Jelling Musikfestival havde sat hårdt ind med amerikanske superstjerner som hovednavne fredag aften: Eve og Nelly. Kombinationen lød som et sikkert hit, men det endte som en koncert, hvor halvdelen af publikum forlod festen før den for alvor kom i gang.
Et af de helt store hovednavne til Jelling Musikfestival var annonceret som en kombineret koncert med Eve og Nelly – de kendte amerikanske hiphopmusikere, som især i 00’erne havde adskillige hits, der satte ild til dansegulve verden over.
Der var derfor store forventninger, da de to skulle på Store Scene kl. 21.50. Eller… det vil sige, Eve skulle på scenen. Jeg – og mange andre – havde fået den idé, at det var en fælles koncert, siden programmet annoncerede dem som Eve + Nelly med ét samlet tidsrum. Man kunne jo logisk tro, de fik cirka 40 minutter hver. Men sådan var det ikke.
Kl. 21.50 gik Eves DJ på scenen og brugte de første 10 minutter på opvarmning med gentagne peptalks: “Are you ready for the Hip Hop Queen?” – og ja, det virkede som om publikum var. Der blev danset og sunget med på det ene hiphop/dance-hit efter det andet fra Eves storhedstid.
Da Eve selv træder ind på scenen, er hun i hopla og flankeret af to dansere. Hun starter stærkt ud med hittet “Who’s That Girl?” – så er vi ligesom i gang, ikke? Hun fyrer de største hits af fra sit katalog med solid performance og masser af attitude. I sit røde glimmeroutfit og med sit platinblonde hår tiltrak hun bestemt publikums blikke.
“Gangsta Lovin’” blev godt modtaget, og folk smilede bredt. Hun formåede også at charmere publikum undervejs, særligt da hun og DJ’en satte gang i en konkurrence mellem mænd og kvinder og rundede af med sætningen: “Ladies run the world.” Og ærligt… med det der kom bagefter, havde hun måske ret.
Hun bad derefter publikum om at tænde mobillygterne og svinge armene fra side til side – måske lidt mærkeligt midt i et upbeat hiphopshow, men det skabte dog lidt ekstra publikumsinvolvering.
Vi blev herefter præsenteret for et mærkeligt mashup af sange, der ikke var Eves egne – f.eks. “Lady Marmalade”. Eve forsvandt fra scenen, og DJ’en tog over med et kort set, der slet ikke havde noget med hende at gøre. Men heldigvis kom hun tilbage med “Tambourine”, og stemningen løftede sig igen, særligt da vi fik “Let Me Blow Ya Mind”. Publikum dansede, armene kom i vejret, og Eve lukkede showet med præsentation af sit crew.
Efter blot 30 minutters optræden takkede hun af. Jeg synes, det er værd at dvæle ved: Dette var ét af hovednavnene til festivalen, og så fik vi 30 minutters koncert – fedt, ja, men også forvirrende og underligt kort.
Se billederne fra Eves koncert her
Der gik yderligere 30 minutter, før Nelly med sit entourage landede på scenen. Faktisk var han hele 20 minutter forsinket i forhold til, hvad der var annonceret. Men det var ikke engang ham selv, der startede ud på scenen. Klokken var 23.00, da et par dansende kvinder i store, vamsede, farverige jakker kom ind – de skulle åbenbart sætte tonen for showet. Fem minutter efter kommer han dog ind, flankeret af hele fire venner med hver deres mikrofon.
Jeg kunne ikke helt finde ud af, om det var et slags kor, hype-men eller bare nogen, han havde samlet op på vej fra lufthavnen. De rappede i hvert fald med. “Shake Ya Tailfeather” brager igennem, og publikum tager godt imod det – trods ventetiden er humøret stadig okay.
Derefter… tja. Så føles resten som én lang blur. Lidt som en heftig brandert, hvor du både er rundforvirret, ikke helt ved hvad fanden der foregår, og hvor der bare er kæmpe huller i hukommelsen, fordi alt flyder sammen. Jeg tænker ikke, jeg er den eneste, der kigger rundt og spørger sig selv – og hinanden: “Men hvem ER alle dem, han har med?” og “Er det nogen, man bør kende?”
Fra Eves feminine power og overskud var vi nu blevet kastet ind i et testosteronchok af amerikanske hiphoppere med kæmpe kæder, solbriller, Colgate-smil og alt det bling, som åbenbart hører sig til et show af denne slags. Måske er det her en helt almindelig fredag aften i USA – men her i Danmark? Vi fatter det ikke helt.
Når Nelly forsøger at kommunikere med publikum, sker det i en mærkelig mellemting mellem rap og råb. På et tidspunkt træder én af de fire gutter frem – med sort maling i hovedet og hvidt outfit – og laver nogle mærkelige bevægelser ud på den ekstra scene i midten. Han danser ikke sådan rigtigt, men måske er det en slags kunstnerisk udtryk? Mig og nok også størstedelen af publikum står tilbage og forstår ingenting.
Det meste af tiden føltes det faktisk som om, at andre rappede for Nelly. Og der hvor jeg står – helt oppe foran – er der totalt dødt.
“Ride With Me” liver stemningen lidt op igen, men efter utallige ukendte numre, som hverken har en tydelig start eller slutning, begynder folk stille og roligt at sive væk fra koncerten. Det kunne ikke reddes. Publikum var allerede tabt.
Så kommer der endnu en kendt sang – “Sexual Healing” – og her er Nelly faktisk alene på scenen, og det fungerer ret godt. Men den glæde er kort. For så kommer en ny rapper ind, som vi først får præsenteret på storskærmen: “Jay Kwan”. Efter et fælles nummer med Nelly bliver det direkte tåkrummende. Han siger: “I go by the name of Jay”, og så kommer der en mærkelig lyd fra højtaleren som effekt. Dernæst: “I’m Nelly’s nephew” – og endnu en effektlyd. Og det var så dét. Publikum glor tomt på scenen.
Flere mennesker begynder nu at udvandre – og ikke bare i klynger, men i stride strømme. Klokken er ikke engang midnat, men folk er tydeligvis trætte, kolde og… skuffede.
Så beder Nelly folk om at tænde mobillysene og svinge dem fra side til side. Det føles som et deja-vu og bliver nærmest pinligt, fordi det allerede er blevet gjort tidligere – og bedre – af Eve. Så kommer “Dilemma”, og det er et af de numre, vi har ventet næsten en time på at høre. Men selv dét bliver ikke fremført overbevisende.
Flere ukendte numre følger, og nu strømmer publikum væk for alvor. De har opgivet.
Jeg er faktisk imponeret over, at Nelly kan skrige og råbe sig igennem i over en time – for ja, så lang var koncerten – men de sange, man havde glædet sig til, blev serveret alt for sent og uden nogen form for opbygning.
Nu kommer de endelig: “Hot in Herre”, og publikum liver lidt op – men det føles som en halvhjertet afslutning. Folk er allerede videre i hovedet. Skal vi ikke bare få det overstået og komme hjem og sove?
“Make some noise!” råber han. Men festen er død.
Resten af koncerten? Fuldstændig ligegyldig. De fortsætter bare derudad, som om de stadig spiller for et pakket stadion i Miami – men i virkeligheden er det halvtomme plæner i Jelling, de står overfor. Og måske er det meget sigende.
For selvom der blev kastet konfetti af gamle hits til sidst, føltes det for sent og for tilfældigt. Det kan godt være, at de “gav alt hvad de havde” – men det hele virkede bare rodet.
Når man ser tilbage, står det ret klart: Jeg ville langt hellere have haft en 30 minutters koncert med Eve igen. Den var i det mindste stram, veloplagt og havde en rød tråd – i modsætning til det mystiske cirkus, der fulgte efter.
Hvis det her er standarden for en hiphop-storproduktion, så er det nok ikke lige det, det danske publikum kommer til Jelling Musikfestival for. Det føltes fejlcastet, forvirrende og mest af alt som en brandert, man gerne ville have undgået.
