Jelling Musikfestival fik ny favorit – Dos Santos i spotlightet

Med charme, rytmer fra Brasilien og en vokal, der smyger sig som fløjl, satte Dos Santos gang i festen på Jellings Tribunen. En skjult perle på den danske musikscene viste hvorfor, han er en af de mest lovende talenter lige nu.

Hvem er Dos Santos?
Med en relativt ukendt artist som Dos Santos kræver det en kort introduktion.
Dos Santos er kunstnernavnet for den 22-årige dansk-brasilianske musiker Christian Lima Dos Santos Ringsing, der allerede har markeret sig som en af de mest lovende nye stemmer på den danske musikscene. Christian voksede op i Recife i Brasilien og senere i Københavns Nordvestkvarter.

Det præger helt klart hans musik, hvor han kombinerer brasilianske rytmer – særligt samba – med moderne R&B, pop, reggaeton og elektroniske elementer. Hans tekster kredser ofte om kærlighed, identitet og tabet af sin mor, som han mistede som 13-årig.

I 2023 røg en af hans første debutsingler på både P3’s Uundgåelige og The Voice Choice. Hans debut-EP SAMBA udkom samme år med singlen Under Vand, der hurtigt blev en favorit på P3. I 2024 fulgte han op med flere singler, som fik stor opmærksomhed på de danske radiokanaler – blandt andet den populære sang Dopamin.
Sammen år blev han nomineret til P3 Talentprisen.

Dos Santos, Jelling Musikfestival, Jelling25
Foto: Lasse Lagoni

Fra få til flere

Alligevel var der kun omkring 50 tilskuere, da Dos Santos gik på den relativt lille scene på Tribunen den første dag på Jelling Festivalen kl. 19.30. Men det ændrede sig hurtigt. Den unge herre tiltrak sig opmærksomhed på flere måder, og hans kernepublikum – bestående af purunge piger og drenge – havde tydeligvis allerede set lyset i Dos Santos. Den begejstrede energi tiltrak nysgerrige blikke, og selv de forbipasserende måtte stoppe op og se, hvad alt postyret handlede om.

Dos Santos, Jelling Musikfestival, Jelling25
Foto: Lasse Lagoni

Dos Santos gjorde sin entré med en afslappet “her kommer jeg”-attitude, iført en lilla tynd jakke, løse bukser og med et charmerende smil på læben. Han gjorde lynhurtigt pigerne bløde i knæene, og et gennemtrængende skrig lød fra de dedikerede fans. Der var ingen tvivl om, at mange havde glædet sig til at opleve Dos Santos live – med dansevenlige sydamerikanske rytmer, fløjsblød vokal, drømmende tekster og en scenetilstedeværelse, der emmede af rytme og selvtillid. Han fik hurtigt sat gang i festen hos det allerede opstemt publikum, som sang med på stort set alle numrene.

Det varede ikke længe, før han smed den lilla jakke og dernæst en sweatshirt i de helt rigtige brasilianske farver.
“Er I klar på en kæmpe fest?” råbte han – og svaret var ikke til at tage fejl af.
Artisten selv havde en fed energi og dansede ubesværet rundt på scenen, mens han leverede sine mest populære numre som Under Vand, der tog os med til stranden, samt de mere up-tempo numre Dans i morgen og Favela.

Dos Santos, Jelling Musikfestival, Jelling25
Foto: Lasse Lagoni

Vi fik også fornøjelsen af hans guitarist, som vekslede mellem akustisk guitar på de mere stille numre og elektrisk guitar på de numre, hvor de elektroniske elementer fyldte mere – eksempelvis Folder mine hænder.
Til tider kan lydbilledet godt blive en smule ensformigt, men så dukker der sange op, som overrasker – blandt andet det skønne nummer Urørlig, hvor Karoline Mousing (kendt fra TikTok, hvor hun gik viralt med Ulykkelig) synger duet med Dos Santos.

Koncerten igennem formåede Dos Santos at holde energien oppe og bevare grebet om det voksende publikum, som hurtigt kunne mærke, at ham her – han er populær, og der er noget særligt ved ham, man bør lægge mærke til.

Dos Santos, Jelling Musikfestival, Jelling25
Foto: Lasse Lagoni

Da han når til det nummer, de fleste har ventet på, er han ved koncertens afslutning. I løbet af de sidste numre har han smidt sin gule, grønne sweatshirt og står nu i en hvid T-shirt fra sin egen merchandisebutik – en ganske klog og subtil reklame.
Men det ældste trick i bogen kom selvfølgelig til sidst: Til det afsluttende og absolut mest populære nummer Dopamin smider han også T-shirten. Var det mon planlagt, at han fjernede tøjet lag for lag og sluttede af med at smide T-shirten? Det kan man tænke over – men uanset hvad, var skrigene fra de unge piger foran scenen ikke til at tage fejl af. De ELSKER Dos Santos – som den charmerende, smukke unge mand han er – hans moves, hans udstråling.

Dos Santos, Jelling Musikfestival, Jelling25
Foto: Lasse Lagoni

Musikken? Den skal han nok komme langt med. For star quality, det har han.

Et særligt mindeværdigt øjeblik indtraf, da han modigt bad publikum sætte sig ned – for så pludselig at springe op og hoppe med på det sidste beat af Dopamin. Og publikum var helt med – på alt, han bad dem om.

Verden ligger åben for den unge Dos Santos. Hvis jeg var dig, ville jeg holde rigtig godt øje med den spirende, talentfulde brasiliansk-københavnske sanger.

Dos Santos, Jelling Musikfestival, Jelling25
Foto: Lasse Lagoni

Se galleriet fra koncerten her

Se også

Mumle på Jelling: ro, charme og autenticitet

Fredagen startede våd, grå og kold, men da Mumle...

Birthe Kjær malede Jelling rød – igen, igen!

Der gik ikke mange sekunder fra Birthe Kjær trådte...

Hugorm satte gang i Jelling med hypnotisk kaos

Der var lagt i kakkelovnen til noget særligt, da...

Pil åbnede den Store Scene på Jelling Musikfestival med overskud

Med lilla bølger, kærligt overskud og pop med både...

Viral rapper smadrede Pumpehuset på en mandag

Mandagskoncerter kan være en tung byrde at løfte som musikartist. Men det var ingen problem for canadiske internetsensation bbno$, der satte ild til et udsolgt Pumpehuset med vanvittig energi fra start til slut.
spot_img

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her