Tegan and Sara leverede endnu engang en fremragende musikalsk oplevelse da de gæstede Store Vega tirsdag aften. Med deres 8. album, 2016s Love You To Death, i baglommen, var den canadiske duo klar til at sætte gang i ikke bare dansefødderne hos publikum, men også følelserne.
Det er en kold og kedelig aften ude i det danske, men her i Store Vega er folk samlet for at danse sig varme til den canadiske søskende duo Tegan and Sara’s særegne blanding af indie vibes, ungdommelig singer-songwriter og 80’er stilet elektropop.
Canadisk stjernefrø rammer ved siden af
Med sig fra Canada har de sangerinden Ria Mae til at varme publikum op, og hun formår bestemt at sætte den musikalske stemning for aftenen. Med sin urbane pop, og stærke stemme formår Ria Mae især at fange de helt unge bland publikums interesse. Scene show er der desværre ikke meget af, da bandet kun består af Ria og hendes band kammerat der leverer samples og keyboard, og selvom vokalen er krydret med en del effekter, så føles mange af sangene lidt flade på denne aften. Værd at fremhæve er sangen ”Clothes Off” som Ria beskriver som den mest sexede sang fra det østlige Canada, som med sin funkede guitar og meget direkte budskab da formår at sætte gang det meste af publikum.
Da Tegan senere på aftenen kommenterer, med et glimt i øjet, at næste gang de besøger Danmark, bliver det som opvarmning for Ria Mae, kommer man til at håbe at det i så fald bliver med en mere gennemført optræden.
Popsange, nerve…
Lyset dæmpes, og gulvet foran scenen i Store Vega begynder at være fyldt. Der er langt fra udsolgt, og balkonen er lukket af, men energien blandt publikum er ikke til at tage fejl af – de har glædet sig! Tegan and Sara går på scenen til tonerne af en udgave af Pointer Sister’s ”I’m So Excited”, badet i lilla lys og med hele bandet klædt i hvidt, og scenen er allerede fyldt med liv da de ligger ud med den ældre ”Back In Your Head” fra 2007’s The Con.
Det tager lydmanden et par sange at få justeret lyden, som til at starte med er meget diskant hvilket desværre går udover de sparsomme arrangementer bandet leverer. Men tvillingesøstrene fra Calgary leverer varen fra starten, og spiller et set som ikke handler om at sælge deres nyeste plade. Sange fra denne dukker først op som nummer 15 på sætlisten, som ellers indeholder sange fra duoens seneste 6 albums.
… og røverhistorier
Efter den afdæmpede break up sang ”How Come You Don’t Want Me” fra 2013’s Heartthrob, bliver vi mødt med hvad der typisk er den anden halvdel af en aften med Tegan and Sara. Søstrene fortæller historier fra deres forhold, livet på landevejen og kommer sågar omkring deres holdninger til Trumps tid som USAs præsident (en tid der får Sara til at ”håbe en asteroide vil ramme jorden”, og Tegan kommenterer det nok skal gå og hun hvor glad hun er for Sara bringer det op lige inden hendes solo sang). Sådanne historier fortæller søstrene spredt rundt imellem sangene, og hvis man var i tvivl fra sangene, om duoens tag på publikum, bliver al denne forstummet af publikums brølende latter når Tegan stopper op gentagende gange i et forsøg på at starte hittet ”Call It Off” fra The Con, fordi hun ikke kan huske hvordan den går.
Før den ganske forventede encore, leverer bandet hittet ”Closer” fra Heartthrob, og bliver næsten overdøvet af publikum der synger med og går af scenen til klappen og stampen. De vender tilbage og leverer en vidunderlig ”100x” fra Love You To Death, som desværre bliver noget forstyrret af den ganske berusede herre bag mig, som bestemt ikke fangede stemningen og brøler med af bedste evne. Sættet bliver rundet af med den seneste single ”Stop Desire”, og der bliver sat punktum med dansen og fantastisk energi på gulvet foran scenen.
Se hele galleriet fra koncerten HER.