Med et nyt album og 27 års historiske hits i bagagen indtog ikoniske Infernal scenen i Store Vega lørdag aften til deres store Two Nights Only juleshow.
Gennem Danmarkshistorien har der været mange ikoniske makkerpar. Der var Søs og Kirsten, Kjeld og Dirk, Jimmi og René, og så er der Paw og Lina. The Dancing Diva of Denmark og The Techno Terminator har lagt byer og lande ned i snart tre årtier med deres hårdtslående beats, vanvittige vokaler og powerfulde performances. Hitparaden er lang, når man først sætter sig og faktisk kigger på listen: Ten Miles, Kalinka, coverversionen af Self Control, I Won’t Be Crying og selvfølgelig From Paris To Berlin.
Det var alle de hits, som publikum glædede sig til at skråle, danse og “lålle” med på, da de iført rensdyrgevir, julesweatre og en tår snaps for meget indtog Vegas gamle trægulve for at danse solhvervet og julen ind. Og skrålet, danset og “lållet”, dét fik de.
Foruden den annoncerede opvarmning, Eros For You, startede aftenens fest, da en bukseløs Paw Lagermann kom på scenen for at præsentere en overraskelsesopvarmer: De to herrer fra det populære P3-radioprogram “Lågsus”, Pelle Peter Jencel og Nicholas Kawamura. Iført præstekjoler og -kraver kom de ind for at give de fremmødte syndsforladelse og lære dem om takt og tone i Den Infernalske Kirke, hvor basarme og “lålleri” er de vigtigste symboler på ægte tro. De to unge præster servererede et charcuteribræt af klassiske eurodance-, EDM-sange og kultklassikere fra radioprogrammets nogen-og-ti-år lange historie – heriblandt den fordanskede “undersættelse” af nummeret “Alane”, originalt indspillet af Wes fra Cameroon i 1997, som gik viralt i 2017, hvor Christopher sang den i P3-studiet.
Da Paw og Lina selv kom på scenen, var publikum helt oppe og ringe. De var så klar på at feste igennem de næste to timer. Bandet lægger ud med sangen Get More fra 2022-albummet “HORMESIS”, der ikke er et af de mest genkendelige Infernal-numre, men med en god intro, som passede godt til den linje, de prøvede at lægge for dagen. Det ville blive højt, hårdt og hamrende.
Efter et kort potpourri af mere og mindre kendte numre, hvor det mest genkendelige nok er “teksten” til Muzaik, som Lina og Paw synger i kor, skete allerede dét, mange havde ventet på. Der kom en sækkepibespiller på scenen for at spille ét ud af flere af Infernals sækkepiberelaterede hits, “Sorti De L’enfer”.
Mens Paw Lagermann som vanligt løb rundt på scenen og råbte kommandoer til publikum, bad dem om at få armene op over hovedet og forbrændt noget af alt den fede julemad og snaps, gjorde Lina Rafn, hvad hun er bedst til:
At synge the house down og danse, som var der ingen dag i morgen.
Selvom det virker til, og som Rafn også afslører undervejs, at der er nerver på i form af rystende hænder, og at der er problemer med teknikken undervejs, så er Lina altid en stjerne på en scene, hun hører til dér, og det kan lidt sceneskræk aldrig tage fra hende.
Hitparaden, som folk ventede på, var lang og intens. Fra Downtown Boys, Self Control, Whenever You Need Me og Love Is All hen i Kato-samarbejdet Speakers On. Undervejs her har Lina Rafn allerede skiftet tøj tre ud af de seks i alt, som jeg nåede at tælle op (jakker og andet lag-på-lag, der blev smidt undervejs, er ikke talt med). Desværre, og sådan er det jo nok tit, så gik luften lidt af ballonen i salen, når de nye sange fra albummet “INF:ALBUM” – der udkom dagen inden koncerten – skulle testes af live. Selvom numrene havde godt gang i den, kunne man godt mærke på de fremmødte, at de var der for det gode gamle.
Desværre virkede koncerten til at være præget en smule af hast. Linas mange tøjskift på meget kort tid betød et par gange, at kjoler lige skulle rettes til i siden, når hun kom tilbage på scenen, og så virkede hun til at have problemer med sine monitors flere gange undervejs. Desværre også, da hun sammen med guitaristen Jimmy sætter sig for at synge en akustisk version af Electric Light. Flere gange var der også meget mørkt og tåget på scenen, i hvert fald for dem på førstesalen i Vega. Det var for eksempel svært at se, da sækkepibespilleren fra tidligere kom ind og spillede mundharpe, da der ikke var spot på ham.
Men derudover var den ene af the two nights only med Infernal alt dét, man kunne regne med, og lidt til. Der var røgkanoner, elektroniske beats hele vejen rundt om genrerne, små danserutiner fra Lina, Paw der med styrthjelm spillede på keytar og lignede, han var Slash! på Glastonbury Festival.
Aslutningen blev også, som man kunne håbe på:
Fra From Paris To Berlin over i Ten Miles i en opdateret, uptempo version, til den ultimative afslutter, Banjo Thing, hvor vores sækkepibe- og mundharpespiller imponerer med et nyt instrument, banjoen. Med kaskader af lasershow og højt tempo fik Paw, Lina og band lukket af med manér. Selv de bagerste siddepladser stod op og gik amok til sidst. Den perfekte afslutning til dem, der aldrig ville hjem, og for os andre en huskekage om, at Infernal stadig er i høj international klasse efter 27 år i rampelyset. Og det ændrer sig nok ikke, så længe de begge kan stå, gå, danse og råbe.
