Den årligt tilbagevendende Frost Festival holder det musikalske barometer på plusgrader i de kolde måneder ved at invitere indenfor i varmen til dobbeltkoncert med islandske Júníus Meyvant og danske Lowly – en koncertaften der står i kontrasternes tegn.
Det er sjette år i træk, at Frost Festival tilbyder musikalsk ly for vintermørket i København. Varemærket for festivalen er de usædvanlige og alternative spillesteder, hvor koncerterne afholdes, og dagens arrangement er ingen undtagelse. Dobbeltkoncerten med Júníus Meyvant og Lowly foregår nemlig i den traditionsrige festsal på Arbejdermuseet, hvor arbejderbevægelsens karakteristiske røde faner hænger ned fra det overdådige glasloft og smukke PH-lysekroner lyser den imponerende sal op. Det er et koncertsted, der repræsenterer fordumstid. Og nostalgien gennemsyrer aftenens venue: Scenen er nemlig placeret op af det store maleri på bagvæggen af salen, der viser et Danmark lige i Morten Korchs ånd med grønne enge, blå himmel, gule marker og en mølle i det fjerne, og hvor parolen “Frihed, lighed og broderskab” står stolt skrevet.
Imponerende synth-lyd fra Lowly
Den nostalgiske baggrund danner en fin kontrast til den musik, vi skal høre fra aftenens første band Lowly. Og det store gamle klaver på scenen er på næsten symbolsk vis blevet skubbet ud til siden for at give plads til et utal af LED-lyssøjler og moderne synther en masse. Vi starter nemlig aftenens dobbeltkoncert med en ordentlig omgang indie synthpop fra den fem mand store aarhusianske gruppe, der nærmest har proppet scenen til bristepunktet med synther for at signalere, at fremtiden er rykket ind i de historiske bygninger i aften.
Og publikum bliver serveret med en stærk omgang synthdrevet indiepop fra første tone. Det er dejligt at høre, at der netop er skruet ekstra godt op for syntherne i forhold til på pladerne. Lyden i den smalle aflange sal bliver nemlig massiv med de mange synther, og nogle steder bliver lyden så fortættet, at vi nærmer os noget, der minder om noise. Og forsanger Soffie Viemose matcher det solide lydtæppe perfekt både med sin vokal og fremtoning. Med en intensitet i blikket, der er Savages’ forsanger Jehnny Beth værdig, stirrer Soffie nærmest aggressivt udover sit publikum, der kvitterer med fuld koncentration og ærefrygt, og stemmen er lys og isnende og skærer som en kniv igennem synth-lydtæppet.
På det store maleri på bagvæggen sker der nu syrede og lettere ildevarslende ting. Det er videoinstallationskunstnerne Obscura, der leverer en på én gang ildevarslende og beroligende flydende visuals, der det ene øjeblik ligner flydende lava, der dækker de grønne enge og gule marker over for i det næste øjeblik skifte til noget, der ligner mælk – det er truende men på en behagelig måde. Lidt ligesom Lowly, der svøber os ind i et behageligt tæppe af synthlyd og Soffies intense blik og knivskarpe stemme, der skærer igennem.
Islandsk indiefolk med humor fra Júníus Meyvant
Kontrasterne fortsætter, da hovednavnet Júníus Meyvant kommer på scenen. Bandet er nemlig et noget mere tilbagelænet bekendtskab, der står i stærk kontrast til Lowlys præcise og elektroniske lyd. Det islandske band leverer fløjlsbløde guitartoner, tilsat pompøs orkestrering og nærværende vokal fra forsanger Unnar Gísli Sigurmundsson. Og i modsætning til Lowly, der nærmest ikke siger et ord imellem sangene, så skal det vise sig, at Sigurmundsson næsten ikke kan holde mund. Der er således skruet godt op for den islandske lune, og der bliver flittigt joket på tykt islandsk accent. Snakken og joksene skaber en afslappet stemninng mellem band og publikum, men desværre gør det også koncerten lidt ufokuseret, og det naturlige flow mellem numrene mistes, når der skal holdes snakkepause mellem hvert nummer. For musikken kan sagtens tale for sig selv. Júníus Meyvant er behageligt musik med den varme guitarlyd, bløde trommer og keyboards, der spiller en soulet lyd af violiner og blæsere.
Desværre vil Unnar Gísli Sigurmundsson meget gerne det nære og intime, og midtvejs i koncerten bliver resten af bandet sendt på pause, så vi kun har Sigurmundsson alene tilbage med sin guitar. Og det er synd, ikke fordi manden ikke kan synge og spille guitar, for det kan han, men når han spiller alene, bliver lydbilledet en anelse for monotont. Sangene ligner hinanden for meget og er mindre interessante, og det gør, at koncerten desværre mister lidt af pusten. Det er den pompøse orkestrering og lettere soulede lyd, der gør Júníus Meyvant interessant – ikke de stille nedbarberede numre. Og derfor er det også lidt af en lettelse, da resten af bandet endelig vender tilbage, så koncerten kan slutte af, som den startede med den storladne orkestrering og soulede lyd – mere af det og mindre snak næste gang, tak!
Det blev således en aften i kontrasternes tegn, hvor Lowly trækker op på sin skarpskårede synthpop leveret med intensitet, og Júníus Meyvant trækker ned med lidt for meget islandsk lune og sniksnak i de traditionsrige omgivelser på Arbejdermuseet.
