Bandet der startede helt tilbage i folkeskolen fejrede lørdag aften 30 års jubilæum foran mere end 10.000 af deres nærmeste venner og fremmede. Det blev en aften med timevis af hits fra hele bagkataloget, dog ikke en uden fejltrin. Men hvor tungt vægter fejltrin, når det gælder en koncert, som er ligeså meget en hyldest af tre årtier som et af danmarks mest unikke bands, som det er en underholdende lørdag aften?
Det var dog ikke kun en hyldest, det var også en afsked, og “Frengers”, et portmanteau af de engelske ord friends og strangers og navnet bandet har givet deres fans, fra den halve verden var kommet for at se Mews sidste koncert i Danmark. Mange var især kommet for at sige farvel til Jonas Bjerre, som sidste år meldte ud, at 2025 bliver hans sidste som sanger i Mew. Derfor var der naturligt nok en melankolsk stemning i den ellers ikke så intime Royal Arena, en stemning af, at vi den aften var vidner til noget endegyldigt.
+’er og -’er
I aftenens anledning var setlisten en regulær rejse igennem bandets syv albums. Alle albums blev repræsenteret, og der blev endda spillet nogle nye numre, som ikke er udgivet, hvilket næsten føltes lidt vemodigt med tanke på, at det netop var en afskedskoncert. Det var klart, at der primært var forkuseret på publikumsfavoritter, men der blev også gravet dybt i gemmerne, og frem kom Mew med sangen “Then I Run” fra deres allerførste album. Det er en sang, som har vist sig, at være indikerende for hvor bandets lyd ville bevæge sig hen årtier senere.
Der blev lagt ud med den eminente “Introducing Palace Players”, eller, det kan jeg forstå på setlisten, at det var, for hvor jeg sad var det svært at høre andet end ubehageligt højt og rungene bas og trommer. Lyden blev gradvist justeret, og efter den magiske “Symmetry”, hvor Jonas Bjerre fik selskab af den dansk-chilenske sangerinde Molina, var lyden kommet kommet på plads, og gud ske tak og lov for det, for det var en utrolig smuk rendering af en utrolig smuk sang. Men det var også aftenens 11. sang, ud af 23, og det er mange sange at vente på god lyd.
Det er en skam at numre som “Special” og “The Zookeeper’s Boy” skulle lide under de lydforhold, for hold da op hvor lyder Mew godt når de først er varme og lydmanden er på pletten. “Symmetry” følges op med “Apocalypso” og “Saviours of Jazz Ballet”, som virkelig viser, at Mew kan noget som ingen andre kan. Sidste sang før bandet forlader scenen kortvarigt er “Rows” fra 2015’s +- (plus minus), som er et eksempel på hvor dynamisk Mews sangskrivning er blevet, og den afsluttende del af den 10 minutter lange sang, er en magtdemonstration i dynamik og musikalitet, hvor især trommerne brillierer.
Visuelt
Med den slags musikalske evner, den slags forbindelse til publikum og de fabelagtige sange, er det en skam, at resten af produktionen ikke matcher niveauet. Mew har aldrig været et band, som var voldsomt aktive på scenen, og på en scene så stor, som den i Royal Arena, er det kun dét mere tydeligt. Scenedesignet her er sparsomt og minimalt, blot en plads til hver af de fem musikere, trommer, keyboard, guitar, bas og vokal, tangeret af små lystårne.
Siden tidligt i Mews historie har Jonas Bjerre lavet animationsfilm, som bandet projekterer bag dem på scenen, og i aften er ingen undtagelse. Men de særprægede og charmerende, nærmest klippe-klistre-agtige animationer, som akkompagnerer de ældre sange, står i hård kontrast til dem, som følger de nyere, og mest leder tankerne hen mod computer pauseskærme i 90’erne.
Når det kommer til en koncert som denne, som var annonceret som Mews afskeds koncert, Jonas Bjerres endegyldigt sidste koncert med Mew på dansk jord, så er det skuffende, at der ikke er gjort mere ud af selve produktionen. Et spillested som Royal Arena giver rig mulighed for konceptualitet, som strækker sig længere end lyd, lys og gamle videoklip. At aftenen så også var plaget af lydproblemer gør det kun det mere ærgerligt, at dette var vores sidste aften med Mew som, vi har kendt dem i nu 30 år.
Men men men, selvom jeg havde større forventninger, og det skuffer mig, at Mew ikke leverede en større produktion og, at de i marts tilføjede otte internationale datoer til deres afskedstourné seks måneder efter, at de annoncerede de to i Danmark, så leverede Mew en aften, som på mange måder var sand for hvem de er. De har altid gjort tingene på deres måde, og det gjorde de også her, og det er en af de ting jeg synes er fantastisk ved dem.
Selvom sangene denne aften kom fra hele bagkataloget, så kan det tydeligt mærkes på publikum, at det er de ældre sange, som virkelig står hjertet nær. Og når Mew som encore runder af med “Am I Wry? No”, “Snow Brigade” og den overvældende smukke “Comforting Sounds”, er der ikke et hjerte urørt at finde blandt ti tusinde mennesker. Allermindst mit.
Se Rolfs billeder fra koncerten i Aarhus HER.
Se Mortens billeder fra koncerten i København HER.
