Måske er jeg bare ikke hans målgruppe (jeg er 41 år). Hvis jeg skulle sælge en optræden med sanger, sangskriver og satiriker Niels Hausgaard til et ungt menneske, ville jeg nok ikke få solgt særlig mange billetter.
Jeg får nok en del hug for denne udtalelse, da jeg personligt har fået anbefalet Niels Hausgaard, hans fortællerstil, humor og autentiske væremåde. Særligt på Tønder Festivalen er han nærmest en del af inventaret. Det er da også et helt nede på jorden setup med en mand og en guitar. Så hvad kunne man forvente?
Jeg følte mest, at jeg var til en lyrikoplæsning fremfor en egentlig koncert. Forstå mig ret: Det var nogle søde, sjove og hyggelige viser, Niels gav os i det smukke Bolero-telt på Tønder Festivalen. Jeg elskede hans fortælling om parret, hvor manden er blevet gjort til en voksen baby, og den kærlige opfordring til at stoppe kvinderne i at afmaskulinere mændene.
Nogle gange grinede jeg højlydt med, mens jeg andre gange sad med et spørgsmålstegn, fordi jeg ikke helt forstod pointen eller det sjove, mens det ældre publikum udstødte højlydte grin.
Enten elsker du ham eller så forstår du ham ikke til fulde
Jeg fornemmede også, at de fremmødte, der havde stået i kø i lang tid for at opleve Niels Hausgaard, var gengangere og elskede ham. Jeg måtte dog erkende, at jeg nok ikke bliver en af dem, der kommer igen og igen.
Men jeg forstår godt, hvorfor han er så populær. Niels Hausgaard har nemlig en genial måde at formidle sine tekster og fortællinger på, hvilket jo er det, han er berømt for.
Hvis Niels Hausgaard skulle tiltrække en yngre generation, ville han dog skulle forny sig.
Men det ligger bare ikke til ham, og det er jo netop det, der gør ham så speciel. Han er en meningsdanner, politisk i sine budskaber, storyteller og komiker, men musikalske præstationer skal man, som sagt, ikke forvente.
Niels Hausgaard sluttede sin optræden af med to sange. Den første var en lille sang om en blodig og bange dreng i Gaza, der umiddelbart opfordrede til sympati, men som sluttede med ordene: “Men hvor der handles, må der spildes.” Ingen kommentar, ingen forklaring. Jeg blev hægtet af igen.
Den sidste sang var den samme, som han optrådte med til jubilæumskoncerten sammen med Tom Paxton: “The Last Thing on My Mind / Det sidste, jeg kunne finde på.”
Kæmpe respekt for den 79-årige Niels Hausgaard for bare at være sig selv og være helt ligeglad med, om den nye generation forstår ham eller ej. Det er nemlig ikke meningen, og det er en del af det, der gør ham til den, han er, og gør ham så populær hos den ældre generation.
