Show, teaterkoncert eller kultkaos. Med ti mand på scenen i konstante skift mellem dans, musik, sang og teater fik Tarantino-elskere virkelig en på opleveren under Aarhus Festuge.
Mine Quentin Tarantino film – nogle af dem bokssæt og collector’s items – røg i kælderen, da min DVD-afspiller også blev permanent overflyttet til husets lavestliggende etage. Med få undtagelser skete det samme med min lyst til Tarantinos film. De hørte til en æra, hvor man tog i biffen og så Kill Bill med gutterne, og hvor hver privatfest sent på aftenen lagde dansegulv til to-fingre-henover-øjnene- og snorkel-movet under Chuck Berry’s “You never can tell”.
Filmene kan vel sagtens sammenlignes med min generations – noget mere volds- og sexparate – Matador. Altså, hvor man kender alle one-liners, og Røde, i skikkelse af Vincent Vega, trækker både smil og sympati, selvom han måske både er en stor idiot og en bad boy. Jeg elskede dem. Og nu gør jeg det faktisk igen.
Genforelskelsen kom som en snigende rus torsdag aften. Om det var i en af de hæse sax-soloer, i en besnærrende burlesque-dans, hvor øl sprøjtede fra danserinden og ud over publikum, eller i en reenactment af Mia Walace der OD’er, mens “Girl, you’ll be a woman soon” croones i baggrunden, er svært at sige. Men den kom. For både musik, sang, skuespil og dans var i sin helhed så overbevisende at tonen, nerven og hele fornemmelsen af det Tarantino’ske univers indfandt sig undervejs. Og hold nu kæft, hvor var det fedt!
Sprøde Samara
For vi savner det jo. Den simple verden, hvor mænd er koldblodige gangstere, der skærer ører af betjente. Hvor unge kvinder kommunikerer ved hjælp af lapdance. Hvor vampyrerne drikker Jack Daniel’s, og hvor en from præst med aparte frisure, pludselig udfører dadbod-mandestrip til tonerne af “Son of a preacherman”.
Det er så idiotisk cool, at hele publikum på et udsolgt Casa V58 sang med for fuld skrald, twistede snaldrede rundt og serverede alle catchphrases synkront med performerne på scenen. Det her er kult, og det er lækkert lavet. Cool kult og kitchet nom nom for de nørder, der ligesom mig stod hjemme foran spejlet og trænede The Five Point Palm Exploding Heart Technique.
Hvad bandet The Crazy 88 havde i coolness og grooves, leverede sangerinde Samara Bahrami i sprød, spændstig og til tider skrøbelig vokal. Fulgt op af rå kvindekraft og et intenst blik leverede hun toner, der fortryllede de tilstedeværende. Svært at komme efter, men alligevel en opgave som Mathias Hvidberg Jørgensen formåede at løfte. Her var både elegant fløjt i Bernard Herrmanns “Twisted Nerve” og brutal gorilla-growl på “Jungle Boogie”.
Lædertrusser og pis-jokes
Når showet var bedst, var det fremragende, men hvor stjernerne på scenen lyste klarest inden for hvert deres kerneområde, falmede de en smule, når de kom på udebane. Som når en dygtige skuespillerinde overtog vokalen efter en stor sangpræstation. For fulde af talent er hele TTTS-banden uden tvivl – om det så blot gælder om at klæde sig ud i lædertrusse og genfortælle halvsjove pis-jokes. Bedst er de, når de enten synger, danser, eller spiller som de nu er bedst til.
Som et af Aarhus Festuges allerførste arrangementer, afviklet en dag inden selve festivitasen faktisk åbnede, var showet, teaterkoncerten eller kultkaoskomedien – alt efter hvem du spørger – virkelig velplaceret. Godt at drikke øl til, fantastisk som reminder om en svunden tid og ikke mindst the place to be, hvis man, som min sidekvinde, mødte op i skarp page for at danse twist!
For der blev serveret både twist, Tequilla, Honey-Bunny og Pumpkin, “Bring Out The Gimp” og sågar en akustisk second-line version af Harry Nilssons “Coconut” ned gennem salen. Glade, svedige og Tarantino-twistede flød V58-gæsterne ud i festugen ovenpå en aften, der mindede os om en af 90’erne og 00’ernes største film-auteurer og hans fantastiske sans for at skabe soundtracks. Nu er spørgsmålet bare, hvor i kælderen jeg skal lede, og om DVD-afspilleren stadig virker.
Se flere billeder fra koncerten med The Tarantino Twist Show her
