Fredag aften var Royal Arena næsten fyldt til bristepunktet, da HUGORM tog deres største skridt som liveband nogensinde.
Med 13.500 fans i ryggen og en teatralsk optræden, der begyndte med Simon Kvamm blindfoldet og ført ind på scenen til “OMVENDER”, var ambitionerne tårnhøje. Målet? At få publikum til at give slip. Men som aftenen skred frem, blev det klart, at ikke alle ambitioner blev indfriet.
HUGORM er kendt for deres skæve, energiske udtryk, og med sange som “HADER DEN JEG VAR” og “FLYT DIG LIGE” demonstrerede de deres varemærke af rå kraft og brutal æstetik. Men i Royal Arenas store rammer druknede energien ofte i dårlige lydforhold, der ikke kunne holde trit med HUGORMs kraftige produktion. “KIGGER VÆK” og “HIMMELJUICE” led især under en rungende akustik, som gjorde det svært at fastholde publikums opmærksomhed, og sekvenser, der skulle have ramt hårdt, føltes snarere flade.
Showet var visuelt spektakulært, men nogle elementer føltes unødvendigt prangende. Seks dansere, bannerprojektioner og ekstravagante scenekonstruktioner gav en følelse af overstimulation. Det intime og kantede, der normalt definerer HUGORM, blev overskygget af en produktion, der ofte virkede ude af takt med musikkens kerne. Særligt “CHARLES” og “HONEY IM HOME” blev overdøvet af sceneshowets prætentiøse indslag, hvor simpliciteten, der klæder HUGORM bedst, gik tabt.
Ligegyldige dansere
Særligt de seks dansere, der gentagne gange dukkede op på scenen, føltes som en mærkelig tilføjelse. Iført avantgarde-kostumer og med koreografier, der var mere teatralske end musikalske, virkede de helt ude af trit med HUGORMs punkede og fandenivoldske identitet. I stedet for at forstærke musikken trak de opmærksomheden væk fra det, der virkelig betyder noget: bandets energi og udtryk. Det blev en gimmick, der på en aften fyldt med overflødige elementer, alligevel stod frem som noget af det mest overflødige.
Et af aftenens højdepunkter kom dog i form af gæsteoptrædener. Frank Hvamm bragte sin karakteristiske tørre humor til scenen under “MIG & FRANK”. Iført hvidt træningstøj lod han, som om han spillede badminton, før han erklærede, at hans mål var at gøre HUGORM “great” – en tiltrængt humoristisk pause midt i et show, der ofte tog sig selv lidt for alvorligt. På den anden side bragte Peter Sommer en mere melankolsk dybde til koncerten med “FUGLENE”. Hans karakteristiske vokal løftede sangen, og det var et sjældent øjeblik, hvor både lyd og scene gik op i en højere enhed.
Et af koncertens mest stemningsfulde øjeblikke opstod under “POTTEMAND”, hvor Simon Kvamm for alvor viste sin evne til at balancere humor og melankoli. Sangen, der med sin skæve tekst og dybe melodi skildrer en genkendelig længsel efter samhørighed, blev leveret med en sårbarhed, der fik Royal Arena til at føles mindre og mere intim. Selvom omgivelserne var storslåede, fik Kvamms nærvær og den enkle opsætning i dette nummer publikum til at hænge på hvert et ord. Det var øjeblikke som disse, der gav glimt af det, HUGORM kan, når de skærer ind til kernen af deres udtryk.
Ægte og uforceret
Simon Kvamm formåede især i de mere intime øjeblikke at vise sin unikke evne til at skabe nærvær i det store rum. “OMVENDER” blev et fascinerende eksperiment, hvor publikum blev bedt om at vende sig om for at slippe kontrollen, og for en stund samlede det hele arenaen i en fælles oplevelse. Det var dog et af få øjeblikke, hvor kontakten mellem band og publikum for alvor føltes ægte og uforceret.
På trods af sine mangler demonstrerede koncerten også det potentiale, der ligger i HUGORMs musikalske univers. Når bandet ramte deres styrker, var de i stand til at skabe øjeblikke, der føltes både kaotiske og kontrollerede – en balance, der dog kun sjældent blev opnået i Royal Arenas massive rammer.
Vi ses, HUGORM
Publikum viste sig mest engageret under bandets ældre og mere kendte numre, hvilket antyder, at en vis form for nostalgisk forbindelse stadig er et af HUGORMs stærkeste kort.
HUGORM ville det hele – men tabte grebet. Royal Arena blev for stor en mundfuld, hvor ambitioner og show oversteg musikkens egne begrænsninger.
Det var en aften, der efterlod en følelse af, at bandet kæmpede mere for at imponere, end for at forbinde. Måske er næste skridt for HUGORM ikke at gå endnu større, men at genfinde den kant og intensitet, der gjorde dem unikke fra begyndelsen.
Royal Arena var ikke deres sejr – det var deres læring.
Men vi ses, HUGORM.
Vil du se flere billeder, kan du klikke lige her!
