Scenen var dækket i store billeder af de allerstørste monsterfilm. Øverst tronede King Kong, og han var omgivet af henholdsvis Frankensteins monster og Wolfman. Lyset slukker og en mand iført et par natbriller, der formentlig kunne doble som gasmaske, dukker op i mørket. Dioder og scenelyset kaster et mærkeligt skær gennem salen i Store Vega og fornemmelsen af at der må være sket noget frygteligt udenfor gennemsyrer den teatralske introduktionsmusik. Den maskerede mand bærer på en guitar, i formen af en telecaster, der fortæller at nu skal vi høre en ordentlig omgang hellbilly, og med et ordentlig rabalder starter “Teenage Nosferatu Pussy”.
Med forventningerne skruet godt op af det glimrende svenske opvarmningsband “Avatar”, hvor den eneste anke kunne være, at de spillede for kort tid, ventede man sig noget særligt af hovednavnet for aftenen, og varen blev leveret. I en unik sammenblanding af cirkusmuzak, country og heavy metal skabte Rob Zombie og band en oplevelse, der uden tvivl bliver sent glemt for de små femten-hundrede mennesker, der havde fundet vej til Vega på en ellers almindelig onsdag aften i august.
Frontmanden har en ganske særlig karisma, som man skal være død for ikke at kunne mærke, og koncerten fremstår for mig som en form for indførelse i det univers, som hovedzombien har skabt gennem de sidste 25 år med musik, film og tegneserier. Men ikke nok med at Rob er en fremragende performer, så har han også fået sig en glimrende guitarist i John 5, der tidligere har spillet med blandt andet Marilyn Manson, og guitaristen og sangeren har en fremragende kemi på scenen, der føles ubesværet og på ingen måde påtaget. Der bliver kæmpet mellem de to om hvem der kan være den mest outrerede, men alligevel kammer det ikke over og bliver plat, selvom John 5’s masker og hjelme er direkte mærkelige, så passer de naturligt ind ved siden af den dreadlockbærende beskæggede mand med cowboyhatten. Rytmesektionen gjorde det også fremragende, og når man har en vampyr på bas i Piggy D. og Ginger Fish på trommer, som formår at komme ud over scenekanten, så bliver det en underholdende forestilling man er vidne til.
Det var helt tydeligt, at Store Vega var for lille en scene til et navn som Rob Zombie, hvilket da også blev kommenteret på af manden selv, hvor han vist ikke kunne huske, hvornår de sidst havde spillet på så lille en scene, og det skabte et mismatch mellem det show de gennemførte og det show som formentlig var intenderet. Der manglede også en form for visuelt cue, der kunne binde helhedsindtrykket sammen og i stedet blev det til en parade af god musik, men den løsslupne fest som det kunne have været, blev aldrig fuldt ud realiseret, og dermed blev det hele en lille smule tabt for mig i forhold til det samlede indtryk.
Musikken er selvfølgelig i højsædet til en koncert og det må siges, at det var et særdeles veloplagt band der var dukket op til showet, og med to sæt ekstranumre heriblandt en lille enter Sandman-intro som blev stoppet med ordene “never listen to a guitarist”, og en fænomenal “Lords of Salem” som afslutningsnummer er indsatsen fra Rob Zombie så afgjort godkendt. Problemet er at der samtidig er lidt for mange gimmicks stoppet ind på et show, og på trods af, at de har været på en ret stor tour rundt omkring, så bliver det alligevel en smule plat at hive Dannebrog frem på scenen for at score nogle billige point hos et publikum, der var kommet for at opleve en fest.
Jeg ankom til koncerten med lave forventninger og disse blev indfriet fuldt ud, men alligevel så har koncerten været fænomenal for de inkarnerede fans, hvor jeg må finde mig selv en smule uden for denne gruppering. Der skal dog ikke herske tvivl om at Rob Zombie og co. er et fantastisk bud på et soundtrack til dommedag og jeg er blevet en koncertoplevelse rigere onsdag aften.
Se hele Martin Kleibergs galleri fra koncerten HER
