“She said that silver’s meant to burn forever”
Sådan lyder en linje fra Dizzy Mizz Lizzys ikoniske “Silverflame”, og fredag aften i Royal Arena forsøgte bandet at bevise, at flammen stadig brænder.
Publikum var klar – en fyldt arena emmede af forventning – men Dizzy Mizz Lizzy gjorde det ikke let for sig selv. Det, der var annonceret som en fejring af deres debutalbums 30-årsjubilæum, føltes i første halvdel mere som en tilfældig rockkoncert end en hyldest til et ikonisk værk.
Bandet havde lagt op til en højtidelig og nostalgisk fejring, men det tog hele 39 minutter – og otte numre, der ikke kom fra debutalbummet – før festen for alvor begyndte. Den kolde afstand og den polerede optræden i starten gjorde det tydeligt, at de ikke længere har den ungdommelige ild, der engang kendetegnede dem.
Energien var afdæmpet
Åbningen med “Thorn in My Pride” og titelnummeret “Rotator” fra Rotator-albummet blev leveret med teknisk præcision, men energien virkede afdæmpet. Ja, der var godt samspil mellem bandmedlemmerne, men man kunne ikke undgå at føle, at noget manglede. De første sange virkede som en opvarmning til det, alle virkelig var kommet for – debutalbummet.
Enkelte nikkede med, og endnu færre tog luftguitaren i brug. Især de nyeste numre som “In the Blood” fra After Echo-albummet og “I Would If I Could But I Can’t” fra Forward in Revers-albummet var en anstrengelse i forhold til de magiske øjeblikke fra 1994-albummet, og det var tydeligt, at bandet ikke helt havde fundet den rette forbindelse.
Det føltes som om, de kæmpede for at få den stemning, de havde håbet på, men det kom ikke naturligt.
Et åndedrag forandrede det hele
Men så, 39 minutter og otte sange inde, tog bandet et åndedrag og introducerede debutalbummet – og det var som om alle ventede på dette øjeblik. Da de første toner af “Mother Nature’s Recipes” spillede, kunne man mærke den elektriske spænding i salen.
Publikum, der hidtil havde holdt en vis distance, vågnede op, og stemningen ændrede sig øjeblikkeligt. Alle kunne mærke, at vi nu var på hjemmebane. Den første håndfuld numre fra debutalbummet – “Glory”, “For God’s Sake” og “Barbedwired Baby’s Dream” – var som en tidsrejse tilbage til 1994, og endelig kom den ægte energi i spil.
Der var noget, der bare klikkede, som om bandet og fansene på én gang genkendte, hvad de havde i fællesskab.
Men selv på denne vej af nostalgi var der et par bump. For eksempel, balladen “Hidden War”, der engang var et af de mere emotionelt ladede øjeblikke på albummet, føltes som en kliché i live-formatet.
Stemningen faldt hurtigt her, og den sårbarhed, der engang var en styrke, kunne ikke rigtig bære i arenaen. Det samme kunne siges om “… And So Did I”, som virkede mere uinteressant, end hvad man kunne have ønsket sig fra en live-optræden af et så ikonisk nummer. Bandet kæmpede med at få den nødvendige energi til at skinne igennem på disse sange.
Tilbage til rødderne
Men så kom de mere klassiske numre. “Wishing Well” og “67 Seas in Your Eyes”, som begge blev leveret med passion. Lige hér kunne man virkelig mærke, hvorfor debutalbummet har overlevet så længe. Der var en fornemmelse af, at bandet nu var kommet tilbage til rødderne, og publikums respons var øjeblikkelig.
Folk stod op og sang med, og man kunne mærke den kollektive glæde over at være sammen om noget, der havde haft så stor betydning i mange år. Det var her, det for alvor blev klart, at Dizzy Mizz Lizzy ikke er blevet helt irrelevant, selvom deres musik måske ikke længere er tidens puls.
Med de sidste numre som “Love Me a Little” og “Waterline” kom vi til det, der må siges at være koncertens højdepunkter. Her var der ingen tvivl – bandet havde stadig den musikalske nerve og intensitet, der havde bragt dem til toppen.
Aftenen kulminerede med “Silverflame”, og her så vi endelig bandet på sit absolut bedste. Stemningen var elektrisk, og hele Royal Arena var med på hver eneste linje. På dette tidspunkt havde publikum fundet sin stemme, og Dizzy Mizz Lizzy havde fundet tilbage til deres gamle storhed.
Engang var de guld – nu er de sølv
Dizzy Mizz Lizzy var engang guld – ungdommens soundtrack, fyldt med rå energi og perfektionistisk eksekvering.
Nu er de sølv.
Men som linjen fra Silverflame antyder, er det sølv, der brænder evigt. Fredag aften var en påmindelse om, at flammen stadig brænder, om end ikke med samme ustoppelige intensitet som før.
Det var en koncert, der begyndte stille og forsigtigt, som en flamme, der skulle tænde op. Efter de første 39 minutter tog bandet et skridt tilbage til det, der virkelig betyder noget for dem og for deres publikum – deres debutalbum.
Det var ikke en fejlfri koncert, men det var en aften, der viste, at deres flamme stadig kan varme hjertet hos både gamle og nye fans.
Spørgsmålet er, om vi skal tage 30 år mere. Hvis flammen holder, er svaret måske ja.
Vil du se flere billeder fra koncerten, kan du klikke her!
