Jesper Lidang og The Rumour Said Fire fik aldrig sat ild i Voxhall, men formåede dog alligevel at skabe en hyggelig stemning for de mange publikummer.
Det røde lys flød ud over Voxhalls halvfyldte sale og dækkede publikum i kærlighedensfarven, og det var da også en aften, der stod i kærlighedens tegn. I hvert fald i blandt publikum, hvor godt og vel 80 procent så ud til at være kærester.
Efter en lang opvarmningsession gik forsanger, Jesper Lidang, stille og roligt ud på scenen, satte sig på hug ved siden af mikrofonstangen og tog en slurk af sin fadøl for derefter at starte aftenen ud med et solonummer.
Efter solonummeret trådte de resterende bandmedlemmer en efter en ind på scenen. Bandet lagde fra land med sangen Dead Ends og fra start af druknede Jesper Lidangs ellers flotte klang i den pop-rockede melodi. Hvilket desværre var en ting, der blev et gennemgående tema for aftenens koncert.
Bandet var dog heldigvis velspillende, og selvom Jesper Lidang kun trængte igennem i halvdelen af sangene virkede publikum til at nyde musikken. Og efter de mere pop-rockede numre “Chimera” og “Sooner or later” gik The Rumour Said Fire igen lidt ned i tempo med “Evil Son” og endnu længere ned i tempo med “A Walk” og “Air Force”.
The Balcony satte gang i festen
Det glade publikum gik fra svajen til små hop til jubelbrøl, da “To night” fadede ud og Jesper Lidang proklamerede til publikum, at bandet og han selv var klar på at brænde på balkonen.
Under “The Balcony” strålede bandet og Jesper Lidang og for cirka tredje sang den aften, kunne man høre, hvad der blev sunget.
“Voyager” forsatte festen fra “The Balcony” og publikum forsatte ivrigt deres trampen, svajen og dansen. “Nowhere”, “Desolation” og “TV personalities” pressede det sidste ud af bandets officielle sæt. Hvorefter bandet takkede af for aftenen.
Et stort bifald efterfuldt af et halv ømt forsøg på at få ekstranumre fik The Rumour Said Fire tilbage på scenen, hvor de spillede “Red Light”, “Sentimentally Falling”, “Stepping out” og sluttede af på “The Oracle” endnu et stort bifald.
The Rumour Said Fire gjorde et hæderligt forsøg på at spille sig ind i hjerterne på de mange kærestepar, og det virkede til at lykkedes. Det eneste større kritikpunkt må siges at være de forskellige lydniveauer, der gjorde, at Jesper Lidangs smukke stemme druknede i de mere rockede melodier og derfor ikke kunne høres halvdelen af tiden. På trods af det var stemningen på Voxhall god, og publikum virkede til at hygge sig nogle dansende andre tilbagelænede med nikkende hoveder.