I det øjeblik Nick Cave trådte ud på scenen søndag aften i Royal Arena, føltes det som at være i en anden verden – et univers om man vil – hvor mørket og lyset kolliderede i en uendelig dans.
Med et let hævet hoved, et vink ud mod publikum og den dybt fortrolige baryton begyndte han at kærtegne det hav af sjæle foran sig, og fra første tone var det tydeligt, at vi var på vej ind i noget større end en koncert – vi var vidne til en ceremoni, en renselse af følelser.
Med åbningsnummeret “Frogs” trækkes publikum ind i en hypnotisk hvirvel af melankoli, hvor musikken pulserer som en stille, men truende flod. Cave, der nu er 67 år, men stadig lige så vital som da han startede sin musikalske rejse i 1973, formår med få ord at blotte sjælen på scenen. Hans stemme vibrerer af noget dybt forankret i de mørkeste og smukkeste dele af mennesket.
Aftenen er dedikeret til det nye album Wild God, og selvom nogle vil mene, at der mangler visse sange, var det som om, at denne beslutning kun forstærkede oplevelsen. Den nye musik resonerer som et ekko fra dybet – det er en spejling af det evige, af det guddommelige og det dødelige i mennesket. “Wild God,” det næsten liturgiske nummer, der følger, fylder rummet med en hellig atmosfære, som om hver tone er en bøn sendt ud i natten.
Det er lige nøjagtigt denne evne til at krænge sjælen ud, til at få os til at mærke hver eneste tone og stavelse, der gør Nick Cave så ubeskriveligt enestående – og søndag aften i Royal Arena var ingen undtagelse.
Den spirituelle tilbedelse fra første række
Der står de, de hengivne sjæle forrest ved scenen – de dedikerede, nærmest de religiøse tilbedere – som ikke blot er publikum, men deltagere i en spirituel oplevelse. Cave dirigerer dem som en præst, der hæver og sænker sine arme, og lyden af populære “Jubilee Street” sender et kollektivt suk gennem mængden. Her, i denne afventende stilhed, mærker vi det umiskendelige nærvær af noget større. Sangen bryder stilheden med sin langsomt opbyggede energi, som går fra den stille fortvivlelse til en eksplosion af rå kraft.
Cave kastede sig ind i nummeret som en mand besat, og bandet fulgte hans tempo med en intensitet, der slog luften ud af publikum. Det samme gjorde sig gældende for den næsten endnu mere brutale “From Her to Eternity”, hvor musikken svævede over publikum som et spøgelse, og for en stund føles det som om tiden stod stille. Her var det ikke blot musikken, der talte, men en dybere sorg og længsel, som Cave fremmaner med hver eneste kraftfulde strofe,
De mere intense numre som denne står i skærende kontrast til de øjeblikke som “Long Dark Night”, “Cinnamon Horses” og starten af “Conversion” af sart skønhed, hvor man knap tør trække vejret eller blinke med fare for at misse noget. Cave har en uovertruffen evne til at føre os fra den ene følelsesmæssige afgrund til den anden.
Fra skrøbelighed til eksplosiv kraft
Bag Nick Cave, hævet over det yderst velspillende band, står fire korstemmer som engle i mørket. Deres harmonier svæver gennem rummet, hver tone nøje afstemt, som om de synger fra et sted hinsides. Deres klang forstærker den næsten sakrale stemning, der kendetegner aftenens koncert, og da de når “Bright Horses,” er det som om tiden står stille. Her, i denne melodi af skrøbelig skønhed, finder vi noget af det mest rørende, jeg længe har været vidne til. Warren Ellis, med sin karakteristisk rustne, men alligevel varme stemme, forstærker sangens skrøbelighed og menneskelighed.
“This world is plain to see,” synger Cave, mens han roligt hviler ved klaveret, trækker på skuldrene og sender et blik ud i det uendelige. Arenaen er fanget i en næsten uvirkelig stilhed, hvor hver eneste sjæl lytter intenst. Alt, der kommer ud af højttalerne, er Caves stemme – ærlig, blottet og rå. Når han sidder ved klaveret, med våde øjne og et fjernt, uforståeligt blik, er det klart: Vi vil aldrig helt forstå Nick Cave. Men i det øjeblik hans hånd glider gennem det sorte, tilbagelænede hår, mærker man noget større end musikken. Det er næsten som at være vidne til noget spirituelt.
Under “I Need You” bliver bagtæppet domineret af en enkelt storskærm, der fanger Cave i al sin skrøbelighed. Vi ser ham tæt på – hver bevægelse, hver trækning af hans læber, hvert sug af luft. Det er som om, han kigger direkte ind i publikum, direkte ind i vores sjæle. Hans blik er intenst, næsten hypnotiserende, og i et kort sekund er vi alle en del af noget dybt personligt og uforudsigeligt. Det er som at stå ansigt til ansigt med en mand, der blotter sit inderste for verden.
En hypnotiserende intensitet
Da “Red Right Hand” begynder, bliver vi mindet om Caves ikoniske status. Nummeret, tonet lidt ned i starten, vokser langsomt i kraft, mens Cave går rundt på catwalken og griber ud efter publikums hænder. Det er, som om han samler os alle med én gestus, mens sangens velkendte klang borer sig dybt ind i vores bevidsthed. Her står han, som en fyrste, med hele sin ikoniske tilstedeværelse.
Aftenen når sit dramatiske højdepunkt med “The Mercy Seat,” hvor Caves stemme og musikkens kraft opbygges til et klimaks, der forfører publikum én efter én. Ingen kan modstå den magnetiske tiltrækning. “White Elephant” kommer derefter som et brutalt slag, en mørk og voldsom fortælling, som Cave formår at gøre næsten guddommeligt – som en religiøs åbenbaring midt i natten.
Mod koncertens afslutning ser vi en mere livlig Cave. “Palaces of Montezuma” viser, at rygterne om hans svækkelse på grund af sygdom er langt fra sandheden. Han hopper rundt, danser og er lige så levende som altid. Den nye hyldest “O Wow O Wow (How Wonderful She Is)” bringer et smukt øjeblik, en kærlig hilsen til et tidligere medlem af The Seeds.
Et sidste åndedrag af forløsning
“The Weeping Song” var en orkestral eksplosion – fuldstændig vanvittig i sin udførelse, hvor dystre melodier møder et bredt, næsten komisk smil. Modsætningerne danser elegant sammen, som mørket og lyset, der hele aftenen har defineret koncerten. Det er her, han viser sin evne til at forvandle skrig til poesi, til at skabe kaos og harmoni i samme åndedrag. Publikum er som hypnotiserede, fastholdt i det monumentale lydtæppe, der vælder frem fra scenen.
Koncertens sidste sang føles som en velsignelse efter stormen, og “Into My Arms” bliver leveret med en sarthed, der næsten er ubærlig. Det er en stille bøn om forløsning, en kærlighedserklæring til verden, som den er – uperfekt, smertelig og dog fuld af skønhed.
Caves stemme er en blid berøring, der søndag aften tog os med på en sidste rejse gennem det menneskelige sind og hjerte.
Vil du se flere billeder fra koncerten, kan du klikke lige her!
