Sommeren har gjort sit fulde indtog i København og Tivoli. I forhold til juni måneds koncerter i Tivoli er studenterhuerne og de tilhørende Mokai´s nu pakket sammen. Haven er erstattet af smukke solbrune mennesker som i stedet tog imod aftenens kunstnere med solcreme og fadøl.
Der var fyldt godt op på plænen og fredagsrock var endnu engang en succes. Ligesom de tidligere koncerter Tivoli har arrangeret denne sæson var publikum i godt humør og set-up solidt.
Energi fra originale Lucy
Lucy Love stod for underholdningen fra kl 22:00 og satte øjeblikkelig gang i festen. Kampen mod depressionen så ud til for en stund at være overvundet og den danske rap prinsesse var instantly tilstede hele vejen fra start til slut. Ingen tvivl om at Lucy Love universet til tiden kan være dystert, men det opvejes af et fedt sceneshow. Hovedpersonen selv var malet i ansigtet og iklædt en utraditionel kappe. Tankerne drages mod scenerne i Eyes Wide Shut og de syrende orgier. På en og samme tid er det faretruende og eksplosivt. Lucy var mødt op med et par dansere som undervejs skiftede outfit og gjorde showet til en gennemført oplevelse.
Musikalsk blev der disket op med en del sange fra det nye album Desperate Days of Dynamite fra 2013. Prison, No Scream & Shout og Take Me Back er super gode live numre. Der var naturligvis stadig plads til klassikerne Thunder, Poison, Daddy Was a DJ. Publikum understøttede og sang med på alle omkvæd. Lucy kvitterede med to plader til dem som gav den fuld skrue under det sidste nummer. Alle gjorde et ihærdigt forsøg og Lucy rundede sin act af med NO V.I.P. og jeg var godt tilfreds. Personlig er jeg vild med elektro musikken fra Lucy Love. Musikken drager lytteren ind i et forunderligt univers og kanten er ulig nogen anden i kongeriget DK. Vi blev forkælet med 45 minutter og det blev leveret top professionelt. Der blev sluttet af med en, når jeg sir Lucy sir i LOVE, Lucy LOVE, Lucy LOVE. Endnu engang beviste Lucy Love at hun er værd at opleve live.
2.halvleg
When Saints Go Machine gik på efter et kvarters pause hvor alt grejet fra Lucy Love´ show skulle pakkes væk. Det var lidt en skam. Lysshow var erstattet med enkelte glødepærer på scenen og alt for meget røg. I princippet ville en transistor, med mulighed for at spille 90 dB, kunne gøre jobbet ligeså godt som bandet denne fredag. Tidligere i år er der leveret fremragende liveoptræden, og de som deltog på FROST Festivallen i det tidligere Danmarks Akvarium i Gentofte taler stadig om koncerten. Musikken fra den Københavnske kvartet var dog sikker som altid. Deres evner og usvigelig selvsikkerhed kan ingen tage fra dem. Musikken er også original og fantastisk. Der kan dog argumenteres for at deres show kunne trænge til et løft. Efter at have oplevet Lucy svinge taktstokken virkede det som om melankolien tog fuldstændig over, da When Saints Go Machine gik på. Koncerten er dog til fulde godkendt, men det var ikke nemt at følge op efter energibomben tidligere på aftenen.
Musikken var blandede bolsjer fra albummet Infinity Pool fra sidste år og nogle af deres tidligere hits. Bandet som vandt P3 Guld i 2012 har et glimrende arsenal af numre som publikum kunne nyde under den danske sommerhimmel.
Gaza
Inden aftenen blev rundet af med sidste nummer var der henvisning til situationen i Gaza. En tydelige bevæget og tunget forsanger (Nikolaj) opfordrede til at støtte Røde Kors og Læger Uden Grænser. At børn lever med frygten for at miste sine forældre samtidig med at forældre lever med frygten for at miste sine børn, er umenneskelig (Nikolaj, When Saints Go Machine). Selvom vi på Poplish er upolitiske vil vi gerne opfordre til at bidrage med hvad der er muligt, da tiden vi har her på moder jord er begrænset og vi fortjener alle at få det bedste ud af den.
Fotograf: Mikael Schneider
mikael@poplish.dk
