Lørdag aften i Royal Arena var der lagt op til et brag af en fest med Aqua – bandet, der satte Danmark på popmusikkens verdenskort i 90’erne med uforglemmelige hits, som hele kloden kan synge med på.
Arenaen på Amager var proppet til randen med 15.000 mennesker, fra børnefamilier til teenagere, voksne og seniorer, alle klar til at give sig hen til en aften fyldt med nostalgi.
Stemningen var høj, og forventningerne endnu højere, men koncerten skulle vise sig at være alt andet end det velkoreograferede hitshow, som mange havde håbet på. Publikum lod sig dog rive med alligevel, og det blev en aften, hvor det var publikums engagement snarere end Aquas præstation, der bar festen igennem.
Da Lene Nystrøm og Søren Rasted gik ind på scenen, var der ingen stor entré. Musikken begyndte, men lyden rungede faretruende, nærmest som om nogen havde glemt at indstille højttalerne. En dårlig lyd kan ødelægge en koncert, og allerede under åbningsnummeret “Aquarius” var det klart, at publikum måtte bære aftenen.
Reproducering med DJ-pulten
Ved “Back to the 80’s” kom René Dif op på scenen på en hævet platform, omgivet af røg – en sceneeffekt, han så ud til at have drømt om i årevis, og publikum elskede det. Men lyden blev kun værre, og den dårlige akustik begyndte at underminere hele oplevelsen. Lene Nystrøm, der ellers plejer at være bandets stabile kraft, kunne næsten ikke skjule sin irritation, mens hun anstrengte sig for at få sine toner til at sidde, alt imens lydbilledet konstant forstyrrede og gav en ubehagelig resonans, der gjorde det sværere at nyde musikken.
Det var i sange som “Around the World” og “My Oh My”, at bandets manglende præcision blev tydelig. Publikum, der ellers havde ventet at blive ført tilbage til en tid, hvor alt var muligt, måtte nøjes med et ustruktureret show, der mindede om et uforberedt børnehaveoptog. Og alligevel var der en vis charme over kaosset – folk sang med og dansede, og på trods af den rungende lyd og de halvhjertede præstationer, forvandlede publikum koncerten til et fællesskab, hvor alle nostalgisk kunne genoplive deres egne minder fra 90’erne.
En særlig bizart højdepunkt opstod under “Doctor Jones”, hvor René Dif – som om han havde glemt, han var popstjerne og ikke DJ – pludselig begyndte at skrue op og ned på et DJ-sæt for enden af catwalken. Med ét ben oppe på pulten lignede han en, der forsøgte at reproducere med en DJ-pult. Flere i publikum må have undret sig: Hvad fanden sker der her? Men endnu en gang gik folk med nok mere af nysgerrighed og forundring end fascination, og børn og voksne i alle aldre fulgte med store smil hans forvirrede udfoldelser.
Hej Matematik i Royal Arena
Der var dog også et par glimt af den magi, Aqua engang havde. “Good Morning Sunshine” fungerede som en forfriskende pause, hvor tempoet blev sænket, og publikum endelig kunne høre bandet nogenlunde klart. Det var kortvarigt, men nok til at minde om, hvorfor Aqua i sin tid blev så elsket. I det øjeblik sad alt næsten, som det skulle – som en kortvarig pause i det ellers overophedede show.
Da Hej Matematik gjorde deres entré for at optræde “Party i Provinsen” eksploderede Royal Arena i energi. Ironisk nok var dette aftenens største øjeblik – og det var ikke engang Aqua selv, der stod bag. Publikum var i ekstase, og selvom sangen måske lå en smule ved siden af Aqua-universet, så virkede den som en feststarter, som ingen af bandets egne numre kunne levere. Mange tænkte nok: Hvorfor spiller Hej Matematik ikke bare her hele aftenen?
Men som om det ikke var nok, dukkede Suspekt pludselig op. De gik på scenen sammen med Aqua under en remixet udgave af “Lollipop”, og selvom de fleste unge i publikum jublede, kunne man næsten fornemme, hvordan de ældre publikummer undrede sig. Suspekts rå og eksplicitte stil stak ud og skabte en surrealistisk kontrast til Aquas pastelfarvede popverden.
Det føltes som en kolliderende blanding af fortidens og nutidens største navne, og reaktionen i arenaen var en blanding af jubel og forvirrede blikke.
Magten til at binde mennesker sammen
Koncerten lakkede mod enden med “Cartoon Heroes” og “Roses Are Red”, men ligesom resten af aftenen blev afslutningen også en smule underlig. René Dif blev hejst op med trommer i introen til “Cartoon Heroes”, men formåede ikke at ramme takt eller timing. Da Lene Nystrøm endelig nåede til det sidste nummer, var hun så træt, at hendes stemme skinger – men publikum fortsatte, sang med og lod sig ikke stoppe.
Da bandet forlod scenen, stod flere med et smil – det havde været kaotisk, skingert og uforudsigeligt, men det havde også været Aqua. På trods af de mange skavanker og uforudsigelige momenter formåede showet alligevel at samle generationer om en musik, der, selv med sin poppede overflade, stadig havde magten til at binde mennesker sammen.
Denne aften blev måske ikke den spektakulære comeback-koncert, mange havde håbet på, men det blev en aften, hvor publikum formåede at bære bandet – og minde os om, at selv når musikken ikke rammer perfekt, kan nostalgien og fællesskabet stadig gøre det hele værd.
Vil du se flere billeder fra koncerten, kan du klikke her!
