Hvad er dummere end tre sortklædte finner, der spiller Metallica-hits på celloer? Måske tre halvgamle, sortklædte finner, der mødes 28 år efter og gør det igen!
Eicca Toppinen (49), Perttu Kivilaakso (46) og Paavo Lötjönen (56) udgør sammen med den storsmilende og troldeagtige Mikko Kaakkureniemi (49) den knivskarpe version af Apocalyptica, der resten af året huserer på scener over hele Europa. 28 år efter at orkesteret storhittede med “Plays Metallica by Four Cellos” (1996) har de valgt at nedkomme med den efterspurgte to’er: “Plays Metallica vol. 2” (2024). Det har bragt de – nu ret så modne – finner på landevejen med et set bestående af lutter ‘tallica. Tirsdag aften ramte de, og support-bandet The Raven Age, Train til en fornøjelig aften fyldt med horn, eyeliner og ja… cello!
Maiden-søn fik gang i festen
The Raven Age er nok mest kendt for at have George Harris – søn af navnkundige Steve Harris fra Iron Maiden – på guitar. Som opvarmnings-act gjorde ravnene det udmærket. I et set, der faktisk startede tidligere end spillestedet havde annonceret, bød bandet på en lidt for jævn strøm af generisk metal. Perfekt leveret, med flot kor og nydelige soli, formåede de fem gutter rent faktisk at sparke gang i et jævnt pakket Train. Undervejs fandt forsanger, Matt James, lejrbålsspaden frem, så vi avancerede fra 16 til 22 strenge på scenen og blev fodret med en solid omgang rock-ballade. Og netop balladerne, fyldt med rumklang galore og lysende telefoner i vejret, gjorde at publikum endte med at give London-orkesteret en fortjent og hjertelig velkomst i det aarhusianske. Stemningen var sat og salen fyldt med varme smil og kolde fadøl.
Finsk lynnedslag
Pludselig var de der. Sortklædte helt ned til de kridhvide sneaks, optegnede med eyeliner, øjenskygge og sort neglelak og bærende på klassiske celloer udstyret med et futuristisk aggregat af forstærkere, kabler og dioder i bunden af instrumentet. Et lynnedslag af finsk vanvid og ekvilibrisme, der gik direkte fra en Ennio Morricone-inspireret intro ind i en hæsblæsende version af “Ride the lightning”. Afsted det gik!
– “Are you ready to sing with us?!” brølede langhårede Perttu, der med ‘kun’ 46 vintre er bandets yngste mand, fra scenen.
– “Hey! Hey! Hey!” lød det taktfast tilbage fra salen, inden klassikeren “Enter Sandman” blev savet midt over på den gode måde. Hold da op, hvor blev der filet på brummekasserne, og det var tydeligt, at publikum nød at skrige med på det helt lange “Ææææægsiiiiiiiiiiiiit laaaaaaaiiiijjt” mens grinene blev bredere og øllene bedre.
Hilsen til mesteren
Et inferno af fingerspil, skarp timing, synkron headbanging og velvoksne strygere, der blev gennemfilede, mens de blev slæbt rundt på Trains halvtrange scene åbenbarede sig. Finnerne knoklede på med storhits, knucles til første række og diabolske smil. 28 års venten blev forløst på et sekund, og sprød lyd, tunge trommer, strobelys og anekdoter på ‘finglish’ bankede ud over scenekanten.
– “Metallica sure had a few good songs,” lød det atter fra solo-cellist Kivilaakso, inden han flawlessly fik sit symfoni-instrument til at lyde som en seksstrenget helteguitar straight outta halvfemserne. Bifaldet blev højere og stemningen både steg for dernæst at dale ærbødigt, da en dedikation til hedengangne Cliff Burton blev sendt af sted. Bassisten blev mindet med “Call of Ktulu” med den afdøde mesters eget bas-track rungende under stryger-trioen. På balkonen headbangede en gråhåret boomer i takt, mens symfoni og storladenhed sømløst gled sammen i den atmosfæriske og dramatiske metalballade “Welcome Home (Sanitarium)”.
Pompøs storladenhed
Og så kom den. Med en stille ‘picking’ på strengene tegnede Eicca den melodiøse baslinje på “Nothing Else Matters” helt fint op. Sammen med bas-cellist Paavo leverede han den perfekte bund til Perrtus blide strøg hen over det tema, der nok er mistet flest mødomme til på verdensplan. Uden trommer, og leveret med imponerende sans for sangens pompøse storladenhed, løftede klassikeren sig mod himlen, og både det modne publikum og vagtpersonalet hævede – mestendels horisontalt – deres smartphones for at forevige et magisk øjeblik.
Symfonisk kvalitet
Uden selv at være Metallica fanboy har jeg diskuteret med venner og kolleger hvori kvaliteten i deres numre ligger. Min chef ynder at fortælle anekdoten om, at han på en rejse i sine formative år købte en skønsom blanding af Metallica og klassisk musik på samme dag. Netop i dette øjeblik brød forståelsen frem. For både teknisk, auditivt og mentalt har mange af Hetfield & Co.’s kompositioner en åbenlys symfonisk kvalitet, som Apocalyptica i dette øjeblik flygtigt indfangede og lagde sitrende frem for publikum.
En helstøbt oplevelse
– “We want to add something new to the songs,” lød det undervejs fra Toppinen, der blev præsenteret som selveste idémanden bag Apocalyptica. Med en spilleglæde, en virtuositet og en udstråling der trods alderen gav en helstøbt oplevelse af en af de absolut bedre metalkoncerter, jeg har været til, må jeg erkende, at det er der Apocalypticas vigtigste claim to fame er. De tilfører noget nyt, uventet men åbenlyst beslægtet til dygtigt komponerede numre og løfter dem dermed både ud til et nyt publikum samt fornyer dem for fans. Det satte deres internationale succes i gang i midthalvfemserne, og den succes rider de – velfortjent – på 30 år senere.
Se flere billeder fra koncerten med Apocalyptica på Train her
Sætliste The Raven Age:
Serpent’s Tongue
Nostradamus
No Man’s Land
The Day the Earth Stood Still
The Journey
Essence of Time
Grave of the Fireflies
Fleur de Lis
Sætliste Apocalyptica:
Ride the Lightning
Enter Sandman
Creeping Death
For Whom the Bell Tolls
Battery
Call of Ktulu
St. Anger
The Four Horsemen
Blackened
Master of Puppets
Nothing Else Matters
Seek and Destroy
One
