BETA blev ramt af et freakshow af allerfineste skuffe, da I’ll Be Damned gæstede Amager i går. Rock ‘n’ roll fra de mørkeste gemmer af helvede og en så karismatisk forsanger, at man må mistænke ham for at være selveste Djævelen.
Meget godt kan siges om de århusianske rockere fra I’LL BE DAMNED som spillede på BETA 2300, men inden jeg fortæller jer mere om det band, som jeg har udset mig til at være det største stjerneskud på den danske rockhimmel (eller helvede, om man vil det) og den helt forrygende koncert som de spillede i går, vil jeg fortælle en lille historie:
Det band, jeg har set flest gange live, er et af de store danske rockkoryfæer, nemlig D-A-D. En af de ting, som har gjort mig til en trofast koncertgænger til diverse grønne koncerter og solooptrædener, som de har spillet gennem de seneste 15 år, er det overskud og den energi, der bliver levet ind i musikken, og dette er hvad jeg betragter som udgangspunktet for en fremragende koncert. “Aha”, kan jeg høre dig sige skeptisk til mig, over min skulder, men der skal ikke herske tvivl om, at min begejstring for musik drejer sig primært om en livsbekræftende oplevelse og de sidste mange år, har en af de få garanter for en medrivende oplevelse til rockmusik været førnævnte band. Den følelse af engagement og generel glæde, man kan opleve stråle ud af Binzer og co. er fænomenal og hvis man af mærkværdige årsager ikke har set dem live, så skal man se at få gjort det inden de bliver for gamle til at holde en fest (selvom det er svært at forestille sig for nuværende).
Hvorfor skriver jeg så om D-A-D i en anmeldelse af et band, som samlede lidt over hundrede mennesker på Amager lørdag aften? Det er fordi, der er noget helt exceptionelt over den udstråling som de fem gutter fra I’LL BE DAMNED leverer. Der skal ikke herske tvivl om, at det er Stig Gamborg, sanger og performer extraordinaire, der er den klart mest udskejende af de fordømte fem og den nærmest maniske tele-vangelist, han giver den i rollen som, under hele deres performance, skaber et direkte bånd med mine hjertestrenge og giver mig følelsen af at dette band spiller kun for mig, og så måske også lidt for de andre, der er til stede. Det niveau er meget sjældent at se i et band, der ikke kan påstås at være slået helt igennem, men jeg føler mig fortrøstningsfuld på deres vegne. Sangskrivningen er fremragende og i særdeleshed vil jeg fremhæve deres singler “Fever” og “Drainage”, men den umiddelbare kvalitet af deres musik er ikke til at fornægte. Gaffa har kaldt Stig Gamborg en bankrådgiver fra helvede. Jeg vælger at være uenig, for så karismatisk har en bankrådgiver aldrig været. Dette er Michael Douglas i Falling Down, hvor løsningen på kedsomhed og elendighed er at gå fuldstændig amok med skydevåben og sprængstoffer og Gamborgs prædiken er brændende svovl, der falder fra himlen, mens han uden barmhjertighed fortæller os, at vi alle er lige skyldige og i forvejen er fordømte sjæle, der skal brænde til evig tid i helvedets flammer.
Attraktivt? Måske ikke, men jeg har tænkt mig at følge med alligevel.
En lille hilsen skal lyde til Franklin Zoo som spillede en fremragende opvarmining og selvom jeg ikke vil sætte dem helt i samme ultrafede kategori som I’ll Be Damned, så er musikken til at anbefale. Jeg havde en lang samtale, om hvorfor jeg startede med at høre hård rock og metal, inden jeg ankom til BETA, og jeg nåede frem til, at det hele startede med Nirvana, Pearl Jam og Sound Garden og hvad det ellers førte med sig af danske bands. Franklin Zoo føles som en retrofest, men ikke den slags hvor man er lidt kikset og skidt klædt på med vilje, men derimod den slags, hvor man bliver sendt tilbage i tiden og føler sig på hjemmebane. Musikken udtrykker sig som en sammensmeltning af grungens mestre og så er det lige blevet smidt ind i en moderne kontekst. Franklin Zoo var også et fantastisk valg som opvarmning til I’LL BE DAMNED, da de fungerede som en genial appetitvækker til de forbandede, der gik på som aftenens hovednavn.
Det er lidt under to måneder siden, at jeg så I’LL BE DAMNED til Copenhell’s vinterfest, og der var et par spørgsmål, som var dukket op siden den formidable, men korte optræden. Ville de forbandede være lige så gode, når publikum ændrede sig fra de hårde metaltyper, som gæstede VEGA den aften i januar, og ville de være lige så gode til at rive publikum med sig når det udelukkende var dem selv, som det store navn?
Nej og ja til de spørgsmål. De var ikke lige så gode som i VEGA, men derimod meget bedre! Om det var den måde de samfundsrevsende kommentarer mellem numrene faldt på eller om det var de fede guitarriffs, som bare sad bedre et par måneder efter, er uvist, men det var en helt forrygende koncert. Mens forsanger Gamborg klædte sig mere og mere af i løbet af koncerten og bandet kæmpede med sveden, som haglede af dem, skete der noget magisk. Musikken blev bedre og bedre, øllene smagte af mere og det hele gik op i en højere enhed.
Det er gået op for mig, at jeg reelt ikke har skrevet noget om, hvordan selve koncerten var, men det var en helt fantastisk oplevelse. At understrege de enkelte detaljer, der gjorde koncerten så fremragende, ville være ligesom at analysere penselstrøgene i et maleri. Mit bedste råd til alle jer, som aldrig har hørt I’LL BE DAMNED endnu, er at i skal se at få det gjort. Dette er det bedste band, som jeg har hørt i meget lang tid, og de er i stand til at gøre det samme som i går, på en meget større scene med deres rockede sound.
Se hele Martin Kleisbergs galleri HER
