Der er ikke mange, der kan transformere en arena som Royal Arena til noget, der føles som et intimt fællesskab. Men Jacob Collier gjorde netop det, da han torsdag aften indtog scenen med samme styrke, som det danske vintervejr havde indtaget Danmark.
Sammen med sit seks mand store band og en energi, der bogstaveligt talt sitrede i luften, med sin karakteristiske legesyge, ubegrænsede musikalske evner og sin evne til at trække publikum med ind i sin kreative verden, leverede Collier en uforglemmelig aften, hvor musikken transcenderede genrer og formater.
Koncerten var en fejring af musik, men det var samtidig også en dybere udforskning af, hvad musik kan være.
Åbningsnummeret, “100,000 Voices”, satte tonen for aftenen. Med stemmer fra tidligere publikum optaget og flettet ind i sangen inviterede Collier straks publikum ind i en kollaborativ musikalsk oplevelse. Hans stemme og tilstedeværelse fyldte arenaen. Oprindeligt planlagt til Forum Black Box, men flyttet til Royal Arena, mens publikum blev en aktiv del af koncerten – ikke bare som publikum, men som deltagere.
Publikum som deltager
Selv den bedste magi kan have sine øjeblikke af forstyrrelse, og torsdag aften var ingen undtagelse. Særligt i de mest kaotiske øjeblikke, hvor Collier og bandet kastede sig ud i komplekse lydlandskaber, kunne det være svært at navigere gennem de mange lag af musik. Instrumenterne kæmpede mod hinanden, og selvom intensiteten var medrivende, gik nuancerne af musikken nogle gange tabt.
Jacob Collier bevæger sig på tværs af genrer som en barnlig opdagelsesrejsende. “She Put Sunshine” buldrede afsted som en storm, hvor jazz, funk og pop smeltede sammen til noget, der kun kan beskrives som Colliersk. Hans band, en seksmandsenhed af virtuositet, fulgte ham med en præcision og glæde, der gjorde det hele endnu større.
Men det er ikke kun musikken, der gør Collier unik. Det er hans evne til at skabe en slags musikalsk telepati med sit publikum. Under “Little Blue” guidede han publikum til at harmonisere, så det lød som et professionelt kor. Senere, under “The Sun Is in Your Eyes”, blev salen badet i stilhed, kun brudt af Colliers stemme – en magisk kontrast til de voldsomme eksplosioner af lyd, der ellers prægede aftenen.
Musikken samler os
Den største magi opstod under “The Audience Choir”, hvor Collier i seks minutter dirigerede hele Royal Arena som et gigantisk kor. Det var hypnotiserende. Som at stå midt i en storm og mærke hver eneste vindstød præcist timet. I det øjeblik var musikken alt, og Collier stod som en mester, der ikke blot spiller for, men med sit publikum. I dét øjeblik forstod man hvad musik i sandheden handler om. Uanset om du er tyk, tynd, høj, lav, rig, fattig eller noget andet: musikken bragte de 7.500 mennesker sammen.
Selv i de øjeblikke, hvor koncerten gled mod det kaotiske – som under den improviserede “Mi Corazón” – føltes det aldrig overflødigt. Collier leger med grænserne, og selv når han balancerer på kanten af det uforståelige, gør han det med en charme og en intelligens, der holder publikum fast. Selvom hans legesyge og eksperimenterende tilgang er Colliers varemærke, så blev det til tider for meget og det skabte en fornemmelse af, at kaosset overskyggede den samhørighed, der ellers definerede koncerten.
Jacob Collier er mere end en musiker. Han er en visionær, der ser musik som en samlende kraft – noget, der kan binde mennesker sammen på tværs af alt, hvad der normalt skiller os ad. Netop det beviste han med sin afslutning torsdag aften i Royal Arena.
Koncerten sluttede nemlig med en version af Queens “Somebody to Love”, der eksploderede i energi og glæde. Publikum blev endnu en gang aktiveret som kor, inden Collier med sit band leverede den store finale, hvor alt, hvad aftenen havde bygget op, kulminerede i ét fælles øjeblik.
Transcenderende oplevelse
Efter en hæsblæsende koncert sluttede Collier af med en absurd, men vidunderlig sekvens. Publikum blev hans instrument, da han med sit karakteristiske smil og uendelige energi dirigerede alt fra fløjten og fuglelyde til ding, uh og andre finurlige lyde. Det var kaotisk, grænseløst, men også gennemført Colliersk – og publikum elskede det. De stod med store smil, helt revet med i hans univers.
Som om aftenen ikke allerede havde givet alt, gik Collier tilbage til “Somebody to Love” – en næsten overvældende finale, hvor hans band igen kom på scenen for at levere et sidste brag. Hvor enhver anden koncert kunne have føltes trukket i langdrag, gjorde Collier det til et mesterligt øjeblik af fællesskab og musikalsk forløsning.
Hvis nogen stadig er i tvivl om, hvorfor Djesse Vol. 4 er nomineret til en Grammy for Årets Album, gav Collier torsdag aften svaret. Det var ikke bare en koncert, men en oplevelse, der transcenderede det musikalske. I de afsluttende toner stod én ting klart: Jacob Collier skaber ikke bare musik – han skaber øjeblikke, der rører os, samler os og minder os om musikkens sande kraft.
Vil du se flere billeder, kan du klikke her!
