De som købte MØs album i deluxe version, vil være bekendt med de sidste fire numre, som er en ”Night version” af oprindelige numre på albummet, dvs. lidt mere afdæmpede og ”klassiske” versioner. Det var derfor uundgåeligt, at MØ en dag ville afprøve sit talent på en af Danmarks mest intime og lydsikre scener, nemlig DRs koncertsal. En koncert i denne sal, kan sammenlignes en smule med MTV’s unplugged koncerter, som havde sine velmagtsdage i 90’erne. Det fascinerende ved disse koncerter var, at store bands og solister, skulle optræde på en helt anden måde end de var vant til på de store scener. De gjorde det alle. Nirvana, REM, Pearl Jam, Jay-Z, Bjørk, Oasis, osv. Nirvana mestrede springet til perfektion, hvorimod Oasis nok aldrig bliver bedt om at spille igen. MØ skulle nu bevise, at hun mestrede at spille en intim koncert, og i 1½ times tid glemme, at det ikke var tusindvis af skigene publikummer hun stod over for.
MØ lagde ud med tre stille numre, ”Freedom”, ”Fire Rides” og ”Never Wanna Know”. Kun akkompagneret af en lydmand, DJ og pianist. Det var tydeligt at se, at MØ følte sig som et blindt barn i en bikube. Hun manglede sit band, energi og vanlige scene. At lydmanden samtidig havde overvurderet MØs stærke stemme, så koncertsalens vante og smukke akustik lød noget grødet, hjalp ikke den ellers så funklende stjerne. Da nummeret ”Slow Love” gik på, var det fuldt band, ledsaget af strygere og blæsere. Det løftede koncerten, og ikke mindst MØ, der så småt trippede for at gøre sit vante stagedive ud over første række. When Saints Go Machine-forsangeren, Nikolaj Manuel Vonsild, entrede scenen til nummeret ”Maiden”, og hans tilstedeværelse var en ren gave. Han formåede at bringe det ro og nærvær i koncerten, som den havde savnet. Vonsild forlod scenen og et af de absolut stærkeste numre, den Diplo-producerede ”XXX88” gik i gang. Bandet sad fast i fortvivlelsen over, hvorvidt dette nummer skulle spilles afdæmpet eller for fulde gardiner. De næste fire numre er ikke værd at skrive om, men da bandet slog an til ”Pilgrim”, var det som om at MØ indså, at man kan vinde meget på at udnytte sine kernekompetencer. At være ligeglad og energisk. Så hun performede næsten hele nummeret ude blandt publikum, og energien smittede af på både band og publikum. Det forsatte på ”Dust Is Done” og da MØs veninde, punksangeren Josephine, kom på scenen til ”One More” toppede koncerten. Den sluttede med en utrolig, dårlig version af ”Walk This Way” og en som altid fantastisk afslutning til ”Don’t Wanna Dance”. Alle hæmninger blev smidt, og salen stod op. Det var ikke intimt, men det var underholdende.
En af MØs stærke sider, er hendes nærvær. Det formåede hun ikke i aften. MØ havde kun fokus på den del af publikum, der sad inden for hendes synsvinkel. Grundet scenens placering i midten af salen, har artisten halvdelen af publikum i ryggen, og dem formåede MØ på ingen måde at nå ud til. Når hun derudover forlader scenen for at mængde sig blandt de foransiddende publikummer, er det svært at være nærværende. Det var tydeligt, at bandet skulle vænne sig til at spille en sådan type koncert. Lydfolkene har nok også lært at skrue lidt ned. De er alle blevet klogere, og det får gæsterne til de næste to afteners koncerter måske at føle? MØ glemte halvdelen af publikummet, så derfor burde hun have 2,5 stjerne ud af 5. Stor applaus til MØ for at tage chancen og gøre det der virker. Være fandenivoldsk og energisk. Hvis Koncertsalen ikke kan acceptere MØ, kan MØ heller ikke acceptere Koncertsalen! Det gav mening, når MØ på ”Don’t Wanna Dance”, sårbar og i centrum, synger ”This bad boy la di di la di dej, makes me wanna tear my white skin apart”. Hvis det var det hun gjorde for at redde koncerten, er det trods alt okay med 3 stjerner.
