Queen Machine leverede en nostalgisk og musikalsk stærk aften i Musikhuset Aarhus

For tredje aften i træk indtog Queen Machine en udsolgt Store Sal i Musikhuset Aarhus, akkompagneret af Danmarks Underholdningsorkester. Publikum mødte op med store forventninger til en aften spækket med Queen-klassikere, og selvom stemningen startede lidt tilbageholdt, blev den langsomt bygget op gennem aftenen.

Koncerten fik først for alvor skub i gang, da “Don’t Stop Me Now” fik folk op af stolene, men det var især de helt store hits, der fik publikum til at synge med. Christian Baltzer, som dirigerede orkestret, leverede en formidabel indsats, og orkestrets samspil med bandet skabte en intens stemning, der virkelig løftede koncertoplevelsen.

Setlisten bød på mange uforglemmelige øjeblikke, men “Is This the World We Created” skilte sig særligt ud. Strygerne i orkestret tilførte nummeret en ekstra dimension af skønhed og følelse, og det blev et rørende højdepunkt i første sæt. Settet kulminerede med en kraftfuld version af “The Show Must Go On,” hvor publikum endelig fandt den fælles festlige ånd, og hele salen sang med.

Et andet højdepunkt kom under det næsten instrumentale nummer “Bijou,” hvor guitarist Peter Møller Jeppesen fik frit spil sammen med strygerne, hvilket fremhævede den kunstneriske dynamik mellem rock og klassisk musik på imponerende vis. Aftenens særlige setup blev virkelig udnyttet til fulde.

Queen Machine & Danmarks Underholdningsorkester, Musikhuset Aarhus
Foto: Johnny Ekelund Jensen

De store ballader

Forsanger Bjarke Baisner formidlede en dybfølt hyldest til Freddie Mercury, og hans inderlige fremførelse af “Mother Love” – en sang Mercury aldrig nåede at færdiggøre før sin død i 1991 – ramte publikum med en ægthed, der tydeligt viste Baisners dybe respekt og beundring for sit idol.

Underholdningsorkestret kom særligt til deres ret i de store ballader, hvor det fyldige lydbillede skabte en nærmest episk lyd. Den ubestridte klimaks var dog “Bohemian Rhapsody,” som forvandlede salen til et stort fællesskab af stemmer, der sang med på hvert ord.

Selvom der var en lidt langstrakt takketale mellem ekstranumrene “We Will Rock You” og “We Are the Champions,” stod det klart, at det krævede mange hænder bag kulissen at få en aften som denne til at spille. Man mistede måske en smule af Queen Machines vanlige energiske sceneshow i dette samarbejde med orkestret, men helhedsindtrykket var alligevel en gennemført, nostalgisk og musikalsk stærk aften.

Vil du se flere billeder, kan du klikke lige her!

Queen Machine & Danmarks Underholdningsorkester, Musikhuset Aarhus
Foto: Johnny Ekelund Jensen

Se også

Infernalsk festaften i Vega

Med et nyt album og 27 års historiske hits i bagagen indtog ikoniske Infernal scenen i Store Vega lørdag aften til deres store Two Nights Only juleshow.

Fra sjæl til storm: Saveus’ magiske aften på Train

Den første af tre koncerter med Saveus på Train...

HUGORM ville det hele, men kunne kun det halve i Royal Arena

Fredag aften var Royal Arena næsten fyldt til bristepunktet,...

Engang var Dizzy Mizz Lizzy guld – nu er de sølv

“She said that silver’s meant to burn forever”   Sådan lyder...
spot_img

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her