Da jeg fandt ud af, at den walisiske singer-songwriter David Gray skulle spille i Danmark, blev jeg straks ført tilbage til dengang, jeg var 17 år – utrolig ung og forelsket i en jævnaldrende fyr. Soundtracket til mit daværende kærlighedsliv var David Grays gennembrudsalbum White Ladder. Særligt den organiske og følsomme lyd i sangen Sail Away husker jeg, at jeg sendte til fyren jeg var forelsket i, fordi den formidlede dét, jeg ikke selv formåede at udtrykke – både i følelser og i stemningen inde i mig. Sådan var det egentlig med alle David Grays sange, der kom efter hans store gennembrud med White Ladder.
På det tidspunkt havde albummet været ude i to år, og de mest kendte sange fra de efterfølgende albums A New Day at Midnight (2002) og Life in Slow Motion (2005) havde også vundet indpas på pigeværelset. Begejstringen over de sange var jeg ikke alene om lørdag aften den 12. april i KB Hallen. Salen var ikke helt fyldt – og det er, hvad det er – men i løbet af aftenen trissede flere publikummer stille ud og vendte ikke tilbage.
Hvad grunden til det var, har jeg muligvis en forklaring på.
Det var hurtigt tilgivet fra min side, at den snart 57-årige talentfulde musiker startede lidt usikkert ud, og at lyden – ærligt talt – lød lidt mærkelig. For det blev der hurtigt rettet op på, og jeg var dybt imponeret over, at han sammen med sit band spillede 26 numre fordelt ud over aftenen – uden pauser, vel at mærke. Ganske strategisk var de mest kendte numre, såsom The One I Love, Alibi, Please Forgive Me m.fl., drysset ud over det lange sæt, så forventningerne om at høre “de gode gamle” blev indfriet.
David Gray har nemlig netop udgivet et spritnyt album med titlen Dear Life, som selvfølgelig også skulle præsenteres for os, der stadig har en forkærlighed for den distingverede, elektroniske og følsomme lyd, vi kender ham for.
Desværre var der flere gange under koncerten, hvor det simpelthen blev drønkedeligt. Det var faktisk først, da Talia Rae – som havde varmet op for os forinden – kom på scenen og sang Plus and Minus sammen med David Gray, at det hele blev lidt mere spændende. Og det skyldtes desværre mest, at scenografien pludselig blev interessant at se på. Som om de havde glemt at det faktisk også kunne noget. Sangen er ellers rigtig god og catchy, men Talia Raes store stemme, som hun tidligere havde demonstreret for os, forsvandt og fik ikke rigtig ligeværdig plads med David Grays. Rigtig ærgerligt.
David Gray selv holdt os i live med sin tilstedeværelse, indlevelse, storytelling og humor – samt et surprise-nummer med et uptempo cover af Just Can’t Get Enough, lidt over halvvejs i settet. Det indbød til dans og fest, hvilket publikum helt sikkert manglede. De var i øvrigt slet ikke forberedte på at sidde ned i så mange timer, som koncerten varede, så de tog glædeligt imod opfordringen til at vågne op og holde energien oppe. Sangen blev efterfulgt af Babylon, som fik publikum på benene, klappende og syngende med – helt uden at David behøvede at opfordre til det. Et bevis på, at de mest trofaste fans tålmodigt ventede på de sange, de tydeligvis havde glædet sig til – fuldstændig ligesom jeg selv.
Der var nemlig stadig en del sange fra det imponerende repertoire, som David Gray havde valgt at spille for os.
På et tidspunkt – som en af de sidste sange – spillede han det smukke og rørende nummer The Other Side, som han skrev om tabet af sin fars pludselige død. En sang, der handler om en uforløst længsel efter forsoning og alle de ting, der aldrig blev sagt. Jeg lukkede øjnene i omkvædet, og da David sang “Meet me on the other side // I’ll see you on the other side,” kunne publikum høre hans ekko brede sig ud i salen – som et symbol på det manglende svar, han siden måtte acceptere aldrig kom, men måske vil få, når han selv en dag skal over på den anden side. Et dybt rørende øjeblik for alle, der kender til at miste.
Men dér, hvor jeg desværre synes, koncerten fejlede – og som måske også var grunden til, at ikke alle havde tålmodighed til at vente på det store hit Sail Away, som han selvfølgelig gemte til sidst – var, at oplevelsen bar præg af et tilbagevendende antiklimaks. Simpelthen fordi han havde valgt at blande uptempo-numre og de mest langsomme ballader på en måde, der gjorde, at man aldrig helt kunne hengive sig til de smukke ballader eller for alvor feste med på de mere “sjove” sange, man kunne rokke og synge med på.
Det var også en lang koncert, med mange ballader – og det er jo netop dét, David Gray er rigtig god til. Det er bestemt ikke nemt, og han gjorde sit bedste. Men det var bare ikke helt nok.
Så selvom det var en fornøjelse at høre mine yndlingssange fra en svunden tid live, sad jeg alligevel tilbage med en lidt flad fornemmelse – som om jeg faktisk ikke blev underholdt nok, og ligeså godt kunne være blevet hjemme og med større glæde genlyttet til de mange fine albums, David Gray har udgivet i tidens løb.
