Eivørs stemme svævede gennem Vega og skabte en følelsesmæssig rejse

Når Eivør går på scenen, er det ikke bare en koncert – det er en følelsesmæssig rejse, en oplevelse, der strækker sig fra det dybeste mørke til de klareste lysglimt. Den 23. oktober i Vega tog hun os med på denne rejse, og publikum blev fra første øjeblik trukket ind i hendes forførende og magiske univers.

Med det drømmende åbningsnummer “Ein klóta” satte Eivør tonen for aftenen. Hendes stemme lød som en nordisk brise, der svævede gennem salen og fangede opmærksomheden fra første tone.

Men det var især med det brutale og hypnotiske “Jarðartrá”, at koncerten for alvor kom til live. Det hårde beat og den insisterende rytme føltes som et bankende hjerte, der slog hårdt og voldsomt, mens Eivørs vokal hævede sig over det hele og tog os med på en hæsblæsende tur. Det var et øjeblik, hvor Vega blev forvandlet til et levende væsen, fyldt med både styrke og forførelse.

Gennem aftenen vekslede Eivør elegant mellem det intime og det overvældende. “Hugsi bert um teg” blev fremført med Eivør alene på scenen, badet i punktlys med en guitar i favnen. Det var et øjeblik, hvor hele salen føltes som et lille, privat rum, og hendes taknemmelighed over for publikum var tydelig. Hun smilede og råbte “Tusind tak!”, mens publikum hujede og klappede, rørt af hendes ægthed.

Eivør, Store Vega
Foto: Rikke Søgaard

Som et vikingetogt

Kontrasten kom med det episke “Purpurhjarta”, hvor hun fortalte om at finde lys i mørket – en følelse, der synes at gennemsyre hele koncerten. Vega føltes på én gang som et trygt sted at lade følelserne flyde frit og som et mørkt, mytisk landskab, hvor Eivørs stemme guidede os gennem stormen. På et tidspunkt kunne man høre buldren fra en koncert i Lille Vega, men Eivørs kraftfulde vokal overdøvede hurtigt forstyrrelsen og holdt os alle fast i hendes univers.

Undervejs viste hun også sin alsidighed. “Skyscrapers” præsenterede hendes mere poppede side, hvor hendes stemme virkelig fik lov til at skinne, mens “True Love” fremstod som en lækker, blød perle midt i den ellers intense sætliste. Men det var med hittet “Trøllabundin”, at Eivør for alvor viste sin magi. Med en tromme i hånden stod hun alene på scenen og leverede et øjeblik, der føltes som ren magi – publikum var stille, tryllebundne, som om vi alle var under hendes fortryllelse.

Et af aftenens mest specielle øjeblikke kom med “Upp Úr Øskuni”. Nummeret startede råt og anderledes – som en vikingetogt, men med et moderne, næsten futuristisk twist. Det var et af de mest eksperimenterende numre, men publikum fulgte med hele vejen, klappede i takt med den pulserende rytme.

Eivør, Store Vega
Foto: Rikke Søgaard

Det rå og sårbare

I juni 2024 udgav Eivør sit album ENN, som markerer en ny, modig retning i hendes musikalske rejse. Albummet dykker dybt ned i mørke elektroniske lydbilleder og kosmiske temaer, mens det samtidig fastholder hendes nordiske rødder. På scenen kom de nye sange til deres fulde ret, undtagen “Lívsandin”, det havde simpelthen ikke den dybde eller energi, der ellers kendetegner Eivørs musik. Nummeret gled hurtigt i baggrunden, og selv Eivørs stærke vokal kunne ikke redde det fra at føles en smule fladt.

Hen mod slutningen af aftenen fremførte hun det majestætiske “Salt”, hvor hendes stærke “Hey!” rungede gennem salen og efterlod os med en følelse af kraft. Da hun nåede “Í Tokuni”, fik hun os til gengæld tilbage i sin magiske favn, hvor hun charmerende fik publikum til at synge med på noget, mange af os ikke forstod. Det var et humoristisk og hjertevarmt øjeblik, der viste hendes evne til at engagere og fortrylle.

Eivør afsluttede med det smukke og drømmende “Falling Free”, et nummer der svævede i luften som et sidste åndedrag, inden koncerten endte. Det var en aften, der var fyldt med kontraster – det rå og det sårbare, det intense og det intime – og Eivør formåede at samle det hele i én smuk, sammenhængende fortælling.

Vil du se flere af Rikkes flotte billeder, kan du klikke lige her!

Eivør, Store Vega
Foto: Rikke Søgaard



Se også

Infernalsk festaften i Vega

Med et nyt album og 27 års historiske hits i bagagen indtog ikoniske Infernal scenen i Store Vega lørdag aften til deres store Two Nights Only juleshow.

Fra sjæl til storm: Saveus’ magiske aften på Train

Den første af tre koncerter med Saveus på Train...

HUGORM ville det hele, men kunne kun det halve i Royal Arena

Fredag aften var Royal Arena næsten fyldt til bristepunktet,...

Engang var Dizzy Mizz Lizzy guld – nu er de sølv

“She said that silver’s meant to burn forever”   Sådan lyder...
spot_img
Nicolaj Sveiger
Nicolaj Sveiger
En mand som er opvokset i det vestjyske, men nu bosat i København. Har en forkærlighed for pop, en guilty pleasure i rock og en generel og evig voksende interesse i alt med en rytme.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her