer du det med bagtæppet glitren, kunne vi sagtens stå til en koncert i 70’erne igen.
Min fordybelse i tidslommen bliver afbrudt af aftenens første sang: ”Ain’t Got Far To Go”. Der er girlpower fra start. Beatet er smittende, og sangens tekst om at klare sig og vente på, at drømmen går i opfyldelse, er en perfekt åbning på koncertet.
Inden sidste tone i ”Ain’t Got Far To Go” forlader forstærkernes mørke, starter endnu et hit. ”Real Love” var med til at sætte Jess Glynnes navn på alles læber. Der er ikke en eneste koncertgænger, der ikke danser med til sangen. Glynne og hendes to korsangerinder har indøvet en anelse koreografi, men ikke nok til, at det virker påtaget. Hendes optræden er bundærlig, og hun finder kemien med publikum fra start.
Publikum køber også præmissen. Vi er til en fest, hvor musikken er skøn. Vi kunne lige så godt have stået hjemme i en stue, hvor Glynne kom og optrådte. Det er en intim oplevelse. En fest. Dog skal man ikke glemme den fantastiske vokal, som Glynne lægger for dagen. Den er tilpas hæs og rå, men så fin, sart og delikat. Den er spændende og lokker med fine tekster, som hovedpersonen selv har skrevet. Hun er dygtig. Meget dygtig.
Tredje sang starter, og kvinden foran mig smider sin cardigan. Jeg hører hende råbe til sin sidemand, ”Den er simpelthen allerede for varm!” Hun lægger den ved siden af mig og starter sine dansetrin til coverversionen af CeCe Penistons 90’er klassiker ”Finally”
Mellem hits som ”Rather Be”, som du sikkert har brugt hele sidste sommer på at danse morgensolens stråler frem med, og Amy Winehouses ”Tears Dry On Their Own” kommer der små jokes fra den rødhårede englænder. ”Kan i ikke slukke spottet? Jeg kan jo ikke tåle så skarpt lys,” med henvisning til hendes hvide hud, der er fyldt med lækre fregner.
Jess Glynne er sympatisk og sød. Hun fortæller historier, hvor det er passende, laver medleys, giver mikrofonen til publikum, der synger med, som var de vokset op med hendes musik. Man kan ikke lade være med at smile. Der er lidt disco over Jess Glynne. Lidt kiksede dansetrin, et grin midt i sangen, der gør, at den ene korsangerinde må redde sangen og hjælpe os tilbage på sporet. Det er en fornøjelse at høre, hvordan de to kvinders smørbløde soulstemmer komplimenterer Glynnes ærlige hæshed.
For at gøre stemningen endnu mere intim, synger vi fødselsdagssang for hendes trommeslager, Anthony. Vi er til en stor familiefest – en af de bedre af slagsen. Den slags, hvor din fulde onkel går kold før 20, så han ikke forstyrrer resten af aftenen. Der, hvor der er rigelig øl, vin og fantastisk musik.
Koncerten eskalerer ved aftenens ekstranummer ”Right Here”, som blot er endnu en af de mange radiohits, Jess Glynne allerede har haft. Hun har ét album bag sig, men hun styrer i raketfart mod musikbranchens allertungeste drenge.
Jeg går fra Amager Bio med et kæmpe smil på læben, og jeg kan ikke lade være med at nynne lidt med på aftenens hits, mens jeg finder min vej hjem langs Amagerbrogade.
