Det var en smuk forening af lyd, lys og arkitektur, da Kentaur åbnede Frost Festival 2016.
Da dørene åbnes til Tycho Brahe Planetariets foyer fredag aften, bliver man nærmest lidt svimmel og rundtosset. Der er fyldt med mennesker i garderoben på vej til og fra koncert, og inde i foyeren, er der mørkt og masser af plads. Store lysinstallationer i form af søjler spreder ringe af lys på gulvet, der breder sig og får rummet til at føles som et bakket terræn i flere planer.
Det føles faktisk lidt som at være på månen – ikke, at jeg har prøvet det, men de her lysinstallationer, der møder gæsterne på vej op til Kentaur koncerten i Planetariets Space Theatre, giver én en illusion af at være i en anden og ukendt verden. Her skal man åbne sanserne på en ny måde for at kunne finde rundt. Det er lysdesignerne Tobias Ebsen og YOKE, der har opsat Planetariets udstilling og foyer og det vil vise sig, at det virker rigtig godt at få slået benene lidt væk under sig inden denne specielle koncert.
Bandet i baggrunden
Frost Festival forsøger en gang om året at skabe lys i mørke februar ved at sætte musik og locations sammen på innovative måder. Og der er lagt i kakkelovnen til en spændende aften i planetariet i hvert fald.
Da publikum – lidt rundt på gulvet – bliver vist op til rumteatret af et meget imødekommende og engageret personale, er kuppelsalen oplyst af røde farver. Vi finder vores pladser og jeg sidder lige bag ved Jakob Kvist, kunstneren, der har skabt en lys-siden til Kentaur koncerten. Jeg er oppe bagerst i salen, hvor udsynet til miniscenen nederst i salen – der mest af alt minder om en vindueskarm – er minimalt.
Kentaur er en trio, der har evnen til at skabe drømmeuniverser med deres musik. Og hvad er mere oplagt, end at sætte scenen i Planetariet, hvor lys og arkitektur kan give rammerne på bedst mulige måde.
Musikken er en soulet blanding af pop, RnB, folk og electronica, der til tider lyder lidt hen ad den følsomme og kantede James Blake. Trommer, kontrabas, violin, cello, klaver og guitar var med til at skabe den smukkeste lydside til den billedside, der rent faktisk overtog koncerten. Musikken var essentiel, men det var som om, at Kentaur som band stod i baggrunden og det eneste publikum tog ind, var lyden af musikken og så den enorme kuppel, hvor lysdesignet kunne udfolde sig. Når jeg kiggede rundt i salen, var publikum dybt optaget af at kigge op i ’himlen’ og sad godt tilbagelænede og tog billeder af det univers af farver, der foldede sig ud foroven.
Det var rigtig rart, at det ikke var bandet, der var i fokus. I stedet fik man en totaloplevelse af det smukkeste, storladne musik, der var som skræddersyet til lyssiden. Det gav mulighed for at åbne sanserne, lukke øjnene, lytte, kigge og føle koncerten i stedet. Som om vi blev givet et perfekt sprængbræt til vores indre.
Minder fra barndommen
Har du set OBS på DR1? Jeg husker i hvert fald tydeligt OBS og introen, hvor man ser store farvede bolde hoppe oveni hinanden. Jeg sidder under sidste halvdel af koncerten og nummeret ’Zion’, da kuplen fyldes af store bolde, der leder tankerne hen på planeter i de smukkeste farver. De popper rundt på ’himlen’ og jeg genkalder pludselig minder fra barndommen og får kuldegysninger, når musikken peaker i takt med eksplosioner af store, farvede bolde.
Det er ikke helt tilfældigt, for da jeg møder den 30-årige lyskunstner Jakob Kvist efter koncerten fortæller han om tankerne bag lysdesignet:
– Planetariet minder om barndommen. Jeg har nogle meget stærke barndomsminder herfra og det er dét, man tager udgangspunkt i. Jeg har de største forventninger til mig selv. Jeg holdt børnefødselsdag her og var inde og se lasershow fredag aften klokken ni og få røde pølser bagefter. Så jeg har dyrket planetariet rigtig meget som barn.
Og lyskunstneren vil gerne tage os tilbage til barndommen og tiden før alt det moderne:
– Dengang var alt analogt og det er det ikke i dag. Derfor har jeg selv bygget en stjerneprojektor til Planetariet og valgt at se bort fra nyt udstyr og prøve at gøre det som i gamle dage og gå analog-vejen, fortæller Jacob Kvist, der ikke bare trykker ’vandmelon’, når musikken spiller:
– Det sværeste er at ramme stemningen og musikken, derfor kan jeg ikke præindstille noget. Jeg sidder med fingrene på alle knapperne hele tiden undervejs og nærmest kramper for at få billederne til at passe til livemusikken og det et er rigtig svært.
Endelig noget andet
Det var virkelig fedt at være til en koncert, hvor musikken gjorde det den skulle, uden, at det handlede om, hvor populært det her band er og hvor gode de er på scenen. Her fik man som koncertgænger foræret et frirum til at kunne sidde og mærke sine sanser og fornemmelser. Bandet tog ikke den gave fra os som publikum, som musikken faktisk er. De lod os nyde den i de bedste rammer og lod det være op til os at bruge musikken i en meget dynamisk oplevelse, uden at være i centrum selv.
Jakob Kvists lysdesign og Planetariets arkitektur tog præcis to tredjedele af koncertoplevelsen. Kentaur bragede igennem på en diskret og beskeden måde som band. Derfor får Kentaur og ikke mindst Jakob Kvist og Planetariet fire stjerner for at servere deres musik for publikum på en meget lidt egoistisk måde. Musikken blev til meget mere, fordi den havde en funktion sammen med lyset og rummet.
