Kalandra inviterede ind til deres melankolske og magiske univers tirsdag aften på Train i Aarhus. Dog var det ikke alle i publikum, der lod sig fortrylle.
Kalandras vibe er noget helt særligt. Et mix af folk, pop og rock. Forestil dig Porcupine Tree møder Aurora. Det er min bedste måde at forklare det på. Med melankolske, drømmende melodier og stærke tekster har de skabt et lydunivers, der er efter min mening er helt unikt. Det suger en ind i en anden dimension, hvor vi ikke behøver at forholde os til vores verdens skavanker og problemer. Et safespace om man vil.
Tirsdag aften på Train går bandet på med sangen “The Waiting Game” med barfodet forsanger Katrine Stenbekks smukke vokal og med violinbue strygende hen over den elektriske guitar. Bandet er alle iklædt lyse halvflæsede klæder, og der er noget råt og ‘eerie’ over dem. Startnummeret er et af de mere stille sange at starte ud med. Men det er ømt, sårbart og smukt.
Kalandras start er lidt spøjs, for det er som om, de ikke heeelt kommer ud over scenekanten. Selvom de to guitarister, Florian og Jogeir, benytter de opsatte podier for at komme tættere til publikum, er der noget off. Og det er svært at sætte fingeren helt præcist på hvad. Måske er det Katrine’s forsøg på små koreografier på scenen, som virker umotiveret og ambivalente.
Dog i det fjerde nummer “I am” sker der et skift i bandets energi – måske fordi det er et tungere, mere rocket nummer. Men det er et skift, man tydeligt ligger mærke til.
Slattent publikum
Men jeg kan godt forstå Kalandra. Til et vidst punkt. Der var cirka 125 mennesker mødt op til koncerten. Og det var ikke ligefrem et crowd, der var super meget energi i. Der var nogle ind imellem, der gav den dér publikumsenergi, man ville dø for, som band, men størstedelen på Train den aften var – undskyld, mit fransk – simpelthen nogle dvaske zombier. Og kom ikke med undskyldningen om at det var fordi det var tirsdag…
Jo jo, jovist er det en genre, der inviterer til fordybelse og stille svajen under sangene. Men der var simpelthen ikke meget entusiasme at hente fra publikum, hverken under sangene eller i de følgende klapsalver. I mine mange år som koncertgænger, har jeg sjældent set noget lignende.
Så jeg kan sgu ærligt talt godt forstå, at Kalandra måske ikke lige havde den fedeste koncertstart. Men det fik de lavet om på.
Fejl blev håndteret like a pro
Under nummeret Segla, som er skrevet på oldnordisk, skete der dét, der bare ikke må ske. Nok en artists værste mareridt. Katrine Stenbekk glemmer simpelthen teksten. Ikke den klassiske, hvor man lige tager den forfra. Nej, hun rammes af fuldstændig brainfog. Jeg tror, jeg havde faldet død om af angst over den slags, men hun håndterede det så fint, så roligt og selvsikkert. Og hun fik afværget situationen med humor og finesse. Kæmpe cadeau for det. Det kan jo ske for enhver.
Et par sange efter stjæler Katrine et par minutter til at tale om, hvor vigtigt det er at passe på os selv og passe på vores nervesystem. Især med vi bliver ældre, mærker vi også flere ting, så derfor skal vi være gode ved os selv og ikke presse os selv for hårdt. En aktuel tale, der rammer ind i den verden vi lever i og det “escapism” univers, de har skabt, som et musikalsk safespace.
Nogle gange, skal man fejle, før ting bliver ægte godt. Og det var tilfældet med Kalandra dén her tirsdag aften. Efter det her lille fuckup, blomstrede magien på scenen. Med “State of The World” beviste Katrine, hvor vanvittig en dygtig vokalist hun er. Hver en tone var ikke bare krystalklar, som den plejer at være. Den var fortryllende. Hypnotiserende. Nok noget af det smukkeste, jeg har hørt.
Efterfølgende kommer coveret af Wardruna’s Helvegen og hittet Brave New World samt slutsangen Bardaginn. Tre exceptionelt stærke numre fra alle bandmedlemmernes side. Sidste halvdel af koncerten var en top præstation, hvor bandet fremstod knivskarpe, selvsikre og som om de virkelig mente det.
Det var bare ærgerligt, at det ikke var sådan fra start.
