Superloader er i dette øjeblik ude med deres første album, Travel In Time. Tidligere har bandet haft stor succes med en sang som Life, der var frisk rock med lækker vokal, og som blev spillet på blandt andet Radio Rock.
Navnet Travel In Time er en hyldest til den tid, der er gået, mens de har skrevet og fået indspillet sangene til deres nye album; de fede byture, de trælse breakups og den udvikling, man går igennem, imens livet går videre.
Albummet indeholder 10 sange, der spænder over alt fra lækker rock, som man hører det fra Foo Fighters til stille rock, der komplimenterer dine hjertesorger. Sange som City Lights og Travel In Time er begge bygget op med en lettere hård vokal og et fedt guitarspil, som understøtter den rockede vokal, der skråler de meget direkte og til dels offensive tekster ud og fuldt ud følger bandets livsfilosofi nemlig: ”Sig tingene som de er – no bullshit!”
Bandets fem medlemmer har alle arbejdet med musik, før de alle fandt sammen og dannede Superloader, og det kan tydeligt høres, hvis man lytter til deres nyeste plade, af lækkert gennemarbejdet musik.
Der er blevet tilføjet et par numre til undertegnedes spilleliste, og jeg håber i den grad, der kommer meget mere fra Superloader.