Primus er en spøjs størrelse. Det er helt tydeligt, at de ikke ønsker at falde i et med tapetet, og deres mærkværdige lyd, hvor bassen har en helt central rolle, og guitaren og trommerne spiller andenviolin, giver en meget unik oplevelse. Når det så er sagt, var det en smule for meget for undertegnede, da man havde hørt dem i tre kvarter på en fremragende fredag aften på Copenhell.
Sceneshowet var en blanding af syret grafik, stillbilleder og de obligatoriske klip med bandet, hvor det hele kogte sammen til en helhedsoplevelse, som ikke blev forløst med koncerten. Der manglede en lille smule energi til at holde publikum på tæerne efter en hård torsdag og fredag, og Primus formåede ikke helt, at nå ud og få fat på det bredere publikum. Dette er velvidende om de fantastiske fans, som rockede med på alt, hvad der kom ud af de oppustelige svampe og deres kumpaner på scenen.
Hele koncerten føles som en form for Alice i Eventyrland og man kommer helt sikkert ikke uforandret væk fra næsten halvanden time i selskab med Primus, men jeg har svært ved at finde begejstringen i de mange passager af bassriffs uden nogen nævneværdig progression, og blev altså ikke overbevist om, at det var noget for mig. De lange passager af ventetid under koncerten gjorde også, at man havde tid til at gå i dybden med, hvordan de enkelte musikere forvaltede deres instrumenter, og der må være plads til en kæmperos for det utroligt høje tekniske niveau, som Primus uden tvivl besidder. Trommerne bliver sjældent prangende, men det er næsten uhørt så præcist de sidder i skabet, og guitaren understøtter Lee Claypools bas og sang på fornemste vis. Claypool spiller en fantastisk bas, som i visse tilfælde, dog også stjæler lidt mere af rampelyset end hvad godt er.
Primus blev også ladt en smule i stikken af arrangørerne, da Kreator havde leveret et brag af en koncert lidt tidligere på aftenen, og Primus var ikke i stand til at matche den stemning, som blev leveret fra de garvede tyskere.
Se Sebastian Dammarks fede billeder fra Copenhell 2015 HER
