Den Keltiske Løve kunne have reciteret opskriften på hårdkogte æg og alligevel ville han være blevet modtaget som en helt. Da Robert Plant torsdag aften indtog Falkoner Salen med sit perfekte og kompromisløse folk & americana-projekt, Saving Grace, var alle klar til at hylde legenden – men han og bandet var kommet for at levere varen.
“Det er en stor dag… for kulturen,” pludrer den unge falsetsanger, Magnus Münster, der fuld af taknemmelighed og ærefrygt har fået den utaknemmelige tjans at varme op for et af rockverdenens største nulevende koryfæer; Led Zeppelin sangeren Robert Plant. Münsters egne hjerte/smerte-tekster, flankeret af nydelige og let forglemmelige melodier fra en akustisk og en elektrisk guitar, høster anerkendende bifald, og knøsen på 23 forlader ærbødigt scenen, mens en ensom bison toner frem på bagtæppet under overskriften Saving Grace.
Banjo og Blitzkrieg
Og så er han der. 70’ernes Gyldne Gud og Stemmen, der i 70’erne fik pigehjerter til at briste og unge mænd til at gro håret langt. En fyldt Falkonersal står op i bifald, og ydmygt indtager aftenens ubetingede hovedperson sig i venstre side af scenen. Ingen solen sig i en ellers velbegrundet heltehyldest. I formfuldendt duet med sangerinde og harmonikabetvinger, Suzi Dian, er det lige på og i gang. Fra soulstemme og strenge-virtuos Matt Worley, der troner på sit eget podie bag Plant og Dian, lyder banjoriffet til “The Very Day I’m Gone,” mens harmonika, cello, elektrisk guitar og percussion tilsættes i kirurgisk præcise doser. I salen lyser en sand hær af boomer-smartphones, hvor blitzen tilsyneladende ikke kan slås fra. Foran mig peger en gråhåret type sin telefon mod scenen, mens kameraet skyder et billede af hans eget ansigt badet i blitzlys.
Fra kassebuks til glidende overgang
– “Hey! What’s going on?” spørger en munter Plant, vis både stemmepragt og manke stadig kan gøre alle mandlige sangere over 30 misundelige. Selv er han 76, og hans første spillejob i Danmark foregik i september ‘68. Jep, for knap 57 år siden.
– “We’re called Saving Grace and this is what we do instead of going to work,” joker legenden fra scenen. Han genkalder sig Zeppelins første jobs på dansk jord, og fortæller om at spille i en ungdomsklub uden stole, hvor de unge lå henslænget på gulvet, så bandet virkelig måtte kæmpe for at få dem op på tæerne. Historien er formentlig et mix af Zeppelins allerførste koncert, under navnet The New Yardbirds, i Gladsaxe Teen Club og en legendarisk koncert i DR-byen et halvt år efter. Her lå og sad unge i kassebukser, rullekraver og strikkede veste ganske rigtig henslænget i halvcirkel omkring det fremadstormende, britiske rock-act. I aften er der stole, og grydehår og batik er udskiftet med fornuftige sko, opknappede skjorter og briller med overgang.
Zorro på cello
Saving Grace lader musikken tale, og hvor guitarist Tony Kelsey og mandolin/saz/banjo med videre-virtous, Matt Worley, har scenefolk rendende med nye instrumenter mellem hvert nummer, tamper bandets nyeste medlem, cellist Barney Morse-Brown, igennem på sin lakerede trækasse gennem hele koncerten. Som gjaldt det livet, tæver manden med Zorro-hatten langt nede i panden hænderne op og ned af halsen på det elegante instrument, og skifter ubesværet mellem at få den til at lyde som henholdsvis en walking bass og en suite af Bach. Som perkussivt krymmel leverer trommeslager Oli Jefferson lige præcis den puls, der skal til, for at hele bandet løfter sig og fremstår graciøst og yndefuldt.
Ståpels, sing-along og rytmisk hovedpine
Men vi får også det, vi venter på. De keltiske skrig, de tunge og dybt reverbede trommer og håndspillede Jimmy Page riffs, der i Saving Graces tolkninger både kan blive engleblide eller vise endnu skarpere tænder end hos Zeppelins originaler. Plant udstøder ikoniske vrøvlelinjer som “baaaaayby, baaaaayby, baaaaayby” og illuderer Zeppelinske panorereringer ved overlegen mikrofonteknik. Da tekstlinien “Hey-hey, mama, said the way you move / Gonna make you sweat, gonna make you groove” fra Black Dog hvisles ud mellem ‘Percy’s’ læber, koger salen af ældgamle ungdomsklubgæster.
Vi bliver forkælet med en forunderlig blanding af gammelt og ældre, der smukt er pakket ind i finurlige versioneringer og rytmisk finesse. Vi får covers af Neil Young, Low og sågar Los Lobos. Vi stamper med på traditionals foruden de Led Zep numre, vi allerede kender og elsker. En ny plade er på vej, siger veteranen fra scenen, og med et nærmer vi os enden på en musikalsk oplevelsesrejse, der både har leveret ståpels, sing-along og rytmisk hovedpine.
Maskefald
I den sidste, elegante pakke, bandet har gemt til os, mødes sekstetten på gulvet omkring den samme mikrofon. Ikke en rockgud og hans hyrede hænder, men et helstøbt band med en akustisk guitar. Der grines, pjattes, startes i den forkerte toneart, og den professionelle maske, der har siddet monteret foran Plants gyldne lokker, falder for en stund, da veteranen glemmer teksten. “We Bid You Goodnight,” synger flokken i kor, og ungdomsklubben lukker. Hunden skal luftes. Måske skal der skænkes et glas nostalgisk portvin på murermestervillaens terrasse. Der er jo også en dag i morgen. At Plant stadig er iblandt os er fantastisk. At han den dag i dag både leverer musikalsk, udfordrer, underholder og får en til at drømme sig i hans sted er intet mindre end den pureste musikmagi.
– “See you in the youth club,” griner ikonet, inden han vinkende forlader scenen for at fortsætte sin sejrsrejse rundt i Europa.
Se flere billeder fra koncerten med Robert Plant og Saving Grace i Falkoner Salen her
Setliste
1. The Very Day I’m Gone The Cuckoo (traditional)
- Four Sticks (Led Zeppelin cover)
- Down to the Sea (Robert Plant)
- Soul of a Man (traditional)
- Orphan Girl (Gillian Welch cover)
- The Rain Song (Led Zeppelin cover)
- It’s A Beautiful Day Today (Moby Grape cover)
- Everybody’s Song (Low cover)
- As I Roved Out (traditional)
- For the Turnstiles (Neil Young cover)
- 12. Angel Dance (Los Lobos cover)
- Friends (Led Zeppelin cover)
Encore
14. Gallows Pole (traditional)
15. And We Bid You Goodnight (traditional)
