Zeal & Ardor afholdt diabolsk vækkelsesmøde på Train

Schweiziske Zeal & Ardor er mere end et heavy metal band: Det er et levende og åndende væsen, der fortærer, udvikler sig og transformerer sig fra én sæson til den næste.

Sådan skrev spillestedet Train om koncerten, der på en gemen tirsdag kunne trække fulde huse til en aften, hvor væsenet skulle imponere i Aarhus. Og der blev da også talt både engelsk, tysk og klingende åååårhusiansk på det proppede spillested, der var fyldt med battle-veste, Copenhell t-shirts og hestehaler monteret på alle køn.

Ingen hekseri
Som support havde Zeal & Ardor valgt at tage københavnske Konvent med rundt i Skandinavien, men der var ikke meget hekseri at komme efter i en tam opvarmning fra den sortklædte kvindecirkel. Først hen imod slutningen af det korte support-set virkede det som om, at Konvent havde opdaget, at der var publikum til stede. Bedre gjorde det det ikke, at Train tilsyneladende havde placeret praktikanten ved lydpulten, så sanger Rikke Emilie List lød som om, at hun growlede direkte ind i en pude og bandets instrumenter fremstod uden nogen som helst form for punch og sprødhed. Dødsdoom-kvartetten var langt fra imponerende.

Konvent manglede indlevelse og havde skrækkelig lyd – Foto: Rolf Meldgaard

Headbangende hypemen
Efter et kort change over blændede de insisterende lamper ned og røg fyldte lokalet. Bagerst på scenen, over et overfyldt trommepodie, tronede det lettere fortolkede Luciferianske segl, der hos Zeal & Ardor er monteret med et Z i toppen og et omvendt A i bunden. Som foroven, så forneden.
Ind på scenen trådte en umage besætning bestående af det schweiziske wunderkid, Manuel Gagneux, der udgør selve hjertet i Z&A. Med ham fulgte den hårdtarbejdende og teknisk ekvilibristiske trommeslager, Marco Van Allmen og guitarist Tiziano Volante. Alle iklædt kutter. Bagtroppen bestod af tårnhøje og troldelignende Marc Obrist og den ferme fe-agtige Denis Wagner, der koncerten igennem leverede kor, headbanging og optrådte som deciderede hypemen for Gagneux.

Kæderaslen på to og fire
At kombinere amerikansk slavemusik og diabolsk black metal er i sig selv et vanvittigt projekt, men at gøre det som en jokelignende udfordring fra 4chan og skabe sig en gigantisk karriere som nybrydere inden for metalgenren er decideret fænomenalt. Zeal & Ardor har leveret en opadgående kurve gennem deres diskografi, indtil Manuel i 2024 fik idéen at demokratisere skriveprocessen, hvorefter det seneste album blev en noget ujævn og kritiker-slagtet størrelse. Alt dette var dog glemt, da den djævelske vækkelsesprædikant slog første tone an på backtracket og – med raslende kæder på to og fire – fyrede den af, som gjaldt det hans fordømte sjæls evige lutren i helvede.

Vækkelsesprædikanten Manuel Gagneux åbnede Europa touren med en overbevisende koncert på Train – Foto: Rolf Meldgaard

Wall of – vent nu lige
Linjer som “The pope is dead” fik publikum ud af starthullerne, og allerede i koncertens andet nummer, var gulvet på Train omdannet til en okkult suppe af hoppende kroppe, der moshede, divede og forsøgte at få en wall of death op at stå. Dette ubelejligt afbrudt af Gagneux’ fiffige kompositioner, hvor det tonseudløsende drop, lynhurtigt kan ændres til et gakket breakbeat eller en stille passage. Metallere på gulvet endte i en vild start-stopdans, og Gagneux smed kuttens hætte bagover og fremstod som en afroamerikansk rockhopper pingvin fra helvede, med krøller ud til siderne og flammer i øjnene.

Zeal & Ardor spillede for et udsolgt Train – Foto: Rolf Meldgaard

Anno Gagneux
Over små to timer fik vi masser af fællessang, lænkeklang og bifald uden ende, der efterlod Manuel Gagneux på randen af det rørte, inden han satte endnu et backtrack i gang, og tung bas, klokkespil og honky tonk klaver blandede sig med Allmens kirurgiske præcise trommespil og hypemændenes munkekor. Efter at have forladt scenen for en kort stund, lod Trains hujende menneskemængde det sataniske slæng forstå, at man ikke var klar til at tage hjem. Fem ekstranumre fik vi samt en tung, musikalsk indsigt i, hvad der ville være sket, hvis de amerikanske slaver havde fulgt den hornede djævel frem for den skæggede mand i skyen. Væsenet havde fortæret langt størstedelen af os, og en fed streg var sat under, at black metal genren fremover må og skal definere sin tidsregning som før og efter Gagneux og Zeal & Ardor.