Publikum var klar længe før første beat
Allerede en halv time før start var pladsen foran Store scene pakket med forventningsfulde festivalgæster.
“Lå lå lå lå lå lå lååå” rungede gennem menneskemængden, mens unge festglade gæster fyldte størstedelen af publikum. Stemningen føltes mere som en nat på et kæmpe rave i Holland end en dansk festivalplads i Jelling.
Og inden Calvin Harris overhovedet trådte på scenen, havde lysshowet allerede sat festen i gang.
Da åbningstonerne til “Such sweet nothing” eksploderede ud over pladsen sammen med røgkanoner og bas så tung, at alt vibrerede, var der ingen vej tilbage.
Festen var officielt startet.
Et bombardement af lys, bas og eufori
“Jelling Festival, I wanna see your hands in the air”
Og publikum gjorde præcis det.
Beat efter beat væltede ud over pladsen, mens Calvin Harris styrede energien som en mand, der har gjort det her tusind gange før – uden det nogensinde føltes rutinepræget.
Han charmerede publikum med sit konstante smil, gigantiske produktion og en hitkavalkade, der understregede præcis hvor absurd mange moderne EDM klassikere, han egentlig står bag.
Var man mødt træt op, blev koncerten hurtigt den energidrik, man ikke vidste, man manglede.
Pyroteknik skød op fra scenekanten som små eksplosioner mellem numrene, lasershowet skar gennem nattehimlen, og publikum blev kun vildere, jo længere koncerten skred frem.
Det hele var et bombardement af sanseindtryk på den bedst tænkelige måde.
En trance af fællessang og festivalkaos
“Now I’m on the outside” lød det fra scenen.
Men ingen følte sig udenfor denne aften.
Tværtimod.
Publikum befandt sig nærmest i en kollektiv trance, hvor hop, dans og hænder i vejret smeltede sammen med bassen under fødderne. Selv de små regndråber, der begyndte at falde undervejs, virkede kun til at gøre stemningen endnu mere euforisk.
“Release the pressure” sendte endnu en bølge af røg ud over pladsen. En næsten perfekt metafor for den energi, der blev sluppet løs blandt publikum denne aften.
Og da “One Kiss” ramte de første toner, eksploderede pladsen.
Telefoner røg op i luften.
Publikum skreg med på hver eneste linje.
Og hele Store scene føltes et øjeblik som verdens største open air klub.
Det samme gentog sig under “Feel so close”, hvor fællessangen blev så massiv, at det næsten lød som open mic night med tusindvis af gæster.
Ikke alle kunne følge med hele vejen
Koncertens største styrke blev også dens eneste reelle svaghed.
For selvom Calvin Harris leverede EDM på absolut topniveau, blev energien og musikken til tider også meget ensformig. Settet var bygget op til konstant klimaks, og det kræver et publikum, der er fuldstændig overgivet til genren.
Heldigvis var størstedelen netop det.
Men det blev også tydeligt, hvordan nogle publikummer langsomt faldt fra undervejs. Ældre gæster tæt foran scenen trak sig stille væk igen, mens yngre fans overtog pladserne og pressede sig længere frem mod hegnet.
Vagterne fik hænderne fulde med de mange mennesker, der desperat ville tættere på både pyroteknikken, lyset og manden bag pulten.
De loyale fans blev hængende hele vejen.
Andre kom primært for hits fra radioen.
En ravefest Jelling sent vil glemme
“How deep is your love” sendte endnu en chokbølge gennem pladsen, og selv de mest afdæmpede gæster begyndte at bevæge sig i takt med musikken.
Senere fik “Summer” hele pladsen til at skråle med under den lune aftenhimmel, mens månen og stjernerne langsomt dukkede frem over festivalen.
Og selvom scenen hedder Store scene, føltes den næsten for lille til Calvin Harris.
For her stod en artist, der er skabt til stadioner og gigantiske festivaler, men som samtidig formåede at få Jelling til at føles som centrum af verden lige dér i øjeblikket.
Det var ikke en perfekt koncert.
Men det var en koncert, der gik direkte i kroppen.
En koncert af den slags, man går fra med rusten stemme, ømme ben og følelsen af stadig at kunne mærke bassen i brystkassen flere timer senere.
Og hvis Jelling bad om en fest denne aften, så fik de præcis dét.
Se resten af billederne her.
