Tidal i dansk modvind

Rapperen Jay-Z’s streamingprojekt Tidal har et udestående hos et større, dansk pladeselskab. Det viser en mailkorrespondance, som Radio24syv har fået indblik i.

I den fremgår det, at Tidal ikke har betalt deres regning til pladeselskabet. Derfor har pladeselskabet fjernet noget af deres musik fra Tidals katalog.

Ikke overraskende, siger musikmagasinet Gaffas chefredaktør Peter Ramsdal.

”Hvis man kigger overordnet set på streamingbranchen, så bliver der tjent ganske få penge. Det kan godt være, at der er mange brugere derude, men selv Spotify har stadig svært ved at tjene penge,” siger han til Radio24syv.

Han mener, at denne her sag er et skidt signal for tjenesten. ”Det er ikke noget godt signal at sende ud til samarbejdspartnere og kunder og i sidste ende heller ikke til lyttere af Tidal.”

Han tror ikke på, at Tidal overlever konkurrencen mod de andre, store streamingtjenester som Spotify og Apple Music. ”Der foregår en udskilningskamp på markedet lige nu, hvor de største plejer at vinde, og det er ikke Tidal lige i øjeblikket,” siger Peter Ramsdal til Radio24syv.

Musiktjenesten Tidal blev lanceret i 2014 af det svenske selskab Aspiro og blev opkøbt af Jay-Z i januar.

Under stor mediedækning gik flere store kunstnere, heriblandt Madonna, Daft Punk, Beyoncé og Rihanna, sammen i marts og relancerede Tidal som verdens første kunstner-ejede musiktjeneste. Tidal er den næstbedst betalende musiktjeneste til artisterne per sang-streaming – kun overgået af Google Play.

Men ifølge Gaffa er det kun lykkedes at få omkring en million abonnenter til tjenesten i verden – heriblandt de tidligere brugere af tjenesten WiMP, som i sommeren overgik til at blive en del af Tidal. Det er til trods for flere tiltag, hvor Tidal skulle gøre sig mere attraktiv end konkurrenterne; for eksempel forkøbsret på koncertbilletter og ekslusiv premiere på Rihannas nye album.

Til sammenligning har Spotify ifølge Gaffa 20 millioner betalende abonnenter, mens Apple Music har 6,5 millioner.

I slutningen af oktober kom det frem, at Jay-Z leder efter en ny ejer af selskabet.

Se også

Fra sjæl til storm: Saveus’ magiske aften på Train

Den første af tre koncerter med Saveus på Train...

HUGORM ville det hele, men kunne kun det halve i Royal Arena

Fredag aften var Royal Arena næsten fyldt til bristepunktet,...

Engang var Dizzy Mizz Lizzy guld – nu er de sølv

“She said that silver’s meant to burn forever”   Sådan lyder...

Aqua i Royal Arena: Fyldt med kaos og kærlighed

Lørdag aften i Royal Arena var der lagt op...
spot_img
Poplish.dk
Poplish.dk
Poplish er drevet af en stor grad af frivillighed, ligesom vi er uafhængige af kunstnere og pladeselskabers økonomiske interesser.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her