Hvis der findes en rockmusisk ekvivalent til landskamp på hjemmebane, så var det dét, som undertegnede og 16.000 D-A-D-fans var samlet om i Royal Arena på en stor mærkedag for dansk rock.
Komplet med danske flag – bevares, det var jo en slags fødselsdag – bandshirts med de tre bogstaver i alskens udformninger og obligatoriske shotsrør, var familien Danmark inviteret med til det, der skulle vise sig at blive en aften ud over det sædvanlige.
Malplaceret baby
Baby In Vain lagde ud, stående helt fremme på den enorme scene, der ellers var godt fyldt op med D-A-D relikvier fra tidligere tiders turnéliv og musikvideo-produktioner. Lige så spinkelt som det lille orkester tog sig ud, lige så skidt nåede lyden ud til et publikum, der mestendels brød ud i snak og straffede endnu en fadøl. At caste indie-bandet med de fine harmonier og den sprøde violin som support for The Mighty D-A-D var absolut en fejl, og havde sangerinde og forkvinde, Lola Hammerich, ikke haft en far, der gik med høj hat og hed Binzer, var det nok heller ikke Baby In Vain, der havde nuppet supporten. Godt det samme, for lyden lød som en dårlig fest i en skotøjsæske pakket med vat. Ærgerligt og inderligt ligegyldigt.
Efter et hurtigt sceneskift kom fire kontrafejer på storskærmene, og salen brølede retur. De fire gunslingers, med navnene The Good Binzer, The Bad Binzer, The Kid og Stigge The Nasty stirrede olmt på os under overskriften “Wanted Dead or Alive – Notorious Badmen – 40 years on the run”. Skulle vi være bange? Skulle vi være på vagt? Nej, vi var blot inviteret til fødselsdag med cowboytema, og så kom der kage på bordet!
Op af en midterscene, formet som en flødeskumsbelagt lagkage, trådte de fire jubilarer, og så var festen ellers i gang. Jihad for en omgang!
Med en my bedre styr på lydpulten pumpede energien ud af de ældre herrer, der i dagens anledning var iklædt hhv. sort fra boots til tophat (Cobber), uniformsskjorte med ordner og skulderbørster (Jesper), tætsiddende og sølvglimtende spandex-heldragt (Stig) og shocking pink jakkesæt med flagermusærmer (Laust). Selv om furene er blevet dybere i panden på den evigt langhårede lillebror Binzer, at Cobbers wannabe-Slash-hat måske mest er for at skjule en vigende hårgrænse og Stigges makeup er gået fra punket eyeliner til fuld Alice Cooper møder vaskebjørn, så holder energien stadig. D-A-D vil ud over scenekanten, og de bliver ved med at insistere, indtil bagerste række er med.
Himmelsendt og genopstanden
Intet D-A-D show uden rekvisitter og staffage. Selvfølgelig lyste et gigantisk, stiliseret Molly-kokranie ned på os alle fra loftet, og pyroteknikkerne havde også sparet op til den store dag i arenaen. Vildere blev det dog, da en skaldet isse, i sidste halvdel af det 2,5 time lange set, pludselig stak op af lagkagen. Langsomt hævede et hvidt trommesæt med flammer sig fra dybet, og med 23 års forsinkelse var D-A-D’s oprindelige trommeslager, Peter Lundholm Jensen, tilbage bag gryderne. Hårløst og hårdt tæskede han igennem på “Isn’t That Wild” fra Draws a Circle albummet (1987), og glæden ved at have Peter bag gryderne lod sig på ingen måde fornægte fra de gamle rock-kammerater.
I en kort anekdote om Peters rejse fra rockmusik til fast indkomst, forklarede Jesper, at bandet blev reddet af en ny trommeslager, der kom som sendt fra himlen. Cue til en mekanisk platform, der dalede fra Royal Arenas loft, featuring The Kid, Laust Sonne, og så var The D-A-D Drum-Off i gang! I fred og fordragelighed blev The Marlboro Man kåret som vinderen, og Peters shufflede swing klædte den gamle traver helt afsindigt. Hvor andre bands kører dobbelt storetromme, valgte jubilarerne at iklæde Bad Craziness dobbelt trommesæt. Salen brølede af fryd mod Sonne og Jensen, der tæskede løs, som havde de 40 års indestængt galskab, de skulle ud med.
Kønskvoter og geniale gimmicks
Med på gæstelisten fik vi også lov at møde to stærke kvinder, der trak alderen ned og kønskvoterne op i herreklubben. Jada flankerede Jesper Binzer flot på “Something Good”, hvor den kropspositive sangerinde penetrerede det ellers grødede lydbillede elegant og lod Binzers raspende røst omsluttes af smukke pop-fraseringer. Slet ikke dumt. Anderledes voldsomt blev det, da Rikke Emilie List fra Konvent pludselig stod sortklædt på midterscenen og nedstirrede salen gennem optegnede sorte tårer. De lyse lokkers englevibes blev gjort til skamme, da hun growlede sig dødsdybt gennem “I Won’t Cut my Hair”. En sjov gimmick, der dog ikke kalder på en gentagelse.
Hitparaden fortsatte for fuld firspring. Cobbers ikoniske riffs blandede sig med lækkertlange guitarsoli. Sonne stod for en række flabede kostumeskift og ikke mindre end ni (!) forskellige basser endte med at bevæge sig gennem hænderne på Stigge. Den ene mere outreret end den næste. “Mågestellet”-bassen kom især i brug på kvartettens nyeste skæringer, der just for nyligt så dagens lys på 2024-albummet Speed of Darkness, og selvom fællessangen udeblev her, holdt det DAD’ske niveau faktisk flot på det spritnye materiale.
Og hvordan hjemtager man så sejren, når man jubilerer på en af Danmarks største scener? Man hopper selvfølgelig ned fra den. Vader gennem publikum og ender ved mixerpulten. Således gjorde d’herrer Brødrende Binzer og sammen sendte de en vellydende akustisk latter- og lydbølge mod ‘de billige rækker’, og opnåede stående fællessang med storhittet “Laugh ‘n’ a ½” fra albummet Riskin’ It All (1991).
En perlerække af højdepunkter stod i kø på en stor aften på Amager, hvor Danmarks måske største fadøls-rockband cementerede deres position som evigt vilde, sjove, gakkede og altid klar på en fest. Måske en mere moden én af slagsen efterhånden, men dog ikke voksen nok til at udelade Stigs fyrværkeri-hat og insisteren på det enkle og velklingende riff, der går både direkte i hjertet og underlivet, og som nu i 40 år har været fast soundtrack for flere generationer.
Se flere billeder fra koncerten med D-A-D i Royal Arena her
Setliste:
1. Jihad
2. Evil Twin
3. 1st, 2nd & 3rd
4. Rim of Hell
5. Point of View
6. The Ghost
7. Soft Dogs
8. Grow or Pay
9. Something Good (feat. Jada)
10. Jonnie
11. Call of the Wild
12. Riding with Sue
13. Speed of Darkness
14. Keep That Mother Down
15. I Won’t Cut My Hair (feat. Rikke Emilie List / Konvent)
16. Reconstrucdead
17. Everything Glows
18. Monster Philosophy
19. Isn’t That Wild (feat. Peter Lundholm Jensen)
20. Marlboro Man (feat. Peter Lundholm Jensen)
21. Bad Craziness (feat. Peter Lundholm Jensen)
Ekstranumre
22. God Prays to Man
23. Sleeping My Day Away
24. Laugh ‘n’ a 1/2
25. It’s After Dark
