Future har netop udgivet sit mørkeste, mest utilgængelige og bedste album.
Fremtiden er her.
I 2012 Future brød igennem popstratosfæren med debutalbummet Pluto, og siden har mange af de nye amerikanske rapstjerner enten måtte tage aktiv afstand eller omfavne hans druggy og autotunede trap’n’b.
I Europa har den 31-årige rapper fra Atlanta – som de fleste sydstatsrappere – haft svært ved at slå igennem. Men det har ikke forhindret hans stil i også at infiltrere dansk rap, som vi kender den i 2015.
’D.A.U.D.A.’ er et af senere års mest definerende og indflydelsesrige danske hit. Med tunge trommemaskiner, en hypnotiserende synthmelodi og en døsig, melodisk tekst med et underskrevet omkvæd er det som taget ud Futures sangskrivningshåndbog.
Det gjorde S!vas til en stjerne og har afledet adskillige sange fra samme åre af blandt andet Ukendt Kunstner og Gilli. Selv gamle hunde som L.O.C. og Johnson har også prøvet at kaste sig ud i halvsungne autotuneeksperimenter, hvor versene bliver skrevet med et sigte på melodi og rytme, som ignorerer gamle freestyledyder om at finde på det mest komplekse rim.
Sort. Hætte. Trøj’. Sol. Briller. På. Min. Øjn’. Yeah.
Sangskrivning, atmosfære og sindsbilleder er kort sagt i højsædet.
Dauda.
En kunstner kommer hjem
I stærk modsætning til et andet af årets store udgivelser – To Pimp a Butterfly – ser Future ikke ud over egen næstetip. Hvis ikke han beskriver en droppende booty eller farven på den hostesaft, som flyder i stride strømme, kigger han indad og ser kun dæmoner.
Albummet er lyden af hans lange kamp for at drukne minderne om fortiden på gaden, hvor han solgte stoffer og tog alt fra andre. Galden skyller han ned med sex, piller og hostesaft, men føler ingen glæde ved det.
På åbneren ’I Thought It Was a Drought’ forsøger han at være triumferende, men han mønstrer kun en forsigtig trækken i mundvigene, mens han rapper om at bolle din dame i sine klipklapper.
På ’Groupies’ rapper han som en kinky fætter, der prøver at sprænge en pulsåre, mens ’Where Ya At’ er en dyst med Drake i bitterhed.
Der bliver pralet passioneret, men hverken teksten eller tonefaldet er på noget tidspunkt bare tilfredst.
Det er anti-lyrisk, anti-socialt, anti-pop og anti-selv. På Futures to forrige albums, Honest og Pluto, var der gribende og verdenserobrende singler som ‘Move That Dope’ og ‘Turn On The Lights’, men her bliver der ikke givet ved dørene.
Ufatteligt fængende
Og så alligevel.
Futures energiske og melodiske flow er skarpere end nogensinde, og selvom der er ingen pop-leflen, slår fraser hele tiden rødder i hjernebarken.
Future er nemlig en naturlig begavet sangskriver, og på Dirty Sprite 2 finder han en melodi eller hypnotiserende rytme i ethvert vers og omkvæd. Det er fængende uden at være poppet, og det ophøjer det tvangsprægede, rutinerede og glædeløse i hans fortællinger.
Rappen understøttes af formidable trap-beats, der alle undtagen et er producerede eller co-producerede af det unge stjerneskud Metro Boomin.
Med bagagerumsraslende bas og både vanvittige og smukke synth-melodier sørger han for, at albummet er i samme lydunivers fra start til slut.
13 sange, der mere eller mindre varierer over samme tema og produktionsstil, ville være dødkedeligt i de fleste rapperes munde. Og Future går også en snæver balancegang for at få det til at fungere.
Men han har energien, personligheden og den gode sangskrivning, der holder projektet sammen. I løbet af albummet bliver vi gradvist suget ind i en verden af tomt praleri, der afslører et dybere og mere nihilistisk verdensbillede ind teksterne umiddelbart antyder.
Det er et besnærende indblik i en beskadiget stjernerappers hoved, hvor man ikke har lyst til at bo. Men som turist er det frygteligt fascinerende.
